Da Elisabeth var i sjette måned, sendte Gud Gabriel afsted til byen Nazaret i Galilæa, ²⁷hvor der boede en ung pige, Maria. Hun var jomfru, men forlovet med Josef, en mand, der var efterkommer af kong David. ²⁸Englen kom ind til hende og sagde: »Gud har udvalgt dig, Maria. Du er noget særligt i hans øjne.« ²⁹Maria blev forvirret over at få den besked og undrede sig over, hvad ordene skulle betyde, ³⁰men englen fortsatte: »Du skal ikke være bange, Maria, for Gud har udvalgt dig. ³¹Du vil blive gravid og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. ³²Han får stor magt og vil blive kaldt Guds søn. Gud vil give ham Davids, hans stamfars, trone, ³³og han vil altid herske over Jakobs slægt. Hans kongedømme vil vare evigt.« ³⁴»Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når jeg ikke har været sammen med en mand?« spurgte Maria. ³⁵Englen svarede: »Helligånden vil komme til dig, og den Højeste vil lade sin kraft hvile over dig. Derfor bliver dit barn helligt, og folk vil forstå, at han er Guds søn. ³⁶Elisabeth, som du er i familie med, er også gravid med en søn, selvom hun ikke længere er ung. Hun blev kaldt ’Den barnløse’, men nu er hun i sjette måned. ³⁷Der er ikke noget, Gud ikke kan.« ³⁸»Jeg underkaster mig Gud,« sagde Maria. »Lad det gå sådan, som du har sagt!« Så forlod englen hende. Lukas 1,26-38 

 Så fik vi fortællingen bag forestillingen om jomfru-fødslen. Englen Gabriel dukkede op i Nazareth, hvor Maria boede. Når engle dukker op, vækker det naturligvis opmærksomhed. Guds sendebude som de er. Vi bruger selv udtrykket: der gik en englen gennem stuen eller lokalet, for at fortælle at tiden stopper, alle tier stille, og vi føler at det øjeblik er særligt.

Maria mødes af Gabriels ord om, at hun er noget særligt. Hun er valgt ud af Gud til af føde mennesket, Jesus, som skal fødes om 9 måneder, som barn af Maria og Gud. Altså Gud og menneske i samme person.

Alt det ved vi godt, og om vi tror det, må hver enkelt person afgøre med sig selv. Jomfru-fødslen er et litterært element, som Lukas bruger for at fortælle at Jesus fra sit livs begyndelse er et gudebarn. Selvom det er hans død og opstandelse, der har gjort ham kendt.

En smuk og bevægende fortælling er det under alle omstændigheder. Maria er skildret med nænsomhed og ynde. – Maleriet af Gabriel og Maria af renæssance maleren Fra Angelico (1395-1455) viser Gabriels møde med Maria. Maria er skildret som den unge kvinde der i ydmyghed lytter på englens budskab. Den blå kjole udstråler fred, ro og hengivenhed. Hun har hoved lidt på skrå, åbne øjne, hænderne dækkende for brystet og et hjerte der er rørt og grebet af hvad hun har hørt. Hun viser en fin følsomhed og tager imod hvad Gud har valgt hende til.

Maria er rolig og ikke på vej væk, men giver sig over til Gud, og hvad der venter hende.

Der er noget sårbart over hende, som kommer til udtryk i hendes blå kjole. Vi er alle sårbare, fordi vi er udleveret til andre. Det gælder for ethvert møde mellem mennesker, at vi i den åbenhed der må være når mennesker mødes, er en sårbarhed, som er forklaret i, at vi lægger vores liv i hinandens hænder. Hænderne Maria holder op for sit bryst i maleriet, er hendes svar på det overraskende og bevægende, at Gabriel står over for hende. Hun vil passe på sig selv, og viser os den sårbarhed vi alle kender så godt.

Vi bliver til i relationer, og vi holdes oppe af relationer. Sårbarheden ligger i relationen. I mødet med den anden kan vi ikke, hvis vi ønsker relationen, trække os væk og være os selv. Vi bliver nemlig ikke os selv af os selv, men via andre. Sårbarheden kommer af at vi lever i relationer.

