Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.          Johannesevangeliet 1,19-28 *

*Citaterne i prædiken er fra Bibelen 2020 

Nu er der kun et par dage til jul. En noget amputeret jul bliver det i år, men som situationen er nu ser det ud til at vi kan holde jul. Her tænker jeg selvfølgelig, at vi får mulighed for at gå til gudstjeneste juleaften. Der er så meget vi må undvære i denne tid. - Vi har på trods af de svære tider vi lever i, planlagt 2. julegudstjenester den 23.12, for at give flere mulighed for at komme til julegudstjeneste.

Det svære og tunge vi står i lige nu, en ventetid, er det på mange måder. Tidens træthed over virussens hærgen, men også udsigten til en vaccine skaber håb, og med tiden en tilbagevenden til et mere normalt liv.

Ventetid er også adventens gennemgående tema. Vi venter på jul, som er Guds menneskeblivelse.

Paulus og Johannes er 2 af de store tænkere i den tidlige kirkes tid. De kredser begge om hvad det betyder at Kristus snart kommer, som Paulus skriver i sit brev til menigheden i Filippi i Makedonien. Brevet til menigheden skriver Paulus mens han er i fangenskab i Efesos – på den tyrkiske vest-kyst – eller i Rom.

Paulus ved mens han skriver at hans fangenskab kan ende med henrettelse, men han henter mod til at være i Kristi lidelser. Han iscenesætter sig selv som en Kristus-figur, som lider som Kristus led.

I den lille bid af brevet vi lyttede til, er Paulus fortrøstningsfuld. Han hviler i troen på at inden længe kommer Kristus, det er tegnet på at Guds kærlighed til mennesker. De første kristne levede i den nære forventning, at Jesus ville komme tilbage. Paulus kan derfor kun opfordre sine læsere med et Glæd jer!

Johannes skriver også om en ventetid.

Mange går og venter på at Messias skal komme. De ser tegn i Johannes som døber, at han kunne være den som kommer, Guds menneskeblivelse. Johannes skildrer en periode i nogle menneskers liv, som er i uro fordi noget er på vej. Messias komme er den jødiske venten. Den dag i dag i Jerusalem kan man se Den Gyldne Port, én af de 7 porte som fører ind til den Gamle By. Muren er tilmuret for det er gennem denne port at jøderne venter Messias vil drage ind.

Ventetid er ikke spildt tid, det er tid til at tænke over livet, og ikke mindst i en juletid, er med til at skærpe vores eftertænken over det som er vigtigt i vore liv. Vi har særligt brug for det i år, lige nu, hvor alting balancerer skrøbeligt.

Julen er som bekendt hjerternes fest, og jeg synes vi kan lade os inspirere af Paulus og Johannes, der vil have os til at bruge vores opmærksomhed på en klog og kærlig måde.

Det gælder for dem begge, Paulus og Johannes, at deres opmærksomhed er rettet fremad. Kristus, Messias er på vej, og den forventning og længsel skaber glæde i dem, også uro og bekymring, så længe ventetiden trækker ud.

Paulus sidder I sit fangehul og kender ikke udgangen på sin skæbne, men håbet i Gud, som han lært det at kende hos Jesus, holder ham ved godt mod.

Johannes skriver om Johannes Døberen, og det er ikke én og samme person. Johannes mærker tydeligt at Jesus er tæt på, når han siger: Her imellem jer står der én, som I ikke kender. Det er ham, der kommer bag efter mig….* Han er her, og alligevel ikke, intet menneske kan presse det igennem, fordi Jesu komme, sker ikke på grund af mennesker, men alene fordi Gud har besluttet sig for at blive menneske.

I nat kalder Gud sine mennesker frem: Her har I mit barn, I skal være hans hjem (822) skal vi synge om lidt i én af de nye salmer Decembernat fra salmebogen 100 salmer.

