Dette hellige evangelium til 3. søndag i advent skriver evangelisten Lukas (1,67-80) 

Nu blev hans far, Zakarias, fyldt af Helligånden og begyndte at profetere:

⁶⁸»Lad os takke Herren, jødernes Gud,

for han har besøgt sit folk og befriet det.

⁶⁹Han sender os en frelser, født i Davids slægt,

⁷⁰sådan som han har lovet for længe siden

gennem sine udvalgte profeter.

⁷¹Han befrier os fra vores fjender,

fra alle dem, der hader os.

⁷²Han lovede at hjælpe vores forfædre

og at stå ved sin aftale.

⁷³Det løfte gav han

til vores stamfar, Abraham,

og nu kan vi

⁷⁴tilbede ham uden frygt, fordi vi er blevet befriet for vores fjender;

⁷⁵vi skal følge ham og tilbede ham uden forbehold, så længe vi lever.

⁷⁶Min søn, du vil blive profet for Gud i himlen.

Du skal gå foran Messias og bane vej for ham.

⁷⁷Du skal lære hans folk, at de bliver frelst, fordi deres lovovertrædelser bliver tilgivet,

⁷⁸for Gud er fuld af omsorg.

Han kommer som et himmelsk lys

og står op for os som en solopgang.

⁷⁹Lyset skal skinne for dem, der sidder i mørket og i dødens skygge,

og lede os ind på fredens vej.«

⁸⁰Johannes voksede op og blev fyldt med Guds kraft. Han levede ude i ørkenen indtil den dag, han stod frem for hele det jødiske folk.

PRÆDIKEN

En gang var nogle mennesker ude at gå i natten. Det var i Tanzania, hvor overgangen fra mørke til lys om morgenen er mere brat end hos os. Der var endnu ikke lys på himmelen. Alt var mørkt – bælg mørkt!

De gik mod vest, og som de gik der i mørket, mødte de nogle mennesker, som var på vej i den modsatte retning. Der var et svagt lys på deres ansigter. Og de, der gik mod vest undrede sig: Hvor kommer lyset på jeres ansigter fra? Spurgte de…

De svarede: Vend jer om og se mod øst. Morgenrøden er brudt frem, og får ansigter til at lyse. Lyset er på vej…

Advent betyder, at Gud er i færd med at bane sig en vej til os. Han gemmer sig ikke i mørket, men iklæder sig lyset – det er på vej…

Vi kan gå igennem livet, som de mennesker, der gik i mørket med ansigterne mod vest. Alt det gode ligger bag os, og vi ser tilbage med længsel på det, der var. Og vi ser fremtiden uden håb og fuld af frygt, fordi vi på vej mod vest er på vej fra dag til nat, og vi ser kun ind i solnedgang og mørke…

Vi kan gå igennem livet, som de mennesker, der gik i mørket med ansigterne mod øst. Livet og lyset ligger foran os – som om solen altid er på vej op over os, og livet er noget, som vi hele tiden kan se frem imod med forventning og tillid.

Vi kan have forskellige sind – og det falder ikke os alle lige let altid at få øje på håb og morgenrøde…

Adventstiden – tiden op til jul – er mere end nogen anden tid rettet mod det, der kommer. Den er rettet mod fremtiden. Og jo mere denne fremtid nærmer sig - jo mere det spidser til – jo større bliver udsvingene mellem frygt og forventning…

Vi kan forholde os til fremtiden i forventning eller frygt. Men hvad vi mere præcist forventer eller frygter – det ved vi ikke altid. Vi forventer alt godt – vi frygter alt ondt. Det er denne åbenhed ved fremtiden, som giver os muligheder, og som samtidig skræmmer os.

Frygten for at alting pludselig skal blive anderledes er en følelse, som vi kan blive overmandet af. Det er ikke nødvendigvis frygten for at verden som helhed pludselig skal blive til intet – at jorden skal falde ud af sin bane. Det er også frygten for at vores livsverden skal forgå. Frygten for at der indtræffer det forfærdelige, som lægger vores liv øde, så intet er som før.