Sårbarheden er et menneskeligt vilkår. Til det at være menneske hører sårbarheden. Maria åbner sig overfor englen, og viser at hun ved at der er en verden udenfor som hun er afhængig af. Sårbarheden er en styrke, fordi den giver os muligheden for at handle. Men vigtigst er sårbarheden en vigtig ingrediens i kærligheden. Marias møde med englen, som repræsenterer Gud, er et kærligheds møde. Og vi er aldrig så sårbare, som når vi elsker.

Relationen til Gud er også en relation der rummer en sårbarhed, men i den relation, fordi den er knyttet til troen, er vi mere rolige, fordi hos Gud kan vi tro, at vi altid allerede er elsket.

Sårbarheden åbner et sår i os, hvor magtmisbrug og overgreb kan finde sted. I vores moderne samfund er sårbarheden synlig overalt. Lige nu står vi en pandemi, og er – forhåbentlig – langsomt på vej ud af den, men viser os alle sårbarheden som et fælles vilkår. Pandemien udstiller tydeligt og mærkbart, at mennesket er sårbart. Vi reagerer på sårbarheden ved at sikre os imod dens skader, og at vi i fremtiden kan undgå at noget lignende skal ske igen. Selvfølgelig skal vi gøre hvad vi kan for at pandemien ikke tager magten fra os.

Men at gøre os usårlige for fremtidige trusler kan ikke være målet, for så mister vi vores menneskelighed. Ved at anerkende sårbarheden som fælles, som et grund vilkår for det gode liv, kan vi bedre møde udfordringerne vi står overfor som samfund og som enkelt mennesker.

Maria siger til slut: Jeg underkaster mig Gud. Vi ved at hun i det samfund hun levede i dengang har været underkastet mange andre instanser, de lokale jødiske myndigheder, kejseren i Rom og tidens undertrykkende kønsroller. At hun underkaster sig Gud viser hen til barnet hun bærer. Den søn som vokser i hendes moderliv, valgte det sårbare liv, fordi han underkastede sig Gud.

Gud holder sig ikke tilbage for at vise sin sårbarhed. Om ikke mange dage fejrer vi påske. I påsken er det en hovedpointe at Gud viser sin sårbarhed i Jesus som hænger på korset. Gud lider med sin skabning. Gud rammes selv af de kræfter som korsfæster, både dengang på Golgata og i dagens ”golgataer”. Gud er en sårbar Gud.

I Gabriels møde med Maria viser Gud sin sårbarhed, ved at tage menneskers liv alvorligt. En usårlig Gud var aldrig dukket op hos Maria, men havde holdt sig væk i de himmelske sale.

Det er livsbekræftende og det kan gøre én blød om hjertet, hvad Marias hænder for brystet også vil vise, at Gud involverer sig i livet. Hun bøjer sig for Gabriels nyhed, at hun er udvalgt af Gud, og derfor skal hun ikke være bange. Vi skal høre det sagt også til os i dag, at Gud er sårbar og nærværende.

Sårbarheden er et væsentlig kendetegn for Gud. Det allervigtigste, fordi sårbarheden jo fortæller, som jeg sagde det, at Gud er kærlighed. Til hans gode skabervilje hører sårbarheden. Kærligheden ved vi godt af erfaring, vil altid være sårbar. Rækker det ud til et menneske fordi du vil elske og elskes, så ligger der en sårbarhed i det rum du træder ud i.

Sårbarheden er gud-givet. Maria udstråler sårbarhed, fordi hun ved at det er Gud som vil noget med hende. Og derfor kan med ro i sindet sige: lad det gå sådan, som du har sagt.

Sårbarhed er ikke svaghed og noget vi skal forsøge at bekæmpe eller slippe ud af. Vi kan lære af Maria, som viser sin sårbarhed naturligt og åbent, fordi kun den sårbare kan elske, og elskes. Amen