Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus (9,14-29) 

¹⁴Da de kom ned, fandt de resten af disciplene stående omringet af mennesker, mens de diskuterede med de skriftkloge. ¹⁵Folk blev overraskede over at se Jesus, og de løb hen for at hilse på ham. ¹⁶»Hvad er det, I diskuterer?« spurgte Jesus. ¹⁷En af dem fortalte: »Jeg har taget min søn med hen til dig, rabbi, for han er besat af en dæmon, der gør ham stum. ¹⁸Hver gang den tager fat, kaster den ham til jorden, og han stivner og skærer tænder, mens fråden står om munden på ham. Jeg bad dine disciple om at drive den ud, men det kunne de ikke.« ¹⁹Jesus udbrød: »I tror jo ikke på Gud! Hvor længe er jeg nødt til at være sammen med jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom her med drengen.« ²⁰De bragte ham hen til Jesus, og da dæmonen så ham, begyndte den straks at hive og slide i drengen, så han faldt omkuld og lå og vred sig med fråde om munden. ²¹»Hvor længe har drengen haft det sådan?« spurgte Jesus. »Lige siden han var lille,« svarede hans far. ²²»Og dæmonen har flere gange kastet ham både i ild og vand for at slå ham ihjel. Hvis du kan, så hjælp os!« ²³»Hvis jeg kan? Hvad mener du? Alting er muligt for den, der tror på Guds magt,« svarede Jesus. ²⁴»Det gør jeg,« råbte drengens far straks. »Men hjælp mig, for jeg tvivler også.« ²⁵Jesus så de mange mennesker, der stimlede sammen omkring dem. Så skældte han dæmonen ud. »Stumme og døve ånd!« sagde han. »Gør, som jeg siger: Forsvind ud af drengen, og hold dig væk!« ²⁶Dæmonen skreg og sled i drengen, og så fór den ud. Drengen lå helt livløs tilbage, og de troede alle sammen, at han var død, ²⁷men Jesus tog ham i hånden og hjalp ham op at stå. ²⁸Da Jesus lidt senere var gået indenfor med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive dæmonen ud?« ²⁹»Den slags kan man kun drive ud ved at bede til Gud,« svarede han. AMEN

PRÆDIKEN. 

Læsningen fra Det Gamle Testamente, hvor vi hører om menneskets skabelse, det er en helt central og meget væsentlig tekst for mig. Jeg vender tilbage til den igen og igen. Når der er brug for at få styrket et håb – i mit eget liv og i andres…

Vi hører om, at Gud skabte mennesket og velsignede det, og Gud så, at det var godt eller Gud så på alt det, han havde skabt, og han syntes virkelig godt om det... Som der står i den nyeste oversættelse.

Teksten minder os om, at Gud skabte en verden, hvor der først ingenting var og pludselig var der alt. Det er en verden, hvor:

Godhed er før ondskab

Tillid er før mistillid

Tro er før mistro

Fred er før krig …

Det er væsentlig at blive mindet om efter en uge, hvor skræmmende og hjerteskærende billeder fra Ukraine fylder tv-skærmene. Mennesker på flugt, bombninger. Forældre, der mister deres børn…

I det mørke kan troen briste, tvivlen råde - håbet forsvinde. Jeg føler mig fortabt, lyder det fra de mennesker i Ukraine, der udtaler sig på TV. Hvad er det for en verden, Gud, og du siger, at den er god?

