Dette hellige evangelium til langfredag skriver evangelisten Lukas: 

Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?« Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig:  I dag skal du være med mig i Paradis.« Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand. AMEN 

PRÆDIKEN 

Det er noget gådefuldt over udtrykket at gå-neden-om-og-hjem. Da jeg var barn, hørte jeg nogle gange voksne bruge det udtryk: at gå-neden-om-og-hjem.

Jeg tænkte på, hvad det mon betød, og hvad det var for en vej? Var det en særlig rute, som gik mere nedad end den normale vej? og hvorfor gik nogle egentlig den vej - neden om, når de skulle hjem? Hvorfor gik de ikke bare ligeud og hjem?

Jeg kunne se i de voksnes ansigter og jeg kunne høre på tonefaldet i deres stemmer, at det nok ikke var så godt at gå-neden-om-og-hjem? Jeg forstod, at det var bedre at tage en anden vej? Hvorfor blev ved med at være lidt en gåde for mig…

Senere fandt jeg ud af, at udtrykket oprindeligt blev brugt om sømænd, der druknede. I dag kender vi udtrykket fra erhvervslivet, hvor det at gå-neden-om-og-hjem er at gå konkurs med sin virksomhed. Med andre ord…

At gå-neden-om-og-hjem er at miste det hele…

At gå-neden-om-og-hjem er også sådan det føles i både krop og sjæl, når vores liv falder fra hinanden og går i stykker for os. Det er en eksistentiel kropslig erfaring…

Et ægteskab, der ikke holder, forældre, der ikke ser deres børn, et liv med smerte, sygdom eller sorg. Drømme og planer for livet, der brister…  

Det kan være smerteligt og ødelæggende. Det kan være forskelligt, hvordan vi erfarer netop dette, men det er fælles for os alle på et eller andet tidspunkt i livet at miste relationer, miste helbred, miste førlighed og til sidst at miste det hele…  

Det er fælles for os alle at erfare at gå-neden-om-og-hjem alene af den enkle grund, at vores liv når en grænse…

Dybest set kan vi ikke forsone os med, at det ér sådan – at døden findes. At livet har en grænse. At vi skal miste det hele…

Døden er på en gang en naturlig del af livet (noget biologisk) og alligevel kan vi ikke lade være med at anse døden som noget naturstridigt (en fejl). Tilværelsen bærer denne dybe modsigelse i sig…

Bibelen, kristendommen har sprog for denne tilværelsesmodsigelse…

Min pointe med at tale om det gamle lidt gådefulde sømandsudtryk på denne langfredag er, at udtrykket: At gå-neden-om-og-hjem har en evangelisk sandhed i sig, der netop hænger sammen med den største af alle gåder, korsets gåde...

Vi kender historien. Vi ved, hvad der er gået forud. At Jesus og disciplene efter det sidste måltid, hvor Judas har forladt bordet, går ud i Getsemane Have…

Jesus beder disciplene om at våge med ham, men de kan umuligt holde øjnene åbne, holde sig vågne. De falder i søvn…

Alene i natten gennemlever Jesus så voldsom en angst, at han svedte bloddråber. Han erkender, at Gud ikke lader ham slippe for det, der skal ske. Der er kun én vej at gå…

Og vi ved, hvordan det går. At Jesus bliver ydmyget og hånet. Klynget op på et kors. Den totale og katastrofale undergang et menneske kan lide…

Et ultimativt antiklimaks for alle dem, der havde forestillet sig en noget anden udgave af frelseren – kongesønnens endelige triumf. Guds søn, og se så! Fuldkommen mishandlet og mislykket i omverdenens øjne…

Disciplene flygtede i nederlagets stund. Og Jesus selv havde vel også svært ved at forstå det som andet end et nederlag, et sammenbrud: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, råber han på korset i den dybeste nød (ifølge Markusevangeliet)

Og dér i den dybeste nød er vendepunktet. Det fortæller evangelierne.  Det er korsets gåde (den største gåde af alle). At det, der så ud som nederlag, var sejr. Svagheden var styrke. Døden var liv…

Ved en guddommelig akt er dødens magt brudt. Dødens død er Jesu død. Gud griber ind og samler stumperne igen, løfter Kristus ud af døden og mørket og vender så at sige alting på hovedet. Det er vendepunktet…

Det kors, som Jesus blev sømmet fast til, for at lide en smertefuld død, forvandles fra dødens tegn til håbets tegn...

