Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

Vingården er et smukt billede. Vinranker med drueklaser der hænger fra grenene. Helt i tråd med det billede tænker jeg på vingården som ligger ved Kelleris, hvor druerne med varmen i år må strutte af sødme. Det tyder på en god vin i år.

Landet Israel på Jesu tid havde mange vingårde rundt i landet. Det varme klima og den gode jord gav de optimale forhold for vindyrkning. Der er endnu nogle få områder i Israel, hvor der dyrkes vin i dag.

I dagens tekster af profeten Esajas fra GT og Matthæus er der sket det med vingården, at den er gået hen og blevet et billede på folket som Guds vingård. Stadig en vingård som man kan møde den i landskabet, men også et symbol på Gud og vi som hans vingård.

Første gang vi hører om en vingård i Bibelens fortællinger er da Noa går ud af arken efter vandfloden har lagt sig. I en symbolladet handling og et tegn på at livet nu er vendt tilbage, planter Noa en vingård. At han også beruser sig i vinen hører med til historien. Vingården er virkelig nok med sine druer og produktion, men går også hen og blevet et kraftfuldt symbol på Guds have og Guds rige. Vingården et sted hvor der skal råde fred, kærlighed og glæde. Omkranset af mure som vingården den gang var får vingården også karakter af et paradis, hvor det er Guds tanke, at de mennesker, som han elsker, skal leve et liv, hvor der er gode og retfærdige forhold. Hvor vi har omsorg for hinanden, og hvor de ulykkelige og de fattige ikke skriger fra jorden af lutter nød og elendighed. At vi lever et liv, hvor vi ikke krænker hinanden ved at rage til os og overlade de andre til dem selv og deres fattigdom og afmagt. Guds vingård er tænkt som et liv, hvor der hersker en retfærdig godhed og hvor kærlighed og barmhjertighed får glæden og lykken til at blomstre og bære frugt fra dag til dag.

Et smukt billede på denne kærlighed finder vi i det Gammeltestamentlige skrift der hedder Højsangen, som taler om kærligheden mellem en pige og en dreng. Men det samtidig en tekst om kærligheden mellem Gud og menneske. Vingården bliver i Højsangen det sted, hvor drengen og pigen mødes for dele deres kærlighed:

Kom, min kæreste, lad os gå ud på landet, og blive natten over i landsbyerne. lad os gå tidligt til vingårdene se, om vinstokken allerede skyder, om knopperne har åbnet sig, om granattræerne blomstrer. Dér vil jeg skænke dig min kærlighed. 

Der er langt til denne harmoniske stemning i dagens tekster. Esajas taler om en sang han vil synge om sin vingård. Den var så fin og velplejet, men i sidste ende gav den ikke druer men vilddruer. Det viste sig at den kun var et skønbillede udadtil, for inden for murene blev der levet et liv i uretfærdighed og derfor vil Gud lade sin vingård forfalde. Når profeten Esajas skriver, at der ikke – som ventet – kom vindruer, søde dejlige druer, nej der kom i stedet vild-druer, sure, bitre druer, er det et udtryk for at mennesker ødelægger livet.

Lignelsen Jesus fortæller er endnu mere tydelig sprog hvad der vil komme til at ske med Guds vingård. Vi ved at når Jesu går over til at tale i lignelser er der alvorlige ting på spil. Jo, mere han vil tale om Gud og tydeliggøre hvad det er Gud vil med os mennesker, taler han i lignelser. Vingården i lignelsen ligger ifølge af Esajas sang om vingården de troede var så god, men viste sig at gemme på vilddruer. I lignelsen er vingården blevet til noget mennesker vil bestemme over og de gør som de har lyst til.

De to brødre, som bliver bedt om at gå ud i vingården for at arbejde, ved selvfølgelig godt, hvad det betyder. Men de siger begge ét og gør noget andet. Det afgørende er imidlertid ikke hvad de siger, men hvad de gør. Det er derfor verden mere og mere ligner en hærget vingård. For ord har vi rigeligt af, men godhed i praksis har vi alt for lidt af. Troen på Gud er ikke kun et spørgsmål om hvad vi siger, men om hvad vi gør.

