Dette hellige evangelium til 6. s.e. påske. Skriver evangelisten Johannes…

 Jesus sagde: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer. AMEN

PRÆDIKEN

I dag sidder Jesus til bords med de 12 disciple. Det er den sidste aften, de har sammen, inden Jesus dør på korset næste dag. Jesus er midt i sin afskedstale til disciplene omkring bordet. Der er blevet talt længe og meget om afsked og om kærlighed. Tidligere i talen har Jesus sagt:

Som faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer: Bliv i min kærlighed

Det er så smukt. Men med det budskab følger en opgave til disciplene. De kan ikke blive siddende der omkring bordet og holde den kærlighed for sig selv. De kan ikke blive siddende der ved bordet og vemodigt mindes det, der var og det, de havde sammen. De kan ikke blive siddende der omkring bordet, men må ud i livet og i verden og være vidner – vidne om alt det, der var, så det kan få betydning i den tid, der kommer…

Talsmanden – sandhedens ånd – skal vidne om mig, Siger Jesus til dem…

men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen, fortsætter han…

At være med nogen fra begyndelsen kalder vi livsvidner. Vi kan være så privilegeret at have livsvidner.

Mennesker, som vi har fulgtes med fra vores livs begyndelse eller spæde start  vuggestue og skolegang og videre i livet. Vi bliver vidner til hinandens bryllup og når vi døber vores børn. Vi følges igennem livet og bliver vidner til hinandens liv: Glæder, sorger, katastrofer. Vi bliver viklet ind i hinandens liv, så vi ikke kan fortælle vores egen livshistorie uden at fortælle om den andens. Sammen er vi historien, som vi hele tiden bringer ind i vores fremtid. Det giver os identitet og forankrer os i livet med hinanden – bekræfter os i at vi har værdi for hinanden. Det kan være smerteligt at miste et livsvidne – og vi fortsætter med at fortælle om det, der var og det, vi havde sammen for at bringe det ind i fremtiden. For vi kan ikke forstå os selv uden den historie.

På sammen måde som vi kan være viklet ind i hinandens liv, var disciplenes liv viklet ind i Jesu liv. De kunne ikke fortælle deres egen historie uden at fortælle om Jesus. Nu skal de vidne om Jesu liv og gerning – om Guds kærlighed, som de erfarede i mødet med Jesus. De vidste godt, at det ikke var omkostningsfrit at gå ud i verden og forkynde det budskab – at de ville komme til at sætte deres liv på spil. De kunne dø af det – dø af at fortælle, hvordan livet med Jesus havde forandret deres liv. Givet det værdi. Måske har de været bange – måske har de ikke følt sig værdige.

Imens Jesus har talt til dem, så har de måske siddet der omkring bordet og kigget lidt forlegent ned i tallerknerne, skubbet lidt til bestikket, nervøst glattet lidt på dugen og rømmet sig lidt og vredet sig på stolen…

At være vidne ville ikke være omkostningsfrit... 

Det er det heller ikke at være vidne i en retssag. Her må vi også stille os frem og fortælle historien – sandheden - sådan som vi oplevede den og husker den. Men det kan have omkostninger og forandre andres liv og vores eget liv. 

Luther er et godt eksempel på et vidne, der med livet som indsats stod frem på Rigsdagen i Worms og talte op imod kejser og pave. Han kunne ikke andet, hvis han skulle følge sin samvittighed – han måtte fortælle, hvad han troede på - også selvom han ville blive dømt som kætter og måtte flygte i eksil. Det har krævet mod og styrke. Der er mange mennesker før os, der har sat deres liv på spil for at bringe budskabet om Guds kærlighed videre, så det kunne forandre liv og få betydning ind i fremtiden.

Der er ikke lige så meget på spil for os. Vi sætter ikke vores liv på spil ved at bringe budskabet videre. Men vi kan blive mødt med ligegyldighed, hovedrysten, himmelvendte øjne? 

