Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (4, 5-26):

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«  Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«  Jesus sagde til hende: »Det er mig, den, der taler til dig.« AMEN

Prædiken

Mødet – det kan være mange ting og kan foregå på mange måder.

Filosoffen Anders Fogh Jensen og antropolog Dennis Nørmark udgav for år tilbage bogen: Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting.

Bogen tegner et billede af et privat og offentligt arbejdsmarked, der er fyldt med registrering, dokumentation (hvor en myg bliver til en elefant) og som ovenikøbet også er fyldt med meningsløse møder – spild af tid…  

Jeg ved ikke, om I kan genkende det. Når jeg ser tilbage på mit arbejdsliv, så kan jeg måske godt få øje på tendensen til at plastre kalenderen til med møder, så der ikke var tid til at afslutte det ene møde og komme til det næste til tiden.

Når dagen var gået, så kunne tanken nogle gange strejfe mig, hvad jeg egentlig havde brugt dagen på og om der på noget tidspunkt ville komme noget ud af alle de møder…

Det er ikke den slags møder, der er tale om i evangelieteksten til i dag:

Mødet, vi hører om i dag, er ikke planlagt og der er ikke udsendt nogen dagsorden først. Det opstår tilfældigt i middagssolen ved brønden. Det er et møde mellem Jesus og den samaritanske kvinde.

Samtalen er i begyndelsen lidt underfundig og spændingsfuld. Der er sådan lidt God dag mandøkseskaft over samtalen – som om den ene taler i øst og den anden i vest. De taler om vand – og om en spand?

Vi kan tænke, er det mon et af de der ligegyldige møder, der er tale om?

Men det viser sig at blive et afgørende møde. Noget forandrede sig. Kvinden er ikke den samme, da hun går ud til brønden i middagssolen, som da hun forlader den igen.

Det er ikke altid de møder, vi bruger mest tid på, der får størst betydning for os. De møder, der får betydning for os, er dem, der gør noget ved os - gør indtryk på os, blidt skubber eller puffer til os, ommøblerer vores tanker og forestillinger. Giver os et nyt blik på os selv og verden omkring os. River os ud af vores eget. De møder, der afdækker og åbenbarer noget, som vi ikke før havde set eller tænkt?

Det er møder, der kan få os til at ændre kurs eller livsbane…  

Ethvert møde, der på den ene eller den anden måde medfører en livsforandring eller ændring af din livsbane, begynder næsten altid med, at en anden vender sig mod dig – møder dig, ser dig og vil dig, som den, du er.

Sådan er det gode møde med fremmede, tilfældige vi møder eller med venner, med naboen, med kollegaen eller ægtefællen. Det kan være i telefonen, over hækken, ved bordet eller ved brønden.

Mødet kan på forskellige måder gøre noget ved os, når vi ser hinanden – som et du og et jeg. Når vi begynder at tale og ikke bare snakker i øst og vest …

Tørsten efter at blive mødt og set af et blik, der vil mig det godt – kan være stor. Mon ikke den også er det hos den samaritanske kvinde, som mødte Jesus ved Jakobskilden, ved brøden i Sykar?

Hun, som havde ikke en, men mange mænd. En kvinde, som nok var vant til at blive set, men måske mest set ned på af alle de andre…

Men her ved kilde, ved brønden og vandet og vældet, møder hun den største barmhjertighed - hun bliver set og elsket som den, hun er…

Samtalen er i begyndelsen lidt snørklet – lidt i øst og vest, men det Jesus siger til kvinden er vel:

Jeg ser dig: Jeg ved, hvem du er. Jeg ved, når du føler dig udenfor, når du ikke synes, du er noget værd, når du er dødtræt af dig selv. Jeg ved, når du gør dig hård og kold og ligeglad udadtil, men græder indeni.

Jeg ser dig: Jeg ved, når du længes og tørster efter at blive elsket – rigtig elsket – ubetinget elsket. Det er for sådan en som dig, jeg er kommet til verden. Det er til sådan en som dig, jeg vil give det levende vand, alt det som du tørster og længes efter i dit liv…

Det er det, Jesus siger til den samaritanske kvinde…

I det tilfældige møde ved brønden ser Jesus kvinden som den, hun er og hans ord rækkes også til os i dag – som et guddommeligt kildevæld midt i det menneskelige:

Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste…

Skal ikke tørste og dø af mangel på? Ja, på kærlighed: at blive mødt, set og elsket, som det menneske du er…

Det var derfor Gud lod sig føde julenat. Det var for at møde os – menneske til menneske i vores mangelfuldhed og vores skrøbelighed.

Han kom til os, som dem vi er på godt og ondt, ligesom han kom for at møde den samaritanske kvinde i al sin livsforvirring, mangelfuldhed og skrøbelighed…

Møde os i det, vi hver især går og roder og tumler med i det daglige: angst og vrede, frygt og bekymring – og vores selvoptagethed…

Jeg tror godt, at jeg i dag tør våge den påstand, at der findes mange meningsløse møder – spild af tid. Men jeg tør også tro på, at der findes livsnødvendige møder. Møder, der nærer os som rindende vand – et evigt guddommeligt kildevæld midt i det menneskelige…

Men vi må åbne øjnene, åbne sindet, åbne hjertet – begynde at tale med hinanden om, hvad det dybest set er, vi længes efter og tørster efter i vores liv.

Er det ikke at blive mødt og set – altså virkelig set?

Den tilfældige vi møder eller vennen, naboen, kollegaen eller ægtefællen. Det kan være i telefonen, over hækken, ved bordet eller ved brønden. Den, der siger til dig:

Jeg tænker godt om dig

Jeg har agtelse for dig

Jeg har rum til dig

Jeg har hjerte for dig

Jeg ser dig fuldstændigt

Og stiller mit blik til rådighed for dig,

så du kan se dig selv med mine øjne…

Mødt og set også med alt det uperfekte - og så alligevel blive budt indenfor, blive favnet og omfavnet som nogen, der alligevel er værd at elske.

Det er det blik vi møder og ses med her i kirken…

Her er kilden, der strømer til os med håb, mod, tilgivelse – alt det, som hører til Gudsriget – og som møder os og blidt puffer til os og forandrer os…

Du og jeg, vi får Guds levende vand, når vi hører Guds ord som Guds kærlighedserklæring til hver enkelt af os.

Du og jeg, vi får Guds levende vand, når vi spiser brødet og drikker vinen, når vi inviteres med ved Guds bord.

Det er det møde, det guddommelige kildevæld, der møder os og slukker vores tørst. Her får du og jeg lov til at være, dem vi er. Bare være.

Et sted hvor vi må hente nyt livsmod. Nye kræfter. Ny tro på, at vi hører til. Et ord, der blidt puffer til os og siger: At vi er elsket. AMEN