Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Lukas 1,46-55

Marias lovsang kalder vi den tekst eller det digt vi lige har hørt. Jomfru Maria har haft besøg af ærkeenglen Gabriel, og fået at vide, at hun er udvalgt til at være den, der skal føde Guds søn og verdens frelser.

Vi hørte om en anden kvinde i dag. Sarah der står og ler i teltåbningen da Gud selv ledsaget af to engle er kommet på besøg. Gud søger kølighed under Abrahams egetræer. Sarah ler over at hun i sin høje alder skal føde en søn. Kendte hun Gud ville hun vide at for Gud er det at sige og gøre ikke to forskellige ting. Intet er umuligt for Gud!

Sarahs og Marias oplevelse er underfulde fortællinger om hvordan et menneskeliv pludselig kan tage en ny vending. Livet er aldrig en afsluttet historie. Sarah stiller spørgsmål og er nysgerrig. Hun er i grunden skeptisk overfor hvad hun får at vide, der skal ske med hende. Maria er taknemmelig og ganske ydmyg i sin takketale til Gud. Begge kvinder står overfor det ufattelige. Sarah der er højt oppe i alderen fatter ikke at hun i sin alderdom skal blive mor. Maria i sit møde med englen Gabriel udtrykker sin store forundring over at hun skulle blive gravid med disse ord: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.

Der er nogle proportioner i de to kvinders situation som er interessant at tænke over. De to kvinder tænker jeg i denne sammenhæng ikke som en særlig kvindelig erfaringsverden. De er begge eksempler på menneskets erfaring af at komme ud for noget stort og underfuldt. Hvordan reagerer vi i sådanne situationer?

Maria er helt klar på, at det er noget underfuldt, der er overgået hende, og at noget stort er på vej, og i sin lykkerus bryder hun ud i sin lovsang: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. …

Gud har altid set til de svage og ringe i verden. Gud bliver både i Det gamle Testamente og Det ny Testamente skildret som den der drager omsorg for de svage og hjælpeløse. I NT træder Jesus ind som et meget konkret og tydeligt udtryk for Guds omsorg for de svage. Gud viser gennem Jesus mennesker sin kærlighed.

Vi kan tage udgangspunkt i dåben som Clara blev døbt med i dag. Dåben er at være i Marias situation. At være modtager af Guds kærlighed og omsorg. Her er det ikke vigtigt at komme med noget for at få noget. I samfundets tænken om mennesket skal vi helst blive til noget. Den er den værdi vi måler et menneskeliv på.  At blive til noget i dag ved vi godt hvad indebærer: uddannelse, leve gode liv med venner, være stræbsomme og selvsikre.

I dåben placeres vi i Marias situation. Jeg er et ringe Guds menneske siger hun. Hvad ikke betyder at jeg ikke er noget værd, men at jeg er uerstattelig for Gud. Den for længst afdøde svenske forfatter Göran Tunström har i sin bog Tyven en meget fin beskrivelse af hvad dåben betyder for den 12 årige Johan, som er bogens hovedperson. GT beskriver Johans oplevelse af sin dåb: Så kom Fader Vor og vort daglige brød og at de troede på Gud Fader den almægtige, og Johan gled længere og længere ind i et rum, hvor intet menneske nogen sinde havde været. Han kunne dårligt få vejret, men ville samtidig have at præsten aldrig holdt op, selv om han ikke forstod et ord, men det var netop det der var det vigtige: at dette var noget større end ham selv. At han slap for genkendelsen. At han var ved at blive anderledes. Da præsten havde hældt vand over hans hoved lukkede han øjnene og da han sagde I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn var det som om alle ord havde STORE BOGSTAVER, og han synes hans grimme ansigt blev fyldt ud og blev helt nyt. Han følte på det. Det var det samme ansigt, men måske havde han mærket efter for sent. Det havde været nyt – et øjeblik. Lige netop så længe at han vidste hvordan det kunne føles.

Et menneske har brug for sådanne rum, hvor vi som Maria kan forholde os med forundring og livsmod til hvad livet møder os med. Og betages af at være menneske. Og føle at her er jeg accepteret som mig.   Ligesom Johan i Tunströms beskrivelse af hans dåb gælder det også for Maria, at ingen af dem søger at komme til forståelse af hvad der sker med dem.