Men et vidnesbyrd om tro siger ikke noget om, hvad vi ved, men hvordan vi kan tro i den verden vi lever - med alt det vi ved. Nogle gange bliver vi afkrævet et svar på vores tro – måske når vi mindst venter det til fester eller selskaber…

Da jeg som helt ung teologistuderende svarede: teologi, når jeg til fester blev spurgt, hvad jeg læste. Ja så blev der tit total tavshed omkring mig – som om musikken stoppede med at spille og festen gik i står der midt i mit svar. Jeg tror, at jeg i de situationer har siddet der ved bordet og kigget lidt forlegent ned i tallerkenen, skubbet til bestikket og glattet lidt på dugen – og inden jeg fik taget mig mod til at udfolde mit svar yderligere, så var festen allerede begyndte igen et helt andet sted i selskabet…

Komikeren Casper Christen blev sidste år døbt og fortæller i et interview, hvor vanskeligt det er for ham at tale om: Han siger:

Jeg kan fortælle dig, at det stadig er det sværeste at tale om. Jeg ved, at jeg for 10 år siden selv ville have himlet med øjnene, hvis nogen havde sagt, hvad jeg lige har sagt, men det er en virkelighed, og jeg kan også mærke en frygt for, hvordan det bliver modtaget. Der pågår en kamp i mig.

Disciplene kan ikke bare blive siddende der omkring bordet og holde budskabet for sig selv. Det skal bringes ud i livet og ud i verden. Det skal derud, hvor det får betydning - skaber nyt liv i fællesskabet med andre…

Disciplene er fuldstændig vidunderlige. De er så menneskelige, at de er elskelige. De forstår ikke altid så meget. Judas forrådte, Peter svigtede og resten stak af med halen mellem benene, da det virkelig gjaldt. Alligevel er det dem, der får den opgave at være vidner og gå ud i verden og bringe budskabet videre…

Som faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer: Bliv i min kærlighed

Disciplene er vidner – selvom de bærer menneskelig svaghed i sig. Jesus ser mere i dem end det. Han ser dem, som de mennesker, de er. Han ser, at de er mennesker, der kan række den kærlighed videre, som de selv har mødt. Vi har brug for at mærke Guds kærlighed – og vi har brug for at høre budskabet om Guds kærlighed igen og igen. Måske ved vi det godt, men vi har brug for at blive mindet om det igen, så vi føjes ind i Guds historie og bliver i hans kærlighed…  

At være viklet ind i Guds historie giver os identitet og forankrer os i livet og fællesskabet med hinanden. Så kan vi ikke fortælle vores egen historie uden at fortælle om hinanden og om Guds kærlighed. Det er i fællesskabet at troen får krop og bliver levende, forandre og får betydning…

Selvom vi bærer menneskelig svaghed i os, ligesom disciplene, så ser Jesus mere end det. Og vi må ligesom disciplene bringe budskabet om Guds kærlighed videre, så det kan få betydning…

Det var Johannes Møllehave god til – han kunne slet ikke lade være. Han råbte det fra tagene…

Jeg synes, at det er på sin plads at citere ham. Han siger:

… Troen, derimod, ser hele livet som et eventyrligt solbeskinnet under. Er det ikke fantastisk, at du er i live? At du kan se, høre, tale? At der er mennesker, der holder ud med dig og holder dig ud, fordi de holder af dig? Hvad har Gud så gjort for dig? Alt har han gjort for mig! Givet mig livet og det daglige brød og mennesker at leve med og elske…

Budskabet om Guds kærlighed går på tværs af alle grænser og alle skel. Den rækker ind i den dybeste nød og fortvivlelse og om på den anden side af døden og helt ind i evigheden. Det giver os håb og livsmod.

Lad os bringe budskabet om Guds kærlighed ud i verden og ud i livet med hinanden – med åndens hjælp. Gud, lad det blive pinse. AMEN