Frygten for at den selvfølgelighed, hvormed vi til daglig hengiver os til hinanden og vores gøremål, pludselig skal tages fra os.

Det er denne frygt som ryster vores gang på jorden og som kan lamme os, så vi ikke forventer noget, ikke håber på noget, ikke ser en fremtid for vores liv - som så vi ind i solnedgang og mørke.

Vi tager fremtiden fra os selv. Hvis vi lader være med at håbe på noget eller hvis vi frygter det værste for at være på sikker grund. Det er slemt nok. Men det bliver endnu værre, hvis vi med vores frygt tager fremtiden fra andre. Fremtiden må vi ikke tage fra et andet menneske.

… Og på den anden side findes forventningen. Forventningen om, at der indtræffer det glædelige, som river os ud af en måske trøstesløs tilværelse. Forventningen om, at vi ikke er henvist til os selv, men at der sker noget nyt – det kommer til os, griber os og gør alting anderledes.

Det får stummes læber til at synge og de øde vange til at blomstre. Får kolde hjerter til at banke varmt og inderligt i både sorg og glæde.

Det er vel den forandring og glæde, som Zakarias gribes af, da han bliver far på sine gamle dage, og med sit nyfødte barn i armene bryder ud i sang – og som et billede på det fantastiske, der er overgået ham, taler han om solopgangen…

Barnet i favnen på Zakarias bliver et konkret tegn på Guds muligheder i verden, der giver grund til at have tillid og forventning til næste øjeblik – tillid og forventning til fremtiden.

Johannes Døberens far, Zakarias, synger i dag om, at Gud skal komme som en solopgang: Han kommer som et himmelsk lys, og står op for os som en solopgang. Lyset skal skinne for dem, der sidder i mørket og i dødens skygge og lede os ind på fredens vej…

Forventningen former og skaber vi ikke selv på vores sjælelivs smalle snedkerbænk. Alt er ikke afgjort med os – omvæltningen og nye veje er ikke afhængige af det, vi har gjort eller forsømt at gøre. Forventningen og håbet for fremtiden står op over os som en solopgang…

Det er det, Johannes banede vejen for…  

Johannes peger væk fra sig selv og hen til ham, der skal komme: Det lille barn i krybben, der kommer til verden julenat. Noget nyt er på vej til at bryde frem. Johannes peger på solopgangen fra det høje

Han pegede på Kristus, og det kan være godt at blive mindet om, at det også er kirkens og ethvert andet menneskes opgave…

Vi kan ikke hver for sig frelse verden, men vi skal bane vej for ham, der skal komme og være lys for alle, der frygter fremtiden.

Han vil oplyse os, så vi kan bane os vej til hinanden. Når vi står midt i mørket med fortvivlelse og frygt, tab, sygdom og død – når vores liv er som øde vange, så er nyt liv gemt i dét, at lyset er foran os.

Der er altid en vej at gå.

Vend jer om, sagde de, der gik mod øst… Vend jer om og se mod øst. Morgenrøden er brudt frem og får ansigter til at lyse.

Lyset er på vej…

Selv når vi vender morgenen ryggen og lukker for vores forventninger og lukker os inde i fortvivlelse og frygt, vil solopgangen fra det høje alligevel stige op over horisonten og besøger os i vores mørke…

Lyset kommer til os udefra og lyser os op.

Hvis min øjne lyser mod dig,

Og det gør de så gerne

Så er det lyset udefra

Der åbner dem

(uddrag fra Digte til musik, Poul Borum, Gyldendal 1996)

Lyset som mere end blot lys. Lyset som en anden, der ser på mig og ser mig. Som en forjættende forventning om, at lyset selv i dødens skygge ikke holder op med at lyse - det tager snarere til.

Han kommer som et himmelsk lys, og står op over os som en solopgang – det er på vej!

Kristus. Lad morgenrøden falde på os som glimt af håb. AMEN…