¹³Folk bar nogle børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem, men disciplene skældte dem ud. ¹⁴Da Jesus så det, blev han vred og sagde: »I skal lade børnene komme hen til mig. Det må I ikke forhindre dem i, for Guds kongerige er til for sådan nogen som dem. ¹⁵Husk, at hvis man ikke tager imod Guds kongerige på samme måde som et barn, så får man slet ikke adgang til det.« ¹⁶Så trak han børnene ind til sig og lagde sine hænder på dem og velsignede dem. Markus 10,13-16

- læs også Salmernes Bog Salme 8 i Det gamle Testamente: 

²Dit navn er det største i verden, Herre! Du, som har bredt din storhed ud over himlen!³Af børns og nyfødtes glædessang har du bygget en fæstning mod dine fjender, mod dem, der vil hævne sig.⁴Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du har sat der, ⁵hvad ser du så i et menneske, siden du husker på det, hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det? ⁶Du gør det kun lidt ringere end engle. Med gudskraft og storhed kroner du det.⁷Du lader det herske over dine hænders værk. Alt har du lagt under dets fødder. ⁸Får og okser i massevis, selv de vilde dyr, ⁹himlens fugle og havets fisk, dem, som færdes ad havenes stier.¹⁰Dit navn er det største i verden, Herre.

Hvad vil det sige at være menneske? Det har vi nok alle tænkt over i øjeblikke af vores liv. Det er et stort og vigtigt spørgsmål, som det både er let og svært at svare på.

Teksterne til i dag handler om det at være et menneske set i forhold til Gud. Og det er vigtigt at det er det, der er perspektivet på det at være menneske; i relation til Gud.

Vi kan nemlig tale om mennesket på så mange andre måder. Der er forskellige betragtningsmåder, når det gælder en bestemmelse af, hvad et menneske er. Jeg tænker her på talen om mennesket som et individ, mennesket som en del af samfundet, som verdensborger, mennesket som et fornuftigt væsen der kan tænke over livet, psykologien har selvfølgelig en masse at sige om hvad et menneske er og mennesket som godt eller ondt. Ja, der kunne lægges mange flere vinkler på hvad er et menneske.

Jeg vil dog citere den amerikanske filosof Alfred North Whitehead for denne præcise og rystende beskrivelse af mennesket: et menneske er en sær kombination af sart åndelighed og en brutalitet som er en skændsel for en rotte

Med udgangspunkt i dagens tekster og kirken som ramme om gudstjenesten er det mennesket set i relation til Gud, der skal optage os. I den smukke salme fra Salmernes Bog og i Jesu møde med mødrene og deres små børn.

Kristendommen er med julen i frisk erindring, fortællingen om, at Gud viser sig i mennesket Jesus. Det er det man med et teologisk begreb kalder for INKARNATIONEN. Som direkte oversat betyder den-som-kommer-i-kødet. Altså, Gud får krop i Jesus Kristus. Gud er fra da i verden.

Kristendommen er forpligtet på denne forankring i det konkrete liv – menneskets liv er kristendommens sted. Det skal man ikke høre som en slags selvovervurdering af mennesket og dets betydning, men i en erkendelse af, at det centrale i kristendommen, det afgørende ord der siges om tilværelsen er et ord fra Gud til mennesket.

I den gammeltestamentlige salme hører vi også, at mennesket er noget helt unikt hvad ser du så i et menneske, siden du husker på det, hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det? Det er et menneske der skriver her, og henvendt til Gud, stiller spørgsmålet om menneskets betydning. Baggrunden for at spørge Gud svarer han selv på Du gør det kun lidt ringere end engle. Med gudskraft og storhed kroner du det. ⁷Du lader det herske over dine hænders værk.

Mennesket er skabt Gud, og Gud har givet mennesket magten over andre mennesker, over dyr og planter, ja, over hele kloden, som Gud gav os.

Salmedigteren Lars Busk Sørensen, hvis salme ”Menneske din egen magt” (nr. 370 i salmebogen), vi sang før, udtrykker en vis bekymring for det store ansvar, vi har fået. Når han i første vers skriver ”menneske, din egen magt/gør dig svimmel og forsagt,/du skal selv på denne klode/skelne ondskab fra det gode,/dybt ansvarlig for din jord

Magten fik mennesket givet med disse ord af Guds mund i fortællingen om livets skabelse ”opfyld jorden, og underlæg jer den…..hersk over alle dyr”, som det lyder i slutningen af skabelsesberetningen.

