Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

Hvis nogen kan det have det svært med opstandelsen, hvordan så ikke med Jesu himmelfart. Begge bryder med fysiske love, og jeg vil heller ikke betragte hverken opstandelse eller himmelfart som fysiske fænomener. Vi har at gøre med ord som hører til i samme kategori som Jesu ubesmittede fødsel, altså jomfrufødslen. Der skal fortælle at Jesus var Guds søn, guddommelig fra fødsel til død. Himmelfarten sætter en tyk streg under, at Jesus nu vender tilbage til Gud, hvorfra han oprindelig kom.

Vi skal lægge mærke til at Lukas fortæller om reaktionen hos de som stod der, efter at Jesus blev båret op til himlen, vendte de fyldt med stor glæde tilbage til Jerusalem. Da Jesus var blevet født i Betlehem skriver Lukas i begyndelsen af sit evangelium, hvordan hyrderne blev mødt af Guds engel ude på marken om natten. Engle ved vi er Guds sendebud mellem himmel og jord. Hyrderne blev bange, men da er det englen siger til dem: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser….”

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden skriver forfatteren til den bibelske skabelsesberetning. Jorden blev Jesu bolig hvor han skabte glæde ikke bare dengang, men en glæde af dimensioner han ikke kunne vide af. Ordene lytter vi til hver jul, hvordan jorden blev hans bolig, og en glæde at Gud kom os så nær som i et menneskes skikkelse. Det fik verdensomvæltende betydning.

 Jesus tager tilbage til himlen, der hvorfra englen kom til hyrderne på marken, og forkyndte dem den store glæde. De som stod sammen med Jesus og skiltes fra ham, da han steg til himmels, vender sig om og går tilbage til livet med stor glæde.

Han er på plads i sin himmel. Der er ikke mere for dem at gøre her. De ved nu, at hvor end de er, har de himmelen over sig og Jesus og Gud hos sig.

Jesus installerer sig i himlen og det skaber for nogle mennesker i historien et stærkt ønske om at følge Jesus efter. I 1950’er her i Danmark vendte én af landets mest respekterede teologer P.G. Lindhardt sig mod menneskers længsel efter at komme i himlen og leve evigt. Lindhardt vendte sig mod mange menneskers forventning om at det evige liv i himlen var en fortsættelse af livet på jorden. Altså en slags udødeligheds drøm, hvor vi fortsatte med at leve videre. Han skrev en kronik om det i Berlingske Tidende, som blev trykt den dag, dronning Alexandrine døde, så det tangerede majestætsfornærmelse. Han kritiserede folks naive forestillinger om, at man kunne gøre sig fortjent til en øjeblikkelig omstigning til et liv efter døden. Lindhardt så denne lyst og forventning hos folk som en selvoptaget flugt fra dette liv. Bibelsk set er der ikke belæg for at sige andet end, at vi får den fremtid, Gud vil unde os. Mere ved vi ikke om det.

Med Jesus på plads i himlen får Gud et menneskeligt ansigt. Himlen er Guds hjem. Himlen er så enorm, så fjern at kun fugle og bjerge kan nå derop. Mennesket står på jorden og ser op på den stjerneklare aftenhimmel eller på den endeløse strålende blå daghimmel, og vi mærker hvor små vi er. Det er ikke så underligt at himlen bliver forbundet med Gud – Guds almægtighed og styrke.

Jesu menneskelighed som vi har mødt den i hans kærlighed får nu plads i himlen. Himlen bliver til en kærligheds himmel, en uselvisk himmel, hvor Jesu menneskelighed på jorden fortsætter i det himmelske.

Der er en genial detalje i beretningen fra Apostlenes Gerninger (AG) - som jeg læste fra før( 1,1-11). Da disciplene har stået og gloet op i luften, og Jesus er forsvundet bag skyen, så de ikke kan se ham mere, står der pludselig to engle ved siden af dem og siger: Hvorfor står I og ser op mod himlen? Altså!  Hvad glor i op på himlen for!