Det vil vi i de fleste af livets sammenhænge gøre, når vi kommer ud for et eller andet, forsøge at forstå det som sker. Maria konstaterer efter at have lovprist Gud, at den Mægtige har gjort store ting mod mig. Det er så stort det hun oplever, ligesom Johan oplevede at han i sin dåb blev et helt nyt menneske, selvom han stadig var den samme når han følte på sit ansigt.

Den store italienske forfatter Dante fra 1300-talet sagde en gang om mødet med det uforklarlige og det som kommer bag på mennesker, at fornuften har korte vinger. Og mente at der er møder i menneskers liv som hvis vi vil forstå dem med vores fornuft, får vi slet ikke fat i hvad der er på færde.

Maria gør en erfaring med Gud ligesom den 12 årige Johan gør det i sin dåb. Erfaringer som vi godt kan beskrive og forsøge at gøre fornuftige. Fornuften og de forklaringer som følger med spærrer snarere af i stedet for at åbne for hvad det er som sker. Maria har godt nok fået af vide af englen Gabriel at hun skal føde, men det er jo den skjulte Gud som hun møder i englens ord. Det er stort, forunderligt og uforklarligt det hun erfarer, hvad hendes ord tydeligt viser. Hun bøjer sig ned i støvet og er fuld af taknemmelighed for den kærlighed Gud viser hende. Hendes glæde og forundring har hun behov for at rette et sted hen. Marias lovsang og taknemmelighed overfor Gud og hans mægtige gerninger er en beskrivelse af det guddommeliges intimeste nærvær.

Gud kan vi kun tale om som noget helt uden for de vante proportioner. Gud kan man kun tale om hvis man virkelig behøver ham. Og Maria havde i sin stor undren og glæde over at skulle føde dette barn brug for Gud.

Det uforudsigelige som kommer bag på os vil vi gerne kunne sige tak for. Det som kommer bag os fortæller os, at alt kunne også ikke være, eller kunne være anderledes. Sarah og Abraham erfarer sandheden om livet, at intet er umuligt for Gud. Det menneske som lever med Gud ved, at Gudsforholdet er det forhold, som bærer, grunder og transcenderer alle andre forhold. Intet er umuligt for Herren! taler Gud til Sarah og mange år efter erkender Maria sandheden i de ord når hun siger at Gud husker på sin barmhjertighed.

Denne mulighed i alle ting, er et tegn på Gud. Gud er ikke i verden, men åbenbarer sig i verden, når vi som Maria åbner os for hans nærvær. Det uforudsigelige hører livet til. Det er i denne blanding af væren og intet at Gud møder os. At leve livet med alt hvad det rummer og møder os med, er at møde Gud.

Præsident Trump er også uforudsigelig som vi så det forleden da han på twitter fyrede sin udenrigsminister uden hans viden. Han gør os urolige og usikre. Det uforudsigelige ved ham skaber frygt og bekymring, for hvad mon han finder på næste gang. Ham takker vi ikke for noget. Vi er tværtimod ganske bekymret. Tænker Trump at der findes noget i denne verden han bare må bøje sig for? Noget der er helligt? Han taler og handler som om verden var uden Gud. Som om Gud er død, og alt er tilladt. Trump skænker os ikke livet på ny. Han træder snarere livet ned og gør det tungt og fylder os med frygt. Han er ikke den eneste, men han er bare så tydelig for tiden.

Maria er det gode og fine eksempel på at når livet er alvor, når man rammes af det vidunderligste og det frygteligste, da har man med Gud at gøre. Marias lovprisning og Sarahs latter i teltåbningen fortæller om det vidunderlige livet kan møder os med. Det vidunderlige og forunderlige vi selv kan opleve, som kan møde os, når livet skænkes os på ny. Vi bliver lettet når vi med bange anelser har ventet på lægens svar og får en god diagnose. Vi oplever det, når et menneske siger til os: det er vidunderligt, at du er til.

Der er en uskyldighed over fortællingen om Maria der netop har fået at vide, at hun skal føde Guds egen søn. En uskyldighed som vi godt kan have brug at lære af. Det er til at le af som Sarah lo ved udsigten til at skulle være en 90 årig mor.

Der er meget glæde og livsmod at hente hos Maria. Hendes lovprisning af Gud viser hvor forundret og taknemmelig hun er. Og ikke mindst hendes åbenhed og ubekymrethed som svarer til Gud.  Amen