Er en medvider til en synd også en medskyldig?

Er en medvider til en synd også en medskyldig?

Er en medvider til en synd også en medskyldig?

# Prædikener

Er en medvider til en synd også en medskyldig?

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Lukasevangeliet 16,1-9

 

I dag har vi to barnedåb og børnenes familier har valgt salmerne. Dels fordi der ikke er nogle obligatoriske salmer til denne søndag; dels fordi dem, I har valgt, mest handler om lyset og lysets overvindelse af mørket;

Lyset sejr over mørket er symbolet på kærlighedens sejr over døden og det er budskabet i epistelen, den tekst som vi hørte først; men det er også kristendommens inderste væsen og budskab hver eneste søndag.

Lyset betyder meget for mennesker og i denne tid kan man på Statens Museum for Kunst se en udstilling af den danske kunstner Wilhelm Hammershøis verdensberømte malerier sammen med moderne værker.

Hammershøis verdensberømmelse skyldes netop hans skildring af sollyset i sine stuer, I kender sikkert de lidt gråligt tonede malerier af hans dagligstuer, hvor sollyset falder så smukt ind af vinduerne, eller han maler strålende stearinlys på bordene med deres fantastiske glans i mørket.

Mens de fleste mennesker hidtil har elsket Hammershøis billeder for deres ro og præg af evig stilhed og skønhed og nærvær, så fortolker nogle af disse yngre kunstnere hans værker helt modsat; at billederne er udtryk for fravær og fremmedgørelse og ja næsten uhygge med isolerede rygvendte kvindeskikkelser i tomme halvmørke meningsløse stuer med lukkede døre.

Nutidsøjne ser altså anderledes på gamle værker og spørger om, de er udtryk for noget sympatisk eller tværtimod? Lidt på samme måde er det tvetydigt, det som i dag fortælles hos evangelisten Lukas om den uærlige forvalter, som er ødsel med sin arbejdsgivers penge..

For det han gør, at dele penge ud er jo på en måde er sympatisk, men samtidig er det jo forkert og da nogen sladrer til hans arbejdsgiver, bliver han fyret. Man kan vel godt sige, at det ene tager det andet med sig, for nu tager forvalteren for alvor pengene op af sin arbejdsgivers kasse og deler ud med ødsel hånd for sin egen vindings skyld!

Alligevel får han ros og bliver fremhævet af Gud.. Hvorfor? Spørg evt. menigheden! Jeg tænker, at herren roser ham fordi: Ødselheden kommer andre til gode – i første omgang dem, der skylder arbejdsgiveren penge og det er ganske meget de skylder;

100 ankre olie og 100 tønder hvede- det ville jeg nærmest vurdere, at det er to ubetalelige store gældsposter. Denne her forvalter tilbyder dem gældssanering, men han gør det jo for sin egen skyld!

Og ikke nok med det, han gør jo faktisk også de gældsramte til medskyldige, når de er vidne til hans forbrydelse. Og derfor må man spørge sig selv, når man hører den her historie: Er en medvider en medskyldig? Hvis vi så en kollega gøre det samme, ville vi så sladre? Og hvis vi tav, ville vi så ikke blive viklet ind i et ansvar..

Er alle de advokater, der rådgiver skattespekulanter til at få udbetalt millioner i refusion for noget, som de aldrig har betalt, er disse rådgivere så ikke en slags medskyldige i snyd?

Har vi ikke alle et ansvar, når vi oplever, at nogle andre handler forkert? Vist så! Og man kan vel anlægge det syn på sagen, at den, som vender det blinde øje til den slags, kan være med til at udvikle korruption og mafialignende virksomhed i landet. 

Jeg har selv boet i Rom et års tid og oplevet folk trække på skuldrene, eller gjorde sådan (hænderne med håndflader udad) når talen faldt på andre, der snød med penge eller udnyttede systemet.

Man kunne også sige, at det er jo let nok som forvalteren at være rundhåndet med andres penge, men måske skal vi forstå historien sådan, at pengene ligger bedst i andres folks lommer fremfor hos en ejermand!

Vi skal ifølge denne lignelse ikke samle sammen på rigdommen, men den sande rigdom ligger i at dele med andre og sprede ud af sine midler. Således bliver verdens børn til lysets børn..

Da jeg var ung og færdedes i græsrodsmiljøet i Randers i 80’erne, var der en slags hippieagtig konsensus om en Robin Hood-agenda, hvor det var ok at tage fra de rige og dele det ud til de fattigere, hvor pengene ville hjælpe nogen bedre..

Vi stjal ikke, men vi tænkte i at samle ind og sprede pengene bredere ud end i de velhavendes lommer, altså virksomheder og andre velhavere måtte i vore øjne gerne bidrage til at hjælpe andre, det var da det mindste de kunne gøre..

Men Vorherres perspektiv, når han roser den uærlige forvalter, er nok mere et, som handler om denne verdens børn, som er klogere end lysets børn og vi må alle blive bedre til dele, uanset om det er vores eget eller andres..

Evangelisten Lukas tilføjer her: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”! Udtrykket mammon, som kommer fra det aramæiske sprog, bruges i Det nye testamente kun af Jesus og i ordets grundbetydning indgår forestillinger om sikkerhed og pålidelighed.

Men, som det kan høres, fik ordet en odiøs klang i retning af noget dæmonisk, som adskiller os fra Gud og faktisk gør mennesker til slave af det materielle. Og det er i denne sammenhæng, at man skal sørge for ikke at blive afhængig af det, skønt man kan bruge det til at skaffe sig venner, som man så kan mødes med i evigheden.

Det er jo et af de steder i bibelen, hvor der tales om et liv efter døden i evigheden som noget konkret nemlig boliger. Jeg hørte engang en amerikansk præst Lilian Daniel fortælle om en drøm, som hun havde haft:

Den handlede om, at hun selv døde og at hun og et par andre præstekolleger blev vist rundt af Jesus selv i det hinsides. De fik hver en bolig og da de havde fået den, gjorde Jesus tegn til at forlade dem.

Hun blev lidt provokeret og sagde: Now wait a minute/ lige et øjeblik! Er det meningen, at vi præster så bare skal fortsætte med at leve side om side her på Præstevej i himlen? Jesus kiggede forlegent tilbage på hende og svarede: Øh Lilian, dette er lidt akavet at få sagt, men nuvel jeg siger det alligevel: This is not heaven! Dette er ikke himlen..

Jeg tænker, at vi jo ikke kan vide meget om livet i det hinsides, men vi kan være sikre på en ting, at vi har i dagens evangelium fået et løfte om, at Guds evige kærlighed gælder til evig tid.

Han har sendt sig selv i forvejen for at tage imod os i lysets rige! Så er det måske op til os selv, om vi nu opfatter det lyse rige som noget sympatisk og smukt og meningsfyldt, som Hammershøi eller vi hælder mere til noget fremmedgørende og tomt, som de moderne kunstnere. Amen.

 

 

 

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed