1. søndag efter påske 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19 

  I dag vil jeg (undtagelsesvis) begynde med at genfortælle en anekdote, som jeg hørte dengang for efterhånden mange år siden, hvor jeg boede nede i Rom. Den handler om to danske mænd, en fattig og en rig, som indgår et væddemål om, hvem af dem, der først kan få pavens velsignelse.

Den fattige mand hævder, at paven vil velsigne ham først, fordi fattigdom er et ideal i den katolske kirke. Men den rige mand svarer: ”Vent du nu bare, når paven hører, hvor mange penge, jeg vil donere til kirken, velsigner han mig først”!

Og den rige mand drager afsted i sin store smarte bil og ankommer først til Rom, hvor han indlogerer sig på et hotel med udsigt over Peterspladsen. Han indsender sin ansøgning om at komme i audiens hos paven og understreger selvfølgelig, hvor mange penge han har tænkt sig at donere.

En måneds tid senere står han på sin altan med sin morgenkaffe og kigger ud over Peters pladsen. Her får han øje på paven, der med en række kardinaler i hælene er på vej hen til et lille usselt telt, der er slået op midt på pladsen og ved siden af holder en cykel.

Den rige mand tror ikke sine egne øjne, da den fattige mand hjemmefra stikker sit søvndrukne ansigt ud af teltet og han ser paven give ham velsignelsens korstegning.  Den rige mand løber alt, hvad han kan ned på Peterspladsen og hen til paven, og råber opbragt over at have tabt væddemålet: ”Hvad er meningen? Her har jeg givet en masse penge til kirken og så velsigner du den fattiglus før mig”! Paven kigger på den rige mand og siger: ”Velsigner? Jeg sagde: Få det telt der pillet ned i en fart og ud herfra”!

Når anekdoten overhovedet kommer ind her i dag, så er det selvfølgelig, fordi evangeliet til i dag omhandler disciplen Peter, som både Peters kirken og pladsen er opkaldt efter. Og måske er spørgsmålene til ham fra Jesus, som vi hører i dag, en slags optakt til at gøre ham til noget særligt, måske afspejler det en opfattelse af ham som en ledende figur.

Peter blev som apostel ifølge traditionen dødsdømt, som vi også hører i dagens evangelium; måske under den romerske kejser Neros forfølgelser af de kristne og deraf opstod tanken om, at han blev korsfæstet og begravet i Rom. Og allerede i kirkens første århundreder dvs. omkring 160 – 70 havde kristne opført et gravmonument over hans formentlige grav, som mange valfartede til. Det ord, som omtrent er gledet ud af sproget, betyder vandrefærd, men betydningen dækker dette med at rejse til et helligt sted.

Og kirkehistorien fortæller, at kejser Konstantin, som gjorde kristendommen til rigsreligion i hele det enorme romerske rige, rejste en mindekirke på stedet i år 324, det man kalder en valfartskirke.

Og biskoppen i hovedstaden Rom udnytter historien om Peters grav og opmærksomheden på den til at få en fortrinsstilling som Peters arvtager og efterfølger, som ikke bare betydningsfuld, men mest betydningsfulde biskop med titlen pave.

Anekdoten, som vi hørte først, lægger op til, at der er noget useriøst over at lade kirkens leder, som er et menneske, være mere end andre. Blandt andet som anekdoten handler om, fordi vedkommende altid vil være fanget mellem ideal og realitet. Skal man velsigne den fattige, som fiskeren Peter selv var, eller skal man tage hensyn til, at kirken har brug for pengene fra de rige, eller, som det endte med, hensynet til begge dele?

For da den oprindelige kirke i renæssancen er tæt på at falde sammen, beslutter paven Julius den II omkring år 1500 at begynde opførelsen af den nuværende enorme kirke, hvor den fattige Peters grav ligger i kirkens krypt, hvortil mennesker fra hele verden stadig valfarter. Den stod færdig i 1626 og er et af verdens arkitektoniske mesterværker, betalt med blandt andet indsamlede penge, som aflad for menneskers synder.

Men her må man spørge:  Kan kærligheden overhovedet gøres op i penge? Kan den måles og vejes i mere eller mindre? Kan kærligheden overhovedet gradbøjes, kan man elske nogen mere end andre?

