Dette hellige evangelium til Kristi Himmelfartsdag skriver evangelisten Markus (16,14-20) AUT.

Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. AMEN

 PRÆDIKEN

Himmelfart under spadseretur hedder dette billede, som er malet af den jødiske kunstner Marc Chagall. Om det er Chagall selv, der er på billedet med sin hustru eller det er et helt andet par – det ved jeg ikke, men det er heller ikke så vigtigt.

Det kunne være et hvilket som helst par på en stadseretur på en smuk forårsdag.

Måske kan I genkende den oplevelse, erfaring og følelse, der springer ud af dette billede?

En lysegrøn forårsdag. Det må næsten være i maj, hvor det dufter lysegrønt af græs. Det nye saftige grønne græs er så kraftig og livgivende, at det smitter af på alle omgivelser – på huse og tage. Blomsterne står i fuldt flor. Parret er i midten af billedet.

Kvinden, der er på himmelfart – svævende og løftet – båret afsted.

Manden, der smilende må holde godt fast i hende, for at hun ikke skal lette helt, miste jordforbindelsen og forsvinde op i himmelen.

På den ene side er der en afstand imellem dem, som hun svæver der over jordens overflade og på den anden side, er der et nærvær - en forbundethed – en samhørighed - illustreret med hænderne, der binder dem sammen.

Der er en sorgløshed – en lethed og glæde i dette billede, som jeg kan genkende fra øjeblikke i mit eget liv. Underfulde øjeblikke af fryd, frihed og frimodighed, hvor hjertet flyder over og gør kroppen så let, at det føles som om tyngdekraften er sat ud af kraft for et øjeblik. Al gang på jorden bliver for et øjeblik fjerlet. Det er en oplevelse af at blive løftet, blive båret og at kunne svæve…

På Kristi Himmelfartsdag er det Jesus, der løftes op – bliver båret og forsvinder op i himlen for øjnene af disciplene.

Der er en lethed over Kristi Himmelfarts dag – en sorgløshed på trods af afskeden og adskillelsen. Et nærvær på trods af fraværet…

Lyder det flyvsk? Eller lyder det mystisk?  

Luther kunne se det metaforiske i det mytologiske sprog, når han i en prædiken fra 1526 siger om Jesu himmelfart:

”Det går ikke således til, som når du stiger op ad en stige ind i huset, men det betyder, at han er over alle skabninger og i alle og uden for alle skabninger…

Derfor har han nu alle ting for øje, mere end jeg har dig, er os mere nær end den ene skabning er den anden”.

Det synes jeg er så smukt skrevet. Det er derfor, Kristi Himmelfart står i et skær af sorgløshed og lethed på trods af adskillelsen. For fraværet bringer på forunderligvis en himmelsk fryd, frimodighed og glæde helt nær til os på jorden.  

Når vi røres af det himmelske, sker det, at vantro og hårdhjertethed erstattes af tro og tillid. Vi ser tegn på at det himmelske er os nær. At Gud er her, hvor vi er – nært forbundet med os og med alt og alle på trods af afstanden. Han er os mere nær end den ene skabning er den anden.

Vi ser det ikke ved at blive ved med stå og se op i himmelen – det ved vi nu, for da disciplene står og stirrer mod himmelen, kommer to mænd i hvide klæder og spørger:

Hvorfor står I og ser op mon himlen?

Det er det forunderlige ved Kristi Himmelfart. Det handler nemlig mere om jorden end om himlen og alle dens lyksaglighed. Det himmelske ser vi imellem os og omkring os – når vi ser det største i det mindste:

På en forårsdag i maj, hvor græsset grønnes og dets saft og kraft smitter af på alle omgivelser – på huse og tage. Vi ser det i den andens blik og vi mærker det i forundringen over at være til og i glæden over livet. Det sker mellem hænderne på os. Hverdagens undere, som Gud virker i med sit nærvær.

William Blake skriver om det største i det mindste…  

At se en verden i et sandkorn

Og en himmel i en vild blomst,

At holde uendeligheden i sin hånd,

og evigheden i en time…

Mon ikke det er lige netop det, parret på billedet oplever. Med afstand og alligevel forbundet med hinanden – i hinandens hænder. Hænderne forbinder dem med hinanden og til livet på jorden. Det største i det mindste er, når mødet med noget eller nogen kan åbne verden for os og pege på underet i det, vi let går forbi…  

Det er i det mindste – i det vi ikke altid ser eller får øje på. 

At se himlen i det mindste uden at gå med hovedet i en sky og uden at miste blik for verden, som den virkelig er, det er livskunst…

I kærligheden er en erfaring af det store i det mindste og nære.

I kærligheden er der en erfaring af nærvær på trods af afstand og fravær.

Kærligheden begrænses ikke af afstand eller fravær.

Kærligheden er imellem os – også på tværs af skellet mellem liv og død.

Det er derfor, der er en sorgløshed og lethed over Kristi Himmelfartsdag på trods af afskeden…

Det er ikke fordi livet herefter er fjerlet – eller alting altid er himmelsk godt.

Livet er til tider tungt – tunge tanker og tvivl kan tynge mig og gøre mit hjerte hårdt.

Hårdhjertethed kan tynge mig til jorden, så livet bliver uendelig jordisk, alting mister farve og jeg slæber mig afsted ad mørke nattestier.

Det erfarer disciplene også der ved bordet, hvor Jesus skælder dem ud og bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed.

Men det kan ikke tage himlen fra jorden.

For Jesus sætter dem fri – sætte dem fri til at gå ud i verden.

Han løfter det tunge åg - vantro og hårdhjertethed – fra deres skuldre, så de frimodigt kan gå ud i verden og åbne den for andre og pege på underet i det mindste – i det vi let går forbi – så vi ser himlen på jorden…

Så kan vi være i livet uden at gå til grunde i frygt for det, der skal komme, i sorg over det ituslåede og mistede og med tunge tanker om utilstrækkelighed.

For Gud er med i vores liv – også når vi ikke kan få øje på det - også når vi ikke kan mærke det.  Gud er med os - virker i alt med sit nærvær – er os mere nær end denne ene skabning er den anden. Så vi løftes os op – sættes fri, så vi kan leve og elske. Så vi frimodigt kan række hænderne til hinanden og være forbundet – også på trods af afstand og adskillelse.   

Jeg synes, at det er på sin plads at citere Johannes Møllehave i dag. Han siger:

Hvis du siger, at der ikke er forbindelser mellem mennesker, at de sejler forbi hinanden som skibe, kipper med flaget og er væk, så ved du det ikke. For dér, hvor vi elsker, dér griber vi dybt ind i hinandens liv.

Det er i livet – på alle hverdage grå og triste – smukke og varme – at himlen rammer jorden, og Guds nærvær - Guds kraft virker, så alt skrøbeligt liv tager farve af en grøn forårsdag, hvor alting ændrer sig til liv…

 Amen