Når Guds kongerige bliver til virkelighed, vil det være ligesom i historien her. Der var ti brudepiger, der gik ud for at møde gommen og tog olielamper med sig. ²Fem af dem var tankeløse, og fem af dem var fornuftige. ³De tankeløse piger tog deres lamper med, men ikke noget olie. ⁴De fornuftige tog både lamper og ekstra olie med. ⁵Men da gommen ikke kom lige med det samme, blev de trætte og faldt i søvn. ⁶Midt om natten lød der råb: ›Nu kommer gommen. Skynd jer ud og tag imod ham.‹ ⁷Alle pigerne vågnede og gjorde deres lamper klar. ⁸De tankeløse sagde til de fornuftige: ›Giv os lidt af jeres olie, vores lamper er ved at gå ud.‹ ⁹›Der er ikke nok både til jer og os,‹ svarede de fornuftige. ›I er nødt til at gå hen og købe noget til jer selv.‹ ¹⁰Mens de var væk for at købe olie, kom gommen. Han gik ind i bryllupssalen sammen med de piger, der var parat, og døren blev lukket. ¹¹Lidt senere kom de andre piger tilbage. ›Herre, luk op for os!‹ råbte de. ¹²Men han svarede: ›Nej! Jeg ved ikke, hvem I er.‹ ¹³I skal også holde jer klar,« sagde Jesus, »for I ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Matthæus 25,1-13

Vente med tålmodighed! Det er tit noget vi siger til børnene. Måske særligt her i juletiden, hvor der helt naturligt i kraft af traditioner og erindringer opbygges en forventning i børnene. Børn vil gerne have at det hele kommer nu, alt på en gang. Vente i tålmodighed udfordrer deres utålmodighed.

Det er ikke fordi vi voksne er det så meget bedre til det med tålmodighed. Vi kan dog bedre i kraft af vores bevidsthed, hvor vi kan tænke over hvad der skal ske, og bevidst beslutte os for at vente i tålmodighed.

For grækerne og romerne i oldtiden spillede tålmodighed ingen stor rolle i deres liv. For de kristne i den tidlige kirkes tid, kom tålmodighed til at spille en stor rolle. Det er ikke noget tilfælde at tålmodighed blev opdaget af de kristne. Jesus udstrålede i sine møder med mennesker og i selve sin livsholdning, tålmodighed. Han var i harmoni, i balance, udstrålede en indre ro og fred.

Paulus skriver i ét af sine tidlige breve om tålmodighed: Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. 

Brevet er sandsynligvis skrevet til én af de første kristne menigheder. De kræver tålmodighed at bygge en kirke op, det kræver tålmodighed at være kirke. At Paulus slutter sin række af dyder af med tålmodighede er ikke tilfældigt. Det kræver tålmodighed at være barmhjertig og god, udvise ydmyghed og mildhed. Tålmodighed kræver evnen til at udsætte mine ønsker og lyster. At jeg ikke kan få det som jeg gerne vil have det. Ikke lige nu, men måske senere, for den tålmodige lære at tiden ikke kan forceres af mennesket, og ikke lader sig gå på af modstand, men vi lærer med alderen at alt kommer til den, der kan vente tålmodigt.

Tiden vi måler alt med føler vi er knap, og helst skal fyldes ud, men målt med evighedens tid, som er den tid Gud i sin skabelsens visdom har lagt ind i verden, har vi tid til at vente. Gud har givet os al den tid i verden vi har brug for, så vi kan være tålmodige med hinanden.

Tålmodigheden der kræves i tiden vi venter, er ikke spildtid, for tiden er altid tid til noget. Det kender vi fra Prædikerens Bog i hans elskede opremsning af livets tider 

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse......... 

De fornuftige brudepiger har gjort sig klar til at brudgommen skal komme. Det er ventetid for de ti piger, og ventetid kræver forberedelse og tålmodighed.

Advent betyder at noget kommer, en forventning om, at noget nyt skal ske. Advents-tid er ventetid,– vi venter på det eller den som skal komme. Vi kan også sige det på en anden måde; ventetid er altid adventstid. Fordi i den tid vi venter på et eller andet, er vi i en forberedelsesfase og vi er spændt op i en forventning til det som skal komme, men vi kan jo ikke vide om det nu også vil komme. Det er den usikkerhed og uro som er indeholdt i al ventetid og adventstid, at vi kigger fremad med tanker fulde af forventning og øjne fulde af håb.