Det er svære spørgsmål, for på den ene side kan man sige, at enten elsker man, eller også elsker man ikke, man kan ikke gøre det mere eller mindre. På den anden side er det vel sådan, at vi oplever kærligheden, som om vi elsker forskelligt og med forskellig styrke afhængigt af hvem..

Imidlertid er det vel tydeligt for os, at spørgsmålet, som Jesus stiller Peter: ”Elsker du mig mere ned de andre”? gør Peter forlegen. Det afspejles på en måde i hans svar til Jesus: ”Ja Herre, du ved, at jeg har dig kær”.

Kan han tage så store ord som elske i sin mund? Kan han leve op til dem efter skærtorsdag nats løftebrud? Det handler Kingos salme Ingen højhed, ingen ære om, som vi lige har sunget. Og Kingos konklusion er: At netop fordi Peter faldt i og fornægtede Jesus hos ypperstepræsten skærtorsdag nat efter, at han svoret Jesus evig troskab; netop derfor kan man selv som menneske håbe på tilgivelsen for sine synder!

Peter ved ikke helt, hvor Jesus vil hen her i deres møde efter påsken og han bliver ked af det, da han får spørgsmålet for 3. gang: Elsker du mig? Har du mig kær? Det er jo det fantastiske ved sproget, at vi kan sige noget og fremtvinge en følelse hos vore medmennesker. Eller en reaktion eller overvejelse hos dem og måske er det noget i den retning, som Jesus vil her.

For det virker som en slags instruks: ”Vogt mine lam”, ”vær hyrde for mine får”,”vogt mine får”! Det er handling, som Peters mester og Herre pålægger ham. Og billederne han bruger, afspejler forholdet til medmennesket. Som hyrde har han et ansvar for andre, ligesom vi har ansvar for andre.

Det står måske ikke altid så klart for os i dagligdagen, at vi har et ansvar for andre; ja for hinanden også dem, som ikke er vore nærmeste og nogle vi kender. I denne uge var vi på tur med vores 100 konfirmander til København. Her hørte vi først en præst på Vesterbro fortælle om at være kirke dér gennem mange år og det ansvar, der følger med kirken for dem, som har det svært og hvordan den opgave har ændret sig efter byfornyelsen.

Bagefter delte vi os i grupper for at gå en tur med 4 forskellige mennesker fra noget, som kaldes Gadens stemmer. Her mødtes hver gruppe af konfirmander med en hjemløs, eller en tidligere narkoman, en tidligere prostitueret og tidligere alkoholiker, som fortalte om deres eget liv og generelt om livet på gaden..

Det var en helt ny verden, der åbnede sig for os, der lyttede og en opmærksomhed på, at vi alle er medmennesker for hinanden uanset forskelle. Disse menneskers historier fik et ansigt og blev nærværende, ja vedkommende for os. For som Kristus siger til Peter; vi kan ikke selv bestemme, hvem vi skal vogte i hans kærlighedsfællesskab. Vi er forpligtet på hinanden uanset, om vi er får eller lam.

Jeg har mange gange selv tænkt over, at det er sådan en god og lærerig ting med det kærlighedsfællesskab på tværs af skel; og sommetider overvejet om ikke vores velfærdssamfund har hentet noget inspiration dér.. nemlig i tanken om, at der findes noget, som mennesker har fælles og bør være fælles om på trods af forskelle.

Kærlighed og menneskeværd i liv og død. Det betyder ikke, at alle kan og skal det samme, men netop at skabe et livsrum i fællesskab, hvor alle har lige meget ret til at være.

Der findes fremmede tilrejsende folk, som falder i svime over ligeværdigheden i vores samfund og den ligeværdighed har i al fald fællesskab med Jesus’ opfattelse af mennesker som lige meget værd.

Og den opfattelse er vigtigt at holde fast i, det mener jeg er det, som Jesus siger til Peter. Du skal forstå, at mit kærlighedsfælleskab omfatter alle og derfor er du ikke bare forpligtet til at elske mig og dem, som du selv vælger.

Og du kan ikke sige, om de rige er bedre end de fattige eller omvendt, for ved mit bord er alle indbudt og skal sidde side og side og tage imod. Og den kærlighed de får gennem mit legeme og blod, skal de gå ud i verden og dele med næsten, som de har et ansvar for. ”Vogt mine lam”! Amen.