Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«   Matthæusevangeliet 11,25-30

Kirkeårets sidste søndag mødes vi af Jesu ord om at lægge vores træthed og tunge byrder over til ham. Hvad gør de ord ved os? Bringer de ro, er vi parate til at lægge vore byrder og det hårde slid over til ham? Gør det en forskel, kunne vi forsigtigt spørge? Jeg er sikker på at ordene gør noget ved os, fordi de henvender sig direkte til os, og taler om den træthed og de byrder vi alle kender til i vore liv. Vi bliver trætte af livets kampe, ja, bare af livet, og byrderne er der ingen af os der slipper udenom.

Invitationen fra Jesus til at komme til ham, og finde hvile er et meget smukt billede. Det gør noget ved én at høre de ord, hvis vi virkelig lytter til dem. Vi kan se Jesus stå dér, måske med let bøjede arme, rækkende fremad mod dem han taler til, og vi kan gå ind mellem hans arme, slippe taget og lægge vore byrder fra os. Jeg kommer til at tænke på den store middelalderteolog Augustins bøn til Gud: ”mit hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig”.

Jeg kommer også til at tænke på et billede fra mine børns barndom, da de var helt små og kom løbende imod mig, og jeg strakte mine arme ud, og de lod sig falde ind mine arme som lukkede sig om dem. Jeg kunne mærke hvordan de gav sig over, og ikke et øjeblik tvivlede på, at de ville falde igennem.

Vi skal ikke undre os over Jesu ord. Det var sådan han levede og mødte mennesker. Folk kom til ham med deres byrder og træthed efter slid med hverdagens arbejde og livets bekymringer. Den kærlighed som møder os i disse ord har vi mødt gennem hele kirkeåret i hans møder med mennesker, i helbredelser, hans tilgivende syn på menneskers liv og ikke mindst i hans lignelser.

Jesu ord er universelle og passer på ethvert menneske og på enhver menneskelig situation. Hans tale til os om at komme til ham med vores byrder og træthed er et kald til os om at være ærlige og vise sårbarhed frem for at stræbe efter fuldkommenhed og succes.

Ingen af os er fejlfrie. Livet igennem kommer vi til at føle trætheden efter slid med arbejde, og trætheden efter bekymringer der fylder os. Vi har får alle noget at bære på i livet, og forhåbentlig går det for det meste godt med at klare det vi skal. Byrderne bliver ikke for tunge, men vi kan klare de opgaver som vi møder. Det er nok de færreste af os, om overhovedet nogen, der kan sige om sit liv, at byrderne altid er kommet i passende antal og har været til at klare. Vi er levende mennesker der ikke kun lever vore egne planlagte liv. Vi har stærke og svage sider. Vi involveres i andre menneskers liv, og det kan nogle gange komme til at betyde, at vi kommer til at mærke menneskers smerter og bekymringer. Et barn bliver syg og forældrene er bekymret for hvordan det skal gå. De besøger læger og er på hospitalet, samtidig med at de skal passe arbejde og også huske at være der for hinanden. Lange sygdoms forløb hos familiemedlemmer eller venner påvirker os, og er en tung byrde at bære rundt på.

Det er sådan det er at være menneske, at i livet kommer vi til at bære tunge byrder. Tunge byrder slider på kroppen og sjælen, og vi bliver trætte, og det påvirker vores humør og tålmodighed over for vore nærmeste.

Lever vi engageret i verden og tager del i menneskers liv, forholder os til det som sker omkring os, så kan vi ikke kun vælge glæden til, men må også føle med dem som lider.

Vi må ikke glemme at der også er glæde i sorgen og i trætheden. Sorgen kommer til enhver af os i løbet af livet. Vi lever med mennesker som giver mening til vore liv, og når et kært og elsket dør, sørger vi over den glæde det var at have levet sammen med det menneske. En god træthed er trætheden efter lang dag med arbejde, hvor opgaver er blevet løst og sammen med andre. En anden velgørende træthed er gåturen i naturen. Trætheden ved at sidde ved et sygt barn, er heller ikke det der slider mest, fordi jeg er optaget at være der for barnet.

Den træthed som slider er når uro og bekymring følger med. Hvordan det skal gå med et menneske vi er tæt på, og som vi kan se ikke har det godt. Det menneske kæmper med livet, det berører os dybt, vi håber at alt vil blive godt, men vi mærker også magtesløsheden ved ikke at kunne gøre noget.

