²⁴Det udviklede sig til et skænderi om, hvem af dem der var den mest betydningsfulde. ²⁵Så sagde Jesus til dem: »Konger hersker over deres folk, og magthavere kalder sig folkets beskyttere, ²⁶men sådan skal det ikke være hos jer. Den største af jer skal opføre sig, som om han var den mindste, og lederen skal være de andres tjener. ²⁷For hvem er mest betydningsfuld? Den, der sidder ved bordet, eller den, der varter op? I vil måske svare den, der sidder ved bordet, men når jeg er sammen med jer, er det mig, der er jeres tjener.

²⁸I er blevet hos mig, når jeg har mødt modstand. ²⁹Nu gør jeg jer til konger, ligesom min far gjorde mig til konge. ³⁰I skal spise og drikke ved mit bord og sidde på jeres troner og regere over de 12 jødiske stammer.

³¹Peter, Peter! Satan har gjort krav på at få jer udleveret, så han kan skille de gode fra de onde, ³²men jeg har bedt om, at du ikke vil svigte mig. Og når du bagefter er vendt tilbage til mig, skal du støtte de andre.« Lukas 22,24-32 

I dag er en af de søndage hvor prædikenteksten bliver aktuel i forhold til begivenheder som sker nu. Den er kommentar til den krig vi hver dag følger med i i Ukraine, og med stadig uro og sorg er vi vidner til hvordan et folk systematisk ødelægges af overmagten.

Det som forbinder teksten med i dag er det, Jesus siger til sine disciple der er i skænderi om hvem af dem der var den mest betydningsfulde. Konger hersker over deres folk, og magthavere kalder sig folkets beskyttere kommenterer Jesus deres skænderi om hvem som er størst.

Det er overmagten, magthaverne, der tror de er kommet som de rene engle for at beskytte dig. Ordene lægges i munden på det folk som overmagten mener de er kommet for at redde. Så meget magt kan et menneske have, at selv sproget vrides af led, når magthaveren smadrer dit land, og samtidig fortæller, at det er for at beskytte dig.

Det aktuelle for os er det lille ord over. For det åbner for forestillingen om en rangorden. Er der nogen over, er der også nogen under. Hvem har bestemt at det skal være sådan?

Vi har lyttet til den tekst i biblens fjerne mytiske fortid, hvor vi ser dette over-under forhold udspille sig mellem de 2 brødre Kain og Abel. To søskende som vi selvfølgeligt går ud fra har kærlighed til hinanden. Det har søskende ikke altid, men det er hvad vi håber på, for de er født af den samme mor.I familien forventer vi at der hersker fred og harmoni mellem familiens medlemmer. Harmonien og freden havde Adam og Eva lagt bag sig i haven vi kalder for paradiset, fordi alt derinde var godt. Indtil mennesket ville bestemme selv.

Straks har de forladt haven og det første drab er en realitet. Det første menneske født af en kvinde blev morder. Den første døde blandt menneskene blev myrdet. En myrdet bror.

Var det ikke hvad Putin kaldte ukrainerne før krigen begyndte, det russiske folks brødre? Som skulle befries og komme hjem til sine rødder.

De, der har magten over mennesker, kalder sig selv for folkets beskyttere, selv om de er mordere som Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot, Putin, og der findes flere end dem. Hvad er en magthavers inderste drivkraft og mål? Det er magten selv, at bevare magten, at overleve, og det kan kun ske ved at undertrykke andre. Hitler havde udset sig jøderne som det folk, alt ondt kom fra. Og derfor skulle de tilintetgøres, for at Hitler havde følelsen af overmagt.

Måske mange af verdens brutale magthavere i barndommen har oplevet som Kain at blive overset. Kain og Abel ofrede begge til Gud, men Gud lagde mærke til Abel og hans gave, men han ignorerede Kains gave. Kain reagerer med vrede, kigger ikke op, men stirrer ned i jorden. Voldsomme følelser af skam og vrede fylder Kain, som fører til at Abel bliver slået ihjel. Og da Gud spørger ham: Hvor er din bror Abel? Svarer Kain: Det ved jeg ikke, skal jeg da passe på min bror?

