Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde

Vi er kun overfalde, facade, en skal uden, hvis ikke vi har kærlighed. Vi lever af at der er nogen der giver os kærlighed. Kærlighed bærer vores liv.

Denne tekst om kærligheden ( læst ved gudstjenesten 1. Kor 13) er et litterært og indholdsmæssigt højdepunkt i Bibelen. Paulus vier et helt kapitel til at hylde kærligheden, fortælle om den, beskrive den. Men han prøver aldrig fuldstændigt at definere kærligheden. Han bevæger sig rundt om kærligheden i sin skildring og overvejelser, men det fører ikke frem til at til slut siger – kærligheden er sådan og sådan. Han slutter smukt, enkelt med at sige: størst af dem er kærligheden.

Hvad er kærlighed kunne vi spørge? Kærlighed er mange ting. Der findes mors og fars kærlighed til barnet, parrets kærlighed, kærligheden mellem venner og kærligheden mellem Gud og menneske.

I den kristne tradition skelner man mellem eros og agape. To græske ord for kærlighed. Eros bruger vi stadig når vi taler om erotik og den erotiske relation mellem mand og kvinde. Eros er menneskers kærlighed og agape er Guds kærlighed.

Paulus skriver selvfølgelig agape i sin kendte tekst om kærligheden, og som også er blevet kaldt for kærlighedens højsang.

Agape er Guds eller den særlige kristne forståelse af kærligheden. Eros eller det erotiske handler om menneskers begær og lyst. Det er mennesket der vil have opfyldt sine behov for kærlighed. Kærligheden der søger sit eget. Agape er offer. Den er en kærlighed der ikke tænker på sig selv og sin egen lyst, men sætter sig selv til side for den anden.

I forhold til Gud vil det betyde at eros stiger op, agape ned. Eros er menneskets vej til Gud, agape Guds vej til mennesket.

Eros er mennesket der producerer eller vil kærligheden for sin egen skyld. Agape er Guds uselviske kærlighed til mennesket. Menneskets eros kærlighed vil i mange tilfælde være både målrettet og selektiv. Vi elsker en bestemt person mere fremfor en anden. Vi vælger også i kærligheden, langt mere i dag hvor kærligheden ikke som tidligere er bundet op på pligt og hensyntagen til familie. Kærlighed hører også med i et spil mellem to mennesker, hvor kærligheden ikke altid viser sig spontant, men afhænger af initiativ og kontrol.

Lad os nu gå til fortællingen om den blinde mand ved vejen. Hvor Jesus en dag passerer forbi med sine disciple. På vej til Jerusalem – se, vi går op til Jerusalem lyder det forjættende. Gå op til Jerusalem der ligger næsten 1000 meter over havets overfalde, er en spirituel rejse. Du stiger og stiger og ser byen dukke frem med dens gyldne sten som var det en by af guld. Jesus er på vej til sin påske og lidelse. Vi er i fasten og vandrer nu mod påske sammen med Jesus. Han stopper ved vejen udenfor Jeriko. Kærligheden stopper.

Kristendommen er kærlighedens religion. Det er ikke altid lykkes så godt med at vise den ægte uselviske kærlighed. Kærlighedsmotivet er centralt igennem hele Det ny Testamente (NT). De 4 evangelister forstod Jesus komme til verden og mennesker som et resultat af Guds kærlighed. Johannes skrev det kort og klart da han sagde: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…. Etikken i NT har kærlighedsbuddet som sit første bud: kærlighed til menigheden og fællesskabet af kristne, men også kærlighed mod alle andre, mod næsten.

I mødet med den blinde tigger ved vejen viser kærligheden sit ansigt. Guds kærlighed som den viser sig i Jesus.

Jesus kunne have valgt at gå forbi, der sad sikkert mange andre langs vejen som kunne have behov for lidt guddommelig kærlighed. Men kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. Menneskets eros kærlighed ville ikke have skænket den blinde meget opmærksomhed. Det er en egoistisk kærlighed. For eros kærligheden er reserveret til det særlige øjeblik og et bestemt menneske.

Guds kærlighed gennem Jesus og hvad han siger og gør, er en kærlighed der ophæver forskellen på stort og småt. Kærligheden er som solen Gud hver dag lader stå op over onde og gode.

Det er agape kærligheden der som vi hørte Paulus sige: … gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag /…./ Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. En kærlighed udenfor menneskets kontrol som vi kan hvile i og føle at vi er, og lære af, selvfølgelig.