Det er gådefuldt. Et mysterium som vi kan forsøge at nærme os med vores forstand, men som vi aldrig kommer til at forstå til bunds. Et mysterium, som vi kun kan leve os dybere ind i…

Det kan være en provokation for det moderne menneske, at Guds søn skulle lide en stedfortrædende død for os. Hvad vedkommer hans død mig, spørger det moderne individuelle menneske? Dør vi ikke vores egen død?

Bibelen, kristendommen giver sprog til vores tilværelses indre modsigelser, for historien om Jesus død kan blive din og min historie. Min og din død set som Jesu død….

Det sker i dåben. Da vokser den døbte sammen med Jesu død og opstandelse. Det dykkes ned i vandet, det dør, og det rejses op igen, det opstår. Den enkelte er sig selv og samtidig en anden…

Vi dør Jesu død, og vi opstår med ham; og på den måde overtager vi hans historie som vores egen. Det er en bevægelse neden-om-og-hjem (for nu at bruge det gamle udtryk for de sømænd, som druknede)…

Når døden ses i lyset af opstandelsen, får det enkelte individ absolut betydning, for da bliver døden en vej ind til evigt liv, som giver den enkeltes liv evig betydning…

Med Jesus død og opstandelse er tilværelsesmodsigelsen ophævet. Jesus har fået det til at ske. Hans liv og død har gjort, at dødens magt brudt og Gud har oprettet sit evige rige…

Et rige, hvor tilgivelsen strømmer til os, ligesom til røveren på korset ved siden af: I dag skal du være med mig i paradis, siger Jesus til ham…  

Gud lover ham og os, at hverken skyld eller nederlag eller alt det i livet, der bryder sammen for os, skal skille os fra ham. Kærligheden og tilgivelsen strømmer mod os allerede nu, og skaber nyt liv, hvor vi mindst venter det eller fortjener det…

Kristen tro er at tro, at Guds rige allerede er oprettet. Det kan være svært at se og det kan være svært at tro for tilværelsesmodsigelsen er her jo stadigvæk: Krænkelsen, lidelsen og døden er her endnu.

Vi kan bare se rundt i verden, så ser vi at lidelsen og døden findes…

I bibelen er der flere steder, hvor Gud skaber noget nyt af det, der er nedbrudt og dødt. Det største billede er Jesu død og opstandelse. Alle disse billeder er smukke fortolkningsmønstre, vi kan bruge, når vores livet ikke blev, som vi drømte om, håbede på og regnede med. Når vi erfarer smerte, lidelse, tab og sorg. Når vi står overfor det, vi er bange for, ligesom Jesus i Getsemane Have, og der kun er en vej at gå…

Livet fører os ikke uden om eller hen over alt det skræmmende og lidelsesfulde, der kan ske i et menneskeliv. Livet fører os neden om alt det skræmmende og det, der truer os i livet. Og i det mørke viser der sig en vej at gå, der fører til livet…

På vejen er der både fred og ufred – og alt muligt andet, der ikke går op. Men vi går i sporene af ham, der gik igennem lidelse og død og kom levende ud…

På den vej kan vi forunderligt og gådefuldt erfare fred midt i alle rystelser. Det giver os troen på, at der er en vej at gå, når vi mister fodfæste igennem livet og den dag, vi mister det hele…

Ja, jeg tror på korsets gåde…

hedder det i salmen, som vi skal synge om lidt…

Gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister

Ræk mig hånd, når øjet brister

Sig vi går til paradis.

AMEN