De svarer fint til hvad Lukas – der i øvrigt også er forfatter til AG – fortæller, at de fyldt med stor glæde vendte tilbage til templet. Himlen er der stadig, men nu med Jesus siddende ved Guds faders, den almægtiges højre hånd, som vi siger i trosbekendelsen.

Gå med himmelvendte øjne risikerer man selvfølgelig at falde. Jorden er stadig det sted som blev skabt af Gud til at leve. Selvom vi i dag taler meget om muligheden for at bosætte sig i rummet. Det er dog stadig en fjern mulighed og forbundet med så mange udfordringer, fordi det ikke er menneskets naturlige bosted.

Når nu Kristus farer til himmels her på Kristi Flyvedag, så kan mine spekulationer og drømme om det himmelske tage sin ende. Jeg har ikke længere behov for at gøre mig en masse mulige og umulige forestillinger, hvad der foregår i den himmel. Jesus i hvem himmel og jord mødes, er taget tilbage til sin himmel. Det jordiske menneske, tager tilbage til sin himmelske bolig, og nu findes der ikke et sted, hvor han ikke er.

Himlen troner over os alle, den ligger som en tryg kappe over jordens og menneskers liv. Tryg er måske så meget sagt, for med de sidste mange års diskussioner om klimakatastofer, har himlen fået en anden status. Det er b.la. fra himlen at vi kan frygte de store klimaændringer. Vi lever under himmelen og må tage det som kommer. Der er ikke meget andet at gøre. Eller det vi skal gøre, skal vi gøre hernede i den jordiske sfærer, hvor vore handlinger netop har konsekvenser i de himmelske.

Når Jesus nu farer til himmels så bliver det et symbol, der fortæller mennesker at verden er skabt med en åben himlen, en åben horisont. I himlen ser vi op i det grænseløse. Vi ser det som vi ikke har magt over. Det ligger udenfor vores beherskelse. Himmelen og det mørke univers som ligger bag er stort og uendeligt. Vi kan med god grund frygte det, for vi ved ikke hvad det rummer. Og kigger vi udefra rummet på jorden, ligger den svævende i rummet badet i et lys af blå og grønne farver.

Himmel og jord er det par som ofte følges ad i bibelens mange fortællinger. Ikke himmel, og ikke jord, hver for sig, men sammen. Jorden vi står på er mere en den konkrete muld. Jorden er det nære, fortrolige og håndgribelige, som giver os fodfæste. Det er hjemmets og hverdagens tryghed. Indretter vi vores liv alene efter det jordiske, formår vi ikke en gang imellem at kigge udad og opad, mod det som ikke er jordisk og konkret, bliver livet indsnævret. Vi bliver så glade når den skydækkede himmel brydes af solen der presser sig igennem. Det åbner for et lys udefra, det er himmeldimensionen som bryder ind, og gør vores tilværelse åben for livets rigdom af udfoldelsesmuligheder.

I fader vor beder vi ”Fader Vor, du som er i himlene” – og vi beder til Gud, som den der holder livets overskud af udfoldelsesmuligheder i sin hånd. Himlen er synligt til at se. Den dækker vore liv hver evig eneste øjeblik. Den ligger deroppe, og Jesus sidder i sin himlen, og vil vi tro det, fastholder vi himmeldimensionen midt i livet.

Vi kan meget hurtigt og små leende med vor fornuftskategorier afskaffe denne opfattelse. Himmel er en ikke andet end den fysiske realitet, som hver af os kan se ved at kigge op. Jeg synes den svenske digter Tranströmer har fat i noget vigtigt når han skriver i digtet ”Guldhveps”: De der ikke kan opholde sig andet sted end på deres forside// de der aldrig er åndsfraværende// de der aldrig åbner en forkert dør og ser et glimt af Den Uindentificerede – gå forbi dem.”

Himlen, det himmelske, er symbolet, billedet på vor åndlighed. Vi er jord mennesker, men vi er mere end det. Vi bærer himlen som en realitet i vor liv, når vi tror. At tro er at fastholde himmeldimensionen i sit liv.  Amen