Gud kalder Jesus frem. Det er Guds menneskeblivelse, som tager sigte på vores menneskeblivelse. Guds opmærksomhed på os, i det liv Jesus lever, som hjælper os til at blive mennesker.

Hvad det er, siger både Paulus og Johannes klart, så det ikke kan misforstås; det er opmærksomhed og kærlighed til den anden, det andet menneske. Guds kærlighed som bliver menneske i julen, vil netop sige til os, at det er i kærligheden at vi bliver til som menneske. Gud hjælper os i sin menneskeblivelse med at blive menneske.

”Kærlighed er den ekstrem vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt”, siger filosoffen Iris Murdoch.

Guds menneskeblivelse viser at kærlighed handler om at overskride grænsen med dig og mig.

Ordet bliver kød skriver Johannes på nogle af de første linjer i sit evangelium. Ordet han tænker på, er at Gud bliver til et menneske. Kærligheden fra Gud iklæder sig et legeme. Det gør kærligheden altid, når vi føler kærligheden fra den anden.

Det bliver tydeligt hvad kærlighed er; at overskride vores egen lille sfære og erkende, at den anden er virkelig. Kærligheden er ligesom Gud større end os. 

Det gælder for både Paulus og Johannes at de er grebet af en glæde og taknemmelighed over Kristus eller Messias er på vej. Vi har en Gud, der har set i nåde til os i Jesus Kristus og, som ser os.

 Kærligheden handler rigtig meget om synet. Om at se den anden i kærlighed. Gud ser til mennesket i kærlighed er den oftest den måde det fortælles om Gud i Bibelens fortællinger. Gud er kærlighed siger vi ofte. En seende kærlighed, som mennesket i mange situationer, hvor de har følt sig alene, alligevel har følt at være rummet i Guds blik. Vi kan se kærligheden frem. Gud er det, at der er kærlighed i verden. At der er trøst i sorgen. At der er mening i meningsløsheden. Gud er ikke en ophøjet herre i det fjerne, men en kraft, der er til at tage at føle på, når mærker at vi er elsket og accepteret.

Intet menneske har hverken set kærligheden eller Gud, men vi har erfaret begge dele. Erfaringen handler om at tilværelsen er større end os.

Det er meget tydeligt at Paulus og Johannes er meget overbeviste og rolige ved at være set og rummet i en kærlighed, som er på vej til at blive til blevet noget meget konkret og nærværende. Nemlig, et menneske!

Er det vigtigt at Gud viser sig i menneskeskikkelse? Guds menneskeblivelse er et billede. Det er en myte om at Gud viser sig i Jesus og i hans møde med mennesker. Guds menneskeblivelse beskrives smukt og poetisk i Den nikænske trosbekendelse: Jesus Kristus…født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød….

Paulus føler sig set af denne kærlighed og kan derfor sige: Gud vil lade tingene lykkes for jer i en grad, der går langt ud over, hvad vi kan fatte. Og Johannes tilslutter sig, at der er en kærlighed tilstede i verden, når han siger: Men her mellem jer står der én, som I ikke kender. Det er ham, der kommer bag efter mig.

Kærligheden som både Paulus og Johannes venter på er julens centrale budskab til os. Guds menneskeblivelse hjælper os til at blive mennesker.

Guds kærlighed kan vi bruge juletiden til at bruge på en klog og kærlig måde.

Vi har brug for kærlighed i en mørk og kold tid. I skal huske at glæde jer over, at I tilhører Kristus. Jesu fødsel som vi venter, viser mennesker at livet kan lykkes trods verdens ondskab. Mennesket og livet har uendelig værdi, når Gud vælger at give os sin kærlige opmærksomhed og omsorg.

Kærlighed er at blive opmærksom på det andet menneske.

Selvom det denne jul ikke bliver muligt for mange at være sammen med deres kære, skal det ikke ødelægge vores lyst til at vise kærlighed.

Guds menneskeblivelse er stærkt og overbevisende bevis for at Gud er tilstede, hver gang kærlighedens mirakels sker.  Amen