Jesus kender til menneskets sårbarhed. Han mødte mennesker der alle bar på sår af det livet mødte dem med. Vi er alle sårbare. Sårbarheden er et fælles menneskeligt grundvilkår. Vi står bare, nøgne, af de sår som livet giver os. Jesus står der med sine åbne arme for at møde os, altså mennesker, der har fået sår af livet. Vi skal blive bedre til at vise vores sårbarhed, for så kan vi bedre forsone os med, at den også er en sandhed i vores liv.

Vi kan ikke leve uden at være sårbare, men vi kan sagtens leve hele vores liv uden at erkende vores sårbarhed. Sårbarhed siger noget om, at livet vi lever kan være så belastende, at vi lider under det. Vi kan blot tænke på den tid vi har levet i nu på 10 måned. Vi gør alt det vi får besked på. Vi følger reglerne, og vi får ros for det. Jeg er overbevist om at det belaster os alle. Det trætter os og ligger over os som en tung byrde, oveni i alle de andre byrder vi bærer på. For de forsvinder ikke, ja, nogle af dem bliver tungere at bære. For nu skal vi bære dem alene, og nye byrder kommer til. Ensomheden bliver for mange mere tydelig i den tid vi lever i. Vi skal passe på hvem vi ser, og hvor mange.

Det må vi bære, og vi gør det, men det er belastende, og det gør vores magtesløshed tydelig.

Jesus kalder på os, for at vise at de tunge byrder vi bærer rundt på, sliddet der gør træt, kender han godt til. Det gør han ved åbent og ærligt at fortælle, at hans åg, altså hans byrde er god. Den er til at bære, fordi han er sagtmodig og ydmyg, beskeden og tålmodig.

Jesus siger ikke at han vil lette os for livets byrder og trætheden efter at have slidt. Vi kommer til at møde det igen og igen. Hvad enten vi kommer til ham eller ikke, vil vores levevilkår stadig bliver mødt af byrder og træthed. Af sygdom, arbejdsløshed, stress, og bekymring.

Trætheden vil melde sig når vi i lang tid har kæmpet med noget i vore liv. Sorgen over vore kæres død føler vi som et slid og en byrde, men ikke som noget vi vil af med, men som vi gerne skulle have god tid til at være i.

Vi får tunge byrder at bære på i livet. Heldigvis også mange glæder, og derfor kan vi for det meste klare byrderne og trætheden.  

Jesus står der og rækker os et rum, hvor vi kan finde hvile. Lær af mig, jeg er ydmyg og mild, siger Jesus, som den kloge vismand.

Jesus kan med rolig stemme sige det han gør, fordi han selv hviler i Guds kærlighed. Han taler ud af Gud, som Fadderen der kender sin Søn. Det er en tæt relation mellem Gud og Jesus. Et tæt forhold som mellem en far og barnet. Jesus vil give os plads i den relation. Det fortæller os, hvad det vil sige at hvile i Guds kærlighed.

Sin egen byrde kan Jesus tale om som let, fordi han hviler i Guds kærlighed. Han vil med sit tilbud til os om hvile, føre os dybere ind til Guds væsen. Ind til den Gud, som er alt livs kilde.

Vil vi tro det, vise vor sårbarhed, ikke undertrykke den, fordi vi synes vi skal fremstå som stærke, så er sårbarhed ikke svaghed, men ny styrkes begyndelse.

Den tro på Gud som Jesus taler ud af, fjerner ikke det vi kæmper med i livet, men giver styrke til at bære det.

Jesus vil føre os ind til en hvile, som vi alle længes efter. Han kender til smerten ved de byrder livet lægger på os. Han vil dele den smerte med os. Ved at dele smerte ved byrderne og trætheden i livet, fortæller Jesus os, at han ved hvordan vi har det.

Mit år er godt, og min byrde er let er talt til trøst for os, der bærer byrder, og mærker hvordan livet indimellem slider på os og gør os trætte.

”Kom til mig” kalder han på os. Der lyser en stærk tro ud af disse ord. Han vil dele den ro han har fundet i Gud med os. Jesus hviler i sin Faders kærlighed, og derfor kan han sige som han gør. At tro på Gud og have tillid til Gud er altid en tro på trods.

Vi har tillid til Gud når Jesus kalder os til at komme og finde hvile hos ham. Amen