Den samme desperation og frygt, som vi ser i ansigterne fra Ukraine, hører vi i farens stemme i evangelieteksten i dag. En far har en syg dreng. Disciplene har forsøgt at hjælpe, men forgæves, og nu ligger drengen livløs på jorden, og de tror alle, at han er død. Vi hører desperationen i faren stemme, når han henvender sig til Jesus og siger: Hvis du kan, så hjælp os. Håbet er så spinkelt, at det er lige ved at knække. Hvis du kan? Alt er muligt for den, der tror, siger Jesus…

Det kan næste lyde som en provokation. Hvem kan fremtvinge en sådan tro? En tro, der er så stærk, at den kan overvinde sygdom, død og dæmoner? Det kan ingen. Faren ved da heller ikke, om hans tro er nok. Jeg tror, men hjælp mig, for jeg tvivler også, beder han. Hjælp – det er den korteste bøn…

Det er en bøn, der ikke udspringer af tro som en kunnen eller tro som en egenskab. Det er en bøn, der udspringer af at være tro mod det betroede…  

Martin Luther beskriver, hvordan han kunne føle sig helt tom og kold og være i tvivl om så meget – også troen. Men så bad han alligevel. Og så kunne det ske, at han fik varme i hjerte og krop igen, og at troen kom sammen med bønnens ord. 

Det er netop, når vi har svært ved at tro – når vi tvivler – at vi skal bede. Bøn kan være livgivende. Bøn er som det åndedræt, vi trækker vejret ud og ind med - et åndedræt for troen. De dage, hvor vi føler os tomme og kolde og længst værk fra Gud. De dage, hvor vi har sværest ved at tro. De dage, og i de situationer, hvor vi kæmper mest med at lægge vores liv og beslutninger i Guds hænder. 

Det er netop de dage, vi skal bede mest.

Når vi ser mennesker på flugt, bomninger – død og ødelæggelse.

Når vi rammes af magtesløshed og ikke kan finde mening med det hele, så må vi henvende os til Gud i troen på, at han tager over, der hvor vores håb er blevet så skrøbeligt og spinkelt, at det er lige ved at knække…

Bøn er at overgive sig til Gud og lægge situationen i Guds hånd – i hænderne på den, der skabte liv, hvor der ingenting var og som lod håb spirer frem fra en tom grav påskemorgen…   

Bøn er med intet i hænderne at modtage alt fra Gud…

Og bedst som du tænker, der ingenting er

Så lyser det håbet, så lyser det dér …

Skal vi synge i salmen efter prædikenen?

Så er troen ikke det samme som at resignere, men det er at bevare håbet.

Nogle gange stædigt og på trods af omstændighederne…

Vi har sikkert alle erfaret, at det ikke er alle bønner, der bliver hørt – sådan som det sker i evangelieteksten i dag. Men det skal ikke forhindre os i at insistere – håbe og handle for andres ve og vel…

Salmen, som vi skal synge om lidt, er skrevet i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps 100 års-jubilæum og er netop blevet udgivet.

Og salmedigteren skriver i den forbindelse, at ”man kan føle sig så magtesløs og alene med sin elendighed, at også håbet forsvinder. Men i det øjeblik andre (…) i en konkret handling viser, at der er et håb, så vækkes det igen, og så får man nye kræfter…"

Sådan møder evangeliet os – som et ja til at være det, som vi er skabt til og være tro mod det liv og den verden, vi er blevet betroet.

En verden der er skabt med en iboende godhed, hvor godhed kommer før ondskab, Tillid før mistillid, Tro før mistro, Fred før krig. Et liv, hvor vi er udleveret til hinanden og lever i gensidig afhængig af hinanden. I har vist hørt det før, men det er værd at gentage: Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden vi holder noget af dets liv i vores hånd…

Faren i evangeliet til dag? Han gør hvad han kan for at overvinde sin tvivl og holde fast ved det og dem, han holder af. Han nærmer sig sin Gud ved at være tro mod alt det, han er blevet betroet. Uden forbehold sætter han alt ind på at finde hjælp…

Evangelieteksten til i dag, skal få os til at stoppe op og række ud, når vi ser nogen, der har brug for vores hjælp. Den skal få os til at henvende os til Gud i troen på, at han åbner nye mulighed, der hvor alt ser helt umuligt ud…

Det skinner i mørket, vil gribes

Og blive til hjælp, der når frem

Til steder hvor mennesker håber,

at nogen vil håbe for dem

Og bedst som du tænker, der ingenting er

Så vokser det

Håbet Så vokser det der. 

AMEN