Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes 12,23-33

Ja, tiden er kommet,« svarede han. »Nu vil min guddommelighed blive tydelig for enhver. ²⁴Hør nu her: Hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, bliver det til mange hvedekorn. ²⁵Den, der elsker sit liv, vil miste det, og den, der hader sit liv her i verden, sikrer sig evigt liv. ²⁶Den, der vil være min tjener, må følge mig, for der, hvor jeg er, skal min tjener også være. Min far vil belønne alle dem, der følger mig.

²⁷Jeg er i oprør, for hvad skal jeg sige?« fortsatte han. »Skal jeg bede min far om at redde mig fra det, der venter? Nej, det er netop på grund af det, at jeg er her. ²⁸Far, vis nu, at du er Gud.« I det samme lød en stemme fra himlen: »Det har jeg vist, og jeg vil vise det igen.« ²⁹Folk, der stod omkring ham, hørte stemmen og sagde: »Det tordner.« Andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham.« ³⁰Så sagde Jesus: »Den stemme talte ikke for min skyld, men for jeres. ³¹Nu fældes der dom over verden, og verdens hersker skal sættes fra magten.

³²Når jeg, Menneskesønnen, bliver løftet op fra jorden til himlen, vil jeg føre alle folk til mig.« ³³Med de ord fik han antydet, hvordan han skulle dø. AMEN

PRÆDIKEN

Nu hvor kyndelmisse netop har slået sin knude, har jeg taget forårets små mirakler med. Det er som et under hvert år – naturens opstandelse. Her i begyndelsen af februar er hver dag lang, mørk, våd og kold – vi er lige midt i vinteren.  

Alt er vissent, bart og uden tegn på liv, og som uger og måneder går, får vi svære og svære ved at huske, hvordan det hele er, når bladene springer ud på træerne og haven blomstrer – og kornet vokser dag for dag. Og så alligevel kan vi begynde at have en fornemmelse af, at små spirer af liv er på vej frem af den kolde jord.

Hvedekornet skal lægges i jorden for at noget nyt kan spire frem

Det er naturens gang. Hvad, der ligner et dødt korn, kommer vi i jorden, og så venter vi tålmodigt på, at det vil spire og gro og skyde op af jorden som en ny plante, der sætter nye korn på et aks.

Det er som et under - hvert år. Det er naturens opstandelse. Selvom det er skjult for os, hvordan det sker, så ved vi, at det må være sådan, at det er naturens gang – at mørke, kulde og venten er nødvendig, inden solen bryder frem og trækker planten op af jorden. Kalder den frem. Kalder den frem i lyset.

Selvom vi kan forundres over det, så ved vi jo godt, at det ER sådan, når det handler om naturen – om planter og om hvedekorn. Men sådan som det er for planter og hvedekorn, sådan er det også for os mennesker.

Det er det, Jesus vil minde os om med billedet af hvedekornet.

Der er en rytme i vores liv, som ligner plantens. Vi kan ikke spire, gro og blomstre som mennesker uden, at der er noget, vi skal give afkald på. Noget vi må give slip på, noget vi må lægge dødt eller lægge i jorden. Tålmodigt må vi vente på, at nyt skal komme…  

Hvedekornet skal lægges i jorden for at noget nyt kan spire frem

At livet er sådan, kan være en dyrt købt erfaring. Hver især kan vi sidde her og tænke på noget, der er hændt os i vores liv. En sorg, et sammenbrud, en livskrise - en eksistentiel opbremsning. Noget, der trak tæppet væk under os, noget, der ramte os med en sådan kraft, at vi ikke kan forestille os, at der ville komme mere godt til os eller ud af vores liv. Noget, der gjorde så ondt og ødelagde så meget for os, at mørket for en tid lå helt tæt omkring vores sind…

Ligesom en vinter, der lægger sig koldt, mørkt og tungt om os, og som bare ser ud til uge efter uge, måned efter måned at fortsætte.