Hvad der er kommet ud af det er tydeligt, når vi lytter til teologen Ole Jensen (OJ), som døde fornyelig, og som hele sit liv som forsker, præst har skrevet og talt om kristendom og klima. OJ var hele sit liv optaget af, at vise at kristendommen har været årsagen til at mennesket har ment at jorden alene var til for menneskets skyld. I tilknytning til Guds tale til mennesket i sin skabelse skriver han kort tid før sin død: Nutidsmennesket er blevet en så stærk klodehistorisk faktor, at det ikke blot kan, men synes godt på vej til at udslette sig selv som art, på samme måde som meteornedfald i sin tid udslettede dinosaurerne. Man kalder det den antropocæne æra.

OJ har kaldt det en fejllæsning af verset fra skabelsesberetningen. For i kristendommen kan vi også hente støtte, ja, mere end det, en etisk forpligtelse til at passe på verden. For som OJ har påpeget det mange gange, skal vi huske på, at Gud efter hver skabelsesdag i glæde udbryder Gud så at det var godt.

Gud sanser at livet er godt, ligesom mennesket kan sanse. Den der kan sanse vil ikke da ikke ødelægge kilden for sansningen.

Ole Jensen mener at vi helt har misforstået opfordringen til at herske og underlægge os jorden. Og det har ført os derhen hvor vi er i dag, med et klima som ikke kun ændre sig som en naturlig cyklus, men i høj grad som følge af de påvirkninger mennesker udsætter luften, jorden og havet for. Misforstået bogstaveligt, mener han, at naturen er til for os mennesker – som middel til vores udvikling og vækst; at vi har lov at gøre med jorden, som vi kan komme afsted med. 

Ole Jensen mener at ordet herske har andre betydninger. Herske skal ikke forstås som magt sprog, men som omsorgs sprog. Derfor skal vi i stedet for herske hellere oversætte med bevare eller endnu bedre passe på. Kristen tro er at blive hjulpet til at fastholde agtelse for livet, hvor denne agtelse af den ene eller anden grund truer med at forsvinde.

Husker Gud stadig på os? Tager Gud sig af os? Er vi stadig mål for Guds opmærksomhed og kærlighed? Om dette kan vi ikke give grunde og forklaringer, vi må tro, at hvis Gud er Gud, så modtager vi Guds nåde. Som er hans kærlighed der som vi kan se det gennem alle Biblens fortællinger, at Gud aldrig opgiver mennesket. Mennesket kan gøre oprør, kommer på afveje, vende Gud ryggen, miste håbet og troen, men det fører aldrig til at Gud forlader mennesket.

Gud er gennem alle Biblens beretninger tilværelsens skaber og opretholder. Hver dag lever det enkelte menneske ud af Guds godhed og gavmildhed.

En tysk teolog beskrev en gang meget sigende, hvordan Gud-menneske relationen havde ændret sig gennem århundrederne: I 1500-tallet troede mennesket på Gud; i 1600- og 1700-tallet troede mennesket på Gud og mennesker; i 1800-tallet troede mennesket på menneskene; i 1900-tallet tror mennesket hverken på Gud eller mennesker. Det var i 1970’erne han skrev disse overvejelser.

Hvordan ser det ud i det 20-århundrede? Gud er ikke afskaffet, mennesket lever stadig, om mennesket har brug for Gud? – En hver må svare for sig selv. Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde skrev Peter Dass i slutningen af 1700-tallet i sin salme.

Vi kan også lære noget om at være menneske ved at se på barnet. Det vidste Jesus godt og derfor får denne lille scene hvor Jesus tager barnet ind i kredsen af disciplene, og fortæller hvad det er vi kan lære af barnet.

Barnet åbner for en hel teologi. Det er derfor Jesus kalder disse børn til sig og stiller dem frem for at vise de omkringstående, at i barnet kan vi se hvordan vi skal tro og leve. I det mest forsvarsløse der findes her på jorden, i et barns ansigt, møder vi den stærkeste tillid. 

Når vi bærer vores børn til dåb er det fordi vi tager livets vilkår så alvorligt, at vi med al vores bekymring og uro for vore børn bærer det frem til den Herre, om hvem og børnene det fortælles, at ”Han trak børnene ind til sig og lagde hænderne på dem og velsignede dem”. For der er intet væsen så hjælpeløst og udleveret til andres opmærksomhed og kærlige omsorg som et nyfødt barn. Det eneste barnet kan de første mange måneder af sit liv er at skrige og klynge sig til dem, der giver det mad, trøst og ro.

Barnet er det rene menneske kunne vi sige. Det nøgne menneske, som ikke kan tage vare på sig selv, men er udleveret til andres omsorg. Jesus tager dem ind til sig, i sine arme, lægger hænderne på dem, og velsigner.

 I den scene ser vi hvem Gud er, og hvad relationen er mellem Gud og menneske: Mennesket er Guds svage punkt. Amen