Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matthæus 25,1-13

Vi lever i forventning. Mennesket er ikke kun tilstede i fortiden med minder og erindringer og i nutiden med det som sker lige nu men også i fremtiden. Forventning peger mod tiden som ikke er til i nu.

Jeg har længe set frem til denne 2. søndag i advent hvor HS og Børnekoret skulle komme på besøg. Sammen med HS har jeg planlagt hvordan gudstjenesten skulle forløbe. Det er med forventning og glæde jeg kan ønske koret velkommen til gudstjenesten i dag.

Advent betyder at noget kommer, en forventning om, at noget nyt skal ske. Advents-tid er ventetid,– vi venter på det eller den som skal komme. Vi kan også sige det på en anden måde; ventetid er altid adventstid. Fordi i den tid vi venter på et eller andet, er vi i en forberedelsesfase og vi er spændt op i en forventning til det som skal komme, men vi kan jo ikke vide om det nu også vil komme. Det er den usikkerhed og uro som er indeholdt i al ventetid og adventstid, at vi kigger fremad med tanker fulde af forventning og øjne fulde af håb.

Har vi voksne helt glemt hvad forventning er, fordi livet måske har lært os at det alligevel ikke holder, så kig ind i mange børns øjne i denne tid.

Men det er ikke kun i adventstiden at vi venter og ser fremad. Hele vor menneskelig tilværelse er altid en eller anden forstand ventetid, fordi til det at være menneske hører, at nærer håb og forventning til livet. - Til livet i dagligdagen hvor vi virkelig kun lever, når vi nærer forventning og håb til andre og til livet. Og det håb og den forventning rummer samtidig i sig et blik ind i den fremtid, som vi aldrig ved hvordan bliver, men som vi allerede i vor håb og forventning viser at vi nærer tro på.

Til forventning og advent hører det at vente. Ventetid er forberedelsestid men også tiden hvor vi skal være tilstede i nuet. Nyde tiden som er nu med de mennesker vi lever sammen med. Ventetid er i et moderne samfund og særligt ved juletid oppe mod stærke kræfter. Kræfter der taler om vi skal være hurtige og effektive. Ord for hurtighed er næsten automatisk positive: effektiv, fleksibel, have flere bolde i luften.Vi har efterhånden hørt det mange at vi har travlt, eller stresset som er det ord vi bruger mest til at tale om konsekvenserne af vores fortravlede liv.

Tiden lige nu i kirken sammen er et åndehul. Her er der ikke noget vi skal nå. Mobil telefonen kan vi lade ligge i lommen. Nu er det ventetid. Vi skal ikke noget, andet end at være. Vi er måske så heldige at får noget med os herfra. Tid til at vente, forvente og længes som de ti brudepiger, der gør sig parate til at møde brudgommen. Nyde børnekoret og adventsstemningen som forberedelse til julen og til livet.

Brudgommen som for de første kristne var Messias som de ventede på. Når Guds rige viser sig må man være forberedt og klar.Brudepigerne der står forventningsfulde foran festsalen, gør en lignende erfaring, da 5 af pigerne må sande, hvor vigtigt det er at være forberedt og parat til det som skal ske. De kommer ikke med ind til fest, hvad for os kan lyde lidt skræmmende. Der dukker flere spørgsmål op end svar efter vi har hørt fortællingen om de ti brudepiger: hvorfor er Gud så hård? Vil Gud ikke altid være den åbne dør? Hvorfor giver de andre piger ikke noget olie til de 5 som mangler?

Tanken er jo den at der sker noget med os når det vi har længtes efter og ventet på. Når det endelig kommer, kan vi langt fra altid forvente, at det bliver som vi havde tænkt det. Det er nok et af menneskets store fejltagelser, som vi har set gentaget i historien mange gange. Når vi tænker på det som skal komme, på fremtiden, så har vi allerede i vores drømme tænkt denne fremtid på en ganske bestemt måde.

Vi nærer for det meste håb til fremtiden, vi længes og forventer alt muligt af det som en gang skal blive, men lader det sjældent blive ved det. Vi kræver at vore drømme bliver til virkelighed.

Brudgommen møder brudepigerne og inviterer til fest i bryllupssalen, og af dem og os kræver det, at vi er forberedte. Når vi inviteres til fest stemmes forventningen i os, men ved vi også godt, at festen ikke bare går af sig selv, vi må gøre os parate. Det er det arbejde vi hele tiden må gøre med os selv. Vi må stadig tænke igennem hvad vi tror på, hvad vi bygger vore liv på, hvad der er umisteligt for os, hvordan vi prioriterer i vores tilværelse. Vi kan låne mange ting hos hinanden. Men brudepigerne kan ikke låne deres egne private forberedelser. Der er en vej som vi må gå alene.

Om den fremtid Gud møder os med, taler vi med disse ord; når Gud kommer og ikke hvis. Vi ved at vi er Guds skabninger og at han vil os alle det vel, og med den tro i bagagen, har vi intet at være bange for. Vi må tro på at Gud lader ingen gå fortabt. Problemet opstår først når vi springer denne tro over, for så bliver vi for alvor bange for alt det som med rette ligger derude og truer os.

Adventstid er ventetid sagde vi til indledning. Det er vel sådan det er at leve, at vente. Livet som en ventetid, kan lyde som et noget håbløst og trist foretagende. Advent er er også ventetid, men vi ved hvad og hvem som kommer. Det er mere end ventetid, for det ser frem mod det som skal komme.    

I ventetiden kan vi gøre os det forfærdeligste forestillinger om hvad der vil ske. I adventstiden kan vi stadig frygte alt muligt, men nu med den sikre forvisning, at vor frygt er afløst af den kraft hvormed Gud altid møder os, og bærer os til alle tider. I dag har vi også gjort vore forberedelser til den dag brudgommen kommer. Det er stadig ventetid. Sammen og med hjælp fra børnekoret har vi fået kraft til at opretholde håbet og modet mens vi venter. Og være tålmodige indtil dagen. Amen