Har vi voksne helt glemt hvad forventning er, fordi livet måske har lært os at det alligevel ikke holder, så kig ind i mange børns øjne i denne tid.

Men det er ikke kun i adventstiden at vi venter og ser fremad. Hele vor menneskelig tilværelse er altid en eller anden forstand ventetid, fordi til det at være menneske hører, at nærer håb og forventning til livet. - Til livet i dagligdagen hvor vi virkelig kun lever, når vi nærer forventning og håb til andre og til livet. Og det håb og den forventning rummer samtidig i sig et blik ind i den fremtid, som vi aldrig ved hvordan bliver, men som vi allerede i vor håb og forventning viser at vi nærer tro på.

Tiden lige nu i kirken sammen er et åndehul. Her er der ikke noget vi skal nå. Mobil telefonen kan vi lade ligge i lommen. Nu er det ventetid. Vi skal ikke noget, andet end at være. Vi er måske så heldige at får noget med os herfra. Få fyldt lidt olie på vores lamper! Tid til at vente, forvente og længes som de ti brudepiger, der gør sig parate til at møde brudgommen. Nyde adventsstemningen som forberedelse til julen eller til livet.

Brudgommen var for de første kristne Messias, som de ventede på. Når Guds rige viser sig må man være forberedt og klar. Brudepigerne der står forventningsfulde foran festsalen, gør en lignende erfaring, da 5 af pigerne må sande, hvor vigtigt det er at være forberedt og parat til det som skal ske. De kommer ikke med ind til fest, hvad for os kan lyde lidt skræmmende. Der dukker flere spørgsmål op end svar efter vi har hørt fortællingen om de ti brudepiger: hvorfor er Gud så hård? Vil Gud ikke altid være den åbne dør? Hvorfor giver de andre piger ikke noget olie til de 5 som mangler?

Tanken er jo den at der sker noget med os, når det vi har længtes efter og ventet på endelig kommer. Vi kan ikke regne med, at det bliver som vi havde tænkt os det. Det er nok et af menneskets store fejltagelser, som vi har set gentaget i historien mange gange. Når vi tænker på det som skal komme, på fremtiden, så har vi allerede i vores drømme tænkt denne fremtid på en ganske bestemt måde. Vi nærer for det meste håb til fremtiden, vi længes og forventer alt muligt af det som en gang skal blive, men lader det sjældent blive ved det. Vi kræver at vore drømme bliver til virkelighed.

Tålmodigheden har vi sprunget over, eller glemt, for i det tålmodige sind, vokser håbet og forestillingerne langsomt frem. Vi er så sige ikke foran tiden, hvor vi har gjort os billeder at det som skal komme med store chancer for at blive skuffet. Tiden her og evighedens tid kan så mødes i et punkt; der hvor døren til salen åbnes og vi er parate til at møde brudgommen. 

Vi er mere end noget andet tidspunkt på året i denne tid spændt ud mellem erindring og forventning. Tiden går jo også for brudepigerne. Vi ved ikke hvor længe de venter og sover. Guds tid er ikke vores tid. De drømmer måske om liv der er levet, og ser billeder af det som skal komme. I søvnen sænker der sig en tålmodighed over mennesket, fordi vore kroppe er i ro, og vi bliver taget med ind i drømmenes verden.

Decembermørket tager til hver dag og vil trække sig tættere og tættere om os. Den virkelighed ændres der ikke på. Brudgommen kommer får vi at vide. Der er noget på vej, én er på vej for at møde os og tage os med til ind til festen. Allerede det at vide noget er på vej til os, er forjættende.

Vi spændes i forventningens glæde, løfter hovedet, ser op. Tiden er stadig den samme, den er ikke ændret. Det som er ændret, er mit hjerte, min måde at være i verden på. Mørket har ikke længere den samme tunge indflydelse på mit humør. Vi mærker hvad ord kan gøre ved os. ”Nu kommer gommen. Skynd jer ud og tag imod ham”. Amen