Som mange magthavere i historien siden dengang, kunne Kain kun håndtere modstand ved enten at dominere eller eliminere. Det misundelige blik fylder Kain, og derfor må han stirre ned i jorden, for han kan ikke se andet end sin egen smerte. Han har kun blik for sig selv i forhold til den anden. Ingen kan hjælpe en til at se noget andet, end det man selv ser.

Derfor slog han sin bror ihjel, kun for at finde ud af ideer om menneskets værdi og uerstattelighed er langt sværere at slå ihjel end mennesker. Da Gud siger Hvor er din bror Abel? svarer Kain: Det ved jeg ikke, skal jeg da passe på min bror?

Ja, det var åbenbart et vilkår Kain havde glemt, eller måske mente han, at der findes højere mål som tillader et menneske at slå ihejl.Han havde glemt at mennesket er skabt i Guds billede. Hvilket betyder at den Anden, det andet menneske, står over mig. Abels ansigt må han have mødt mange gange. Ansigtet minder mig om mine forpligtelser og dømmer mig. Ansigtet er det som man ikke kan slå ihjel eller i hvert fald det hvis mening er at sige: du må ikke slå ihjel. Ansigtet er ikke bare noget unikt, det er også Guds billede jeg ser i den andens ansigt. Så da Gud spørger Abel om hvor Abel er, skal vi høre det som en smerte i Gud selv.

Abel nærmede sig Gud som den der tjener i beskedenhed. Kains syn er herskerens, den der vil bestemme, og det fører kun til ensretning og vold.

I verden er der et herre-sind og et tjener-sind. Herre-sindet det er Kain og mange andre som ham, der driver mennesket som en besættelse. Tjener-sindet er, hvad der kan gribe os, som et under i øjeblikket, og som er Gud selv, i Jesu skikkelse.

Der er noget vigtigt vi skal huske på: den anden, tjenesten og ikke mindst hvad Jesus tjener os med. Når Jesus helbredte gav han håb til de syge, ved indbydelse til at spise sammen viste han outsidere anerkendelse, og da han da kaldte sine disciple, var det for at give dem en retning i livet. Hans store kærlighed der ikke gør sig stor på bekostning af andre, men gang på gang vender om, vender sig imod den anden, som når vi knæler ved nadver-bordet, og hører ordene dette er mit legeme…dette er mit blod. Når jeg er sammen med jer, er det mig, der er jeres tjener siger Jesus.

Han ved om at vi skal passe på hinanden. Gang på gang viste han tjener-sindet i sin omsorg for mennesker og i mange af hans lignelser, er det tjener-sindet han vil fortælle frem, og som skal gøres levende mellem mennesker.

Jesus svarer på sine disciplenes strid om hvem der skulle være den mest betydningsfulde med at sige, at den største er den der tjener. Og peger på sig selv som den der er kommet for at tjene andre.

Kain så på sin bror der stod der henne på marken og hvordan Gud tog imod hans offer. I det øjeblik valgte han at se Abel som en han skulle konkurrere med om Guds anerkendelse. Og det samme med disciplene der mener, at én af dem må da være den største. Målestokken eller synsvinklen i begge tilfælde er menneskets. I vores egoistiske interesse vil vi bestandig stræbe efter at få mest muligt ud af det for os selv

Vi tænker fra vores eget sted og hvem vi er, og hvad vi vil. Det er det vi normalt vil kalde, at realisere sig selv. Kan vi gøre andet? Vi kan vende det om, og overveje om vi ikke først er os selv, når vi ser bort fra os selv og går op i andre mennesker eller ting end os selv.

Det er den danske teolog Løgstrup som har inspireret disse tanker. Når han siger at Vort liv er større end vort jeg. Vort jeg er stort, men der er noget der større!

Hvis vi kan blive enige om, at livet er større end os selv, så behøver vi ikke længere strides om, hvem der er den største. Så er der nok af liv og muligheder til alle, og så kan vi begynde på en mere frugtbar samtale, om hvordan vi bedst tjener hinanden. At give til hinanden af det liv vi har fået givet at leve.

Ved at tjene som Jesus slipper vi ud af den selvkredsen, som skriver livet ned til at handle om alene min magt, min overlevelse.

Jesus pensler det ud for disciplene – og for os: Den største er den der har modet til at være den mindste. Den gode leder er den der ved at mennesker er udleveret til hinanden og lever i konstant indflydelse på hinanden. Amen