Vingården kan vi tænke som en verden der en gang har været, og som folk stadig huskede og forbandt noget særligt med. Det kan vi se af den anden lignelse, som Jesus fortæller. En vingårdsejer er rejst udenlands. Det er Gud der efter sin skabelse har overladt til mennesket at tage vare på skaberværket. Den verden vi har fået givet i skabelsen skal vi værne om og sørge for at den ikke går til i destruktion og selvoptaget udnyttelse. Gud sender til slut sin søn, arvingen for at se hvordan det står til med vingården. Det er Jesus der fortæller lignelsen, som selv er arvingen og ham går det ikke bedre end de første, og de slår ham hurtigt ihjel. I den tro og forhåbning at nu er både ejer og arving ryddet af vejen, og de kan nu vælge at gøre med vingården som de ønsker.

At lignelse ikke kun handler om forhold på Jesus egen tid bliver pludselig tydeligt når han til slut siger: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Nu er det os som lytter til lignelsen i dag. Vi er det folk, som bærer dets frugter. Vingården kan ikke klare sig på egen hånd. Vinstokkene skal beskæres for at der kan vokse druer. Gavmildheden fra druernes saft giver sig ikke af sig selv. Vi må hjælpe til og tage ansvar hvis vingården ikke skal gå til i forfald. Hverken hos Esajas eller i lignelsen Jesus fortæller går det vingården godt. Tværtimod må sige, går det rigtig skidt.

Vingården er et billede på Israel, folket, som Guds vingård. Sangen Esajas synger om sin vens vingård, er en sang der hurtig må erkende, at vingården som Gud ønskede den, findes ikke mere. Det er en verden som er gået under, fordi menneskelig egoisme og grådighed har overtaget. De har misligholdt vingården og arvingen, sønnen, har de slået ihjel.

Vi har glemt hvordan det hele hænger sammen, og hvad det i grunden drejer sig om i en uafbrudt jagen efter mere af det samme. 

Den fine efterårssalme du gav mig o herre en lod af din jord, er jo netop fortællingen om vores vingård og hvordan vi skal passe på den så lær mig da herre, at dig til behag jeg bruger det pund mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag. Det passer ikke mere og når vi synger salmen, er det som en drøm om en verden vi ville ønske var, men som for længst er gået under. Det er om den verden jeg læste forfatteren Jens Smærup Sørensen skrive i sin nye bog "Jens" hvordan mennesker i den gamle bondekultur før 1960’erne levede med den vished, at det hele indgik i én vældig helhed, som kun én kunne have skabt og kun én kunne opretholde. Man levede dengang i Guds vingård, hvor man som JSS, skriver det, skulle passe de dyr og den jord man havde fået overdraget fra sine forældre, så man kunne overdrage det alt sammen i god stand til sine arvinger. Formåede man blot det, havde man gjort alt hvad nogen, inklusive Vorherre, kunne forlange af én. Og man kunne efter et liv der sådan havde fået mening lægge sig til at dø med fred i sindet.

Bære frugt, bruge det pund som jeg fik givet, og ikke mere, er hvad vi kan lære af lignelsen. Bære frugt er når Jesus taler om det, altid frugt for andre, ikke for os selv. At bære frugt er enkle gerninger, som vore medmennesker har gavn af.

Det er hvad gudstjenesten kan lære os. Gudstjenesten er Guds vingård hvor vi kan lære at slippe selvoptagetheden. Her kan vi lade os stoppe os stoppe af hovedhjørnestenen, hvis ikke vi falder over den. Digteren Søren Ulrik Thomsen siger så fint hvad det er gudstjenesten kan give os: I kirken er jeg et menneske, simpelthen. På kirkebænken er vi jo alle lige over for Gud. Her har alle samme vilkår: Vi har alle fået livet som gave, vi er fulde af fejl og vi skal dø.

Men vi har fået en vingård at leve i. Gud forventer af os at vi bærer frugt, og den gode frugts begyndelse er selvransagelsen. Det skal få os til at tænke, hvad det er vi har gang i. Vi har fået en rig vingård at forvalte. Den skal vi passe på. Amen