Kærligheden er der før vi. Var det mon ikke hvad den blinde tigger erfarede, at der trods alt var kærlighed til? Men hvad er vigtigt at huske er, at han også var modtagelig for kærligheden. At den altså ikke først skulle bygges op. For han troede jo, får vi at vide.

Han var et menneske som savnede at møde kærlighed. Han sad sikkert dér ved vejkanten hver dag og kunne ikke se, men høre skridt fra alle de mennesker som gik forbi ham. Jesus stod stille den dag han kom forbi. Kærligheden stoppede foran ham. Ikke sådan at forstå at den kærlighed Jesus så på ham med skulle bygges op i ham. Tværtimod forudsatte han at kærligheden var til stede i ham, som den grund Gud lægger i ethvert menneske.

Hvad den kærlighed Gud nedlægger i ethvert menneske handler om har Søren Kierkegaard skrevet uendelig smukt om:

Der er ingen, o ingen, forskel på kærligheden. Men på blomsterne hvilken forskel. Selv den mindste, den ubetydeligste, den uanseeligste, - den endog af sine omgivelser oversete lille stakkel – som du næppe opdager, uden du ser nøje til. Det er, som havde den også sagt til kærligheden: ”lad mig blive noget for mig selv, noget ejendommeligt”. Der har kærligheden hjulpet den til at blive sit ejendommelige, - men langt skønnere, end hvad den lille stakkel havde turdet håbe på. Hvilken kærlighed.

Som den uanseeligste lille blomst, den oversete stakkel, - jeg tænker det var sådan han havde det den blinde mand ved vejen. Som vi selv kan føle os små og oversete. Han vidste godt at kærligheden var til, men ligesom det kræver to til tango, lever kærligheden af blive mødt, set og talt til. Mange passerede hver dag forbi ham.

Han troede jo den blinde. Din tro har frelst dig siger Jesus til ham. Den blinde troede på davids sønnen, bad ham forbarme sig over ham. Davids sønnen der kom til verden julenat. En kærlighed fra Gud til mennesker.

Kærligheden stopper også op den dag på vej til påskefejring i Jerusalem. Guds kærlighed finder vej til mennesker. Vi er aldrig midlet for hans kærlighed, altid målet.

Kærlighed er risikofyldt og sårbar. Jesus døde til slut af den. Én måde at fortælle om Jesus er at fortælle det som en kærlighedshistorie. Han elskede og forkyndte kærlighedsbudskabet. Han gjorde det så konsekvent at hans kærlighed ikke kun standsede ved vennerne eller hans landsmænd eller dem som klarede sig. Han elskede til og med sine fjender og opfordrede os til at gøre det samme. Det viste sig at være dødsens farligt.

Vi skal lære af agape kærligheden. Den kærlighed som er Guds væsen og som mange mødte den hos Jesus. Gud behøver ikke nogen grund til sin kærlighed. Eros kærligheden har en grund for at elske. Den vil altid søge grund for sin kærlighed. Derfor rummer den et stærkt element af begær. Den er ikke parat til ofre sig, men vil have sine drømme og behov opfyldt for sin egen skyld. I mødet med Guds kærlighed lærer vi, hvad kærligheden egentlig er. Agape kærlighed er offer.

Men eros kærligheden er ikke så selvisk som jeg vil gøre den til. Godt nok har den først og fremmest fokus på sit eget behov. Men det er også en kærlighed der leves i nærhed og sårbarhed. Når vi elsker et andet menneske er vi helt tæt på, nøgne og udleveret, og derfor også sårbare. I nærheden mærker vi hinandens sårbarhed og det er bogstavelig talt en synd at udnytte den andens sårbarhed, og misbruge den andens kærlige åbenhed.

Eros kærligheden har sine præferencer, den vælger ud, hvem den vil elske, og ikke elske. Agape kærligheden er Guds uforbeholdne kærlighed til mennesker. Den er uafhængig af genstandens, det vil sige menneskets, værdi. Jesus gør denne kærlighed meget tydelig da han standser sin vandring og beder om at den blinde bliver ført hen til ham. Jesus mærkede den blindes tillid.

Troen som frelser er at fortrøste sig til denne kærlighed. Guds kærlighed der ikke ser til hvem du er, og hvad du har gjort, men elsker dig ud over al rimelighed. Amen