Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matt 10,32-42

Rart er det ikke ligefrem at lytte til disse ord. Der er så meget der bryder med julefreden og det vi forbinder med julens fest. En tekst på en rolig 2. juledag, som handler om ufred og strid og kors.

I Jesu tale sættes der et skel som vi ikke synes hører livet til og i særlig grad ikke julen til. Den splid Jesus taler om at han er kommet for at sætte mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor kan vi for det første have svært ved at forstå. Er det virkelig det vores tro på Jesus handler om? For det andet tænker jeg disse familiesplittelser ind i julens fest, hvor vi alle bestræber på at holde fred med hinanden. Der kan uden for julens tid være en mase der adskiller os fra hinanden og som umuliggør et samvær. Men til jul vil vi så gerne være sammen og holde fred med hinanden og nyde fællesskabet og glæden.

Når jeg siger dette så ved jeg også godt hvor meget julens komsammen og fællesskab kan skabe af forventninger og modstand. Spliden Jesus taler om mellem familiemedlemmer kan være reel og virkelig nok.

Men Jesus stopper ikke her i sine barske markering af, hvad det er han vil og de konsekvenser det fører med sig for mennesker. Spliden indenfor for familien får en ekstra tand når Jesus sætter kærligheden til ham over kærligheden til forældre og børn.

Hvad bilder han sig ind? Den der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, siger Jesus, skal redde det.

Det er som om vores relationer til familiemedlemmer og kærligheden mellem forældre og børn hindrer os i at have med Jesus at gøre. Det er en stor pris at betale. Følge Jesus efter kræver afsavn, er til at forstå, men at det skal koste det dyrebareste vi har, kan være svært at fatte.

At tro har med stærke følelser at gøre vidner historien om. I vor tid ikke mindre end tidligere. Mennesker gribes af troens ild og føler sig kaldet til at gå i døden. Stefanus hørte vi blev stenet som kirkens første martyr ( Apostlenes gerninger kap. 6&7). Han ville ikke opgive sin nye tro på Jesus.

Messehaglen som I vil se mig bære om lidt er rød 2. juledag. Rød er ildens og kærlighedens farve. Det siger også noget hvad der er på spil i dag.

 Selvom om familie relationer kan være besværlige, nogle gange så umulige at familier ikke kan se hinanden, er det dog hele tiden det vi længes efter må lykkes. Der er en verdens forsagelse i denne tekst som jeg synes er svær at gøre spiselig. Hvis ikke jeg var i så godt julehumør kunne den godt gå hen og ødelægge min glæde over disse dage.

Og dog er det alligevel freden vi taler om i julen. Kirken lader ikke mindst sin stemme opløfte i den anledning, taler om freden ved krybben i Betlehem og måtte den dog brede sig til vores verden med al dens ufred. At vi har fred, vil jo ikke sige, at vi går rundt i en ”evig” lykkefølelse eller glædesrus. Det gør vel intet menneske. Vi har i flygtige øjeblikke hvoraf nogle kan være af længere varighed fred med os selv og vore medmennesker.

At have fred med Gud er noget ganske andet. ”Fred til mennesker med Guds velbehag” lød englenes sang juleaften ved krybben. Freden kom til jord med Jesus fra Gud. Men hvordan hænger det så sammen med al den ufred der springer os i øjnene eller ørerne i teksten vi er koncentreret om nu i dag.

Guds fred er langt fra altid den fred vi tænker på, når vi taler om fred. Fred for os handler om noget meget jordisk og nært. Vi ønsker fred med vores nærmeste, i vores land og i verden. Det er jo det fredsamtaler og –aftaler oftest handler om på det politiske plan, at vi må kunne nå hinanden i forståelse og respekt og leve fredeligt i relationer båret af anerkendelse og tolerance. Guds fred er at du har Guds tilgivelse i din glæde eller sorg, i lyst eller nød, i strid eller fred, i liv eller død. I salmen før af Hostrup bliver det sagt fint hvad det er Guds fred kan give mennesker:

     Julebud under storm og torden

     melder og giver fred på jorden,

     fred til at stride vor strid med mod,

    fred til at vente på enden god,

    højt under medbør og dybt i sorgen,

    fred for både i går og i morgen.

I julesalmen af Hostrup – som vi lige har sunget – er julebudet bestemt ikke en forsikring om et paradis på jord. For sådan er det ikke vi kender verden. Det har aldrig været fredeligt. Hvad også ville have gjort budskabet fra Bethlehem totalt utroværdigt. Buddet fra Bethlehem lyder netop ind i en verden fuld af strid og sværd, men også i en verden af stor skønhed.

Det var Hostrups ord om, hvad det er for en fred vi her taler om. Det vi normalt forbinder med fred ligger på mange måder langt fra denne forståelse af fred. Vi tænker fred som det at være fri for at det som forstyrrer freden.  Fred er en tilstand uden krig, med social retfærdighed og harmoni. Fred bliver let et idylliseret begreb, hvor vi er hævet op over denne verdens smuds og stridigheder. Den fred som sænkede sig ned over mennesker og jorden julenat var en fred til at kunne leve med det som er, og en fred til at blive fri til at gøre noget. Fordi du har fred med Gud.  

Det er at have fred med Gud. Guds fred er ikke noget, du kan fortjene, eller forspilde. Det er noget, som er uden for din magt, noget, der er i Guds magt, som han alene giver. At have fred med Gud betyder ikke at der ikke kan være ufred omkring os. Fred med Gud er at have ro med sig selv. Selv når livets storme raser omkring dig. Alverdens strid kan ikke gøre hans fred til ingenting.

Guds fred er hans kærlige nærvær. Til brug i hverdagen kunne det være, når jeg lader den forgangne dag rulle sig ud for mit indre blik. Jeg begynder fra nu og ser tilbage, øjeblik for øjeblik. Jeg samler al godhed og lys med taknemmelighed. Jeg er opmærksom på skyggerne og på hvad de har at sige til mig i det jeg søger heling, mod og tilgivelse.

Julefreden er en smuk gave som vi bliver en del af, og som Hostrup skriver i salme, skal denne fred fra Gud få os til at løfte hovedet i frimodighed og tage imod livet. Vi har Guds kærlighed og nåde som fortæller os, at vi er altid allerede elsket.Guds fred med os er en fred vi skal brede ud til andre.

Freden handler om at være så lidt egoistisk som muligt, til at blive egoistisk på andres vegne: ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Redde sit liv er at lukke sig inde i sig selv med sit eget. Miste sit liv handler om at give det videre. Meningen med livet er at give det videre. Det er det liv er til for.

Lukker vi os inde og tror at freden er noget vi skal finde i os selv, ja så kan jeg ikke se andet end, at vi i en grundlæggende forstand mister følingen med det at leve. Vi bliver tilskuere til livet.

Fred med Gud, giver ikke nødvendigvis fred med verden, men det giver i hvert fald os en enestående mulighed for at mærke at vi lever. Gud viste os julenat sin metode, hvor han mistede noget af sig selv da han deponerede en stor kærlighed i krybben i Bethlehem. Han kostede sin kærlighed på os, han gav os sin fred. Amen