De, der har mistet

alt, som I,

dem vil jeg tage

bolig i,

usynlig

for alverdens sind,

og bie dér

på sommervind…

Der er en vinterstilhed i Sarvigs salme, som vi skal synge om lidt.

En venten på det, der skal komme. Nu, hvor vinteren har sat sig dybt i kroppen...

Salmen rummer en indre tro på, at Kristus tager bolig i os: Som en kim af håb, som det nye træ, der vokser frem af hjerteroden…

Det er som om opstandelsesbilledet fra dagens tekst i johannesevangeliet klinger med i salmen med formuleringer som:

Faldet som frøet ned i jordens mørke evighed.

Salmen rummer liv, død, opstandelse og håb: En bevægelse fra død til liv…

Hvedekornet skal lægges i jorden for at noget nyt kan spire frem.

Jesus er hvedekornet, der lægges i jorden for at nyt liv kan spirer frem og give liv og næring til andre.... 

Det er erfaringen af, at livet er stærkere end døden. At der spirer og vokser liv dér, hvor alt er dødt.

Det er hvedekornets hårde skal, der brister og slipper, så livet igen kan vokse…

At være i mørket kræver tålmodighed – en stille venten. Det kræver tro og tillid til at livet igen vil kaldes os ud i lyset…  

Der er en rytme i vores liv, som ligner plantens. Vi kan ikke spire, gro og blomstre som mennesker, uden der er noget, vi skal give afkald på, noget vi må give slip på, noget vi må lægge dødt eller lægge i jorden. Tålmodigt må vi vente på, at nyt skal komme…  

En eksistentiel opbremsning: En sorg, et sammenbrud, en livskrise kan gøre os bevidste om, at der er noget i vores liv, som vi må sige farvel til for at vores liv kan folde sig ud.

Et menneske vi må tage afsked med, et jobskifte, en flytning, en skilsmisse eller vreden, angsten, frygten og bekymringen eller det snævre spor, som vi kan være kørt fast i…

Det koster, at der er noget i vores liv, som vi ikke kan få med videre.

Det er vel også en dyrt købt erfaring: At livet indimellem kræver at vi giver afkald…

Vores fælles liv får næring, når vi giver slip, og vi ikke hver især holder på vores eget. Som når hvedekornet hårde skal, der brister og slipper, så nyt kan spire frem…

”Den der elsker sit liv, vil miste det”, lyder det i dagens tekst.

Vi kan have så godt greb om vores liv, at vi kan tabe det. Hvis jeg holder fast i mit liv - som om det ikke er andres end mit, så mister jeg det. Jeg mister fornemmelsen for, at jeg får mit liv givet af Gud og af andre mennesker – og at mit liv dybest set derfor heller ikke tilhører mig. Jeg kan nemlig ikke leve uden at give og få givet…

Vi må turde give slip på livet for at vinde det - turde dele ud af os selv og dele livet med hinanden. Det egentlige liv. Det liv der spirer og kaster fællesskab, glæde og mening af sig. Det er også det liv, der forpligter os på hinanden, og som indimellem kræver, at vi giver slip på vores eget – lægge det i jorden for at noget nyt kan vokse frem…

De, der har mistet

alt, som I,

dem vil jeg tage

bolig i,

usynlig

for alverdens sind,

og bie dér

på sommervind…

Kristus tager bolig i os: Som en kim af håb, som det nye træ, der vokser frem af hjerteroden. Vores hjerter må vandes med dråber af dåbsvand og styrkes af nadverens saft, så den hårde skal må briste, så vi som hvedekorn giver efter og forvandles til nyt liv…

Det er et under – en opstandelse. En opstandelse ved livets afslutning og i det små hver eneste morgen…  

Gud er hos os nu og kalder os ud i lyset til et vidunderligt og forunderligt liv fyldt af forårets små mirakler. AMEN…