Dette hellige evangelium til pinsedag skriver evangelisten Johannes 14,22-31

Judas – ikke Judas Iskariot – spurgte: »Herre, hvordan kan det være, at det kun er os, der får dig at se, og ikke resten af verden?« ²³Jesus svarede: »Min far elsker dem, der elsker mig, for de gør, hvad jeg siger. Vi vil begge to komme til dem og blive ved med at være hos dem. ²⁴Men dem, der ikke elsker mig, gør ikke det, jeg siger, og det, jeg siger, kommer ikke fra mig selv, men fra min far, der har sendt mig. Det her siger jeg, mens jeg stadig er hos jer. ²⁶Senere vil min far sende Helligånden i stedet for mig. Den vil lære jer alt og minde jer om alt det, jeg har sagt. ²⁷Jeg lader min fred blive tilbage hos jer. Den fred, jeg giver, er ikke den samme fred som den, verden giver. I skal ikke være urolige eller bange. ²⁸I har jo hørt, hvad jeg har sagt: Jeg tager afsted, og jeg kommer tilbage til jer. Hvis I elsker mig, skal I glæde jer over, at jeg tager tilbage til min far, for han er større end mig. ²⁹Nu har jeg fortalt det til jer, før det sker, for at I kan tro på mig, når det sker. ³⁰Jeg kommer ikke til at sige meget mere til jer, for verdens hersker er på vej. Han kan ikke gøre mig noget, ³¹men det her skal ske, for at verden kan forstå, at jeg elsker min far. Derfor gør jeg det, som han har sagt. Kom, lad os tage afsted.« AMEN

PRÆDIKEN 

Den moderne hungren efter frihed isolerer os fra hinanden. Det er overskriften, jeg faldt over i Kristeligt Dagblad i går, da jeg ledte efter inspiration til min pinseprædiken i dag.

Under overskriften er en helt fantastisk illustration af et menneske, der står alene med sin mobiltelefon på en øde ø i et åbent hav, imens der på en fjern ø i baggrunden er et fællesskab af mennesker, en præst, et kors og et hjerte…

Det er Lars Sandbeck, der har skrevet teksten. Han er lektor ved Folkekirken uddannelses – og videnscenter. Måske har I også læst det, og jeg skal derfor nok lade være med at opholde mig for meget ved det.  

Men det, der fangede min interesse, var, Lars Sandbecks beskrivelse af det moderne menneske og dets frihedsforståelse. Her består frihed først og fremmest i individets ret til at selv at vælge og gøre, hvad vi vil. Det frie menneske er det individ, der ikke er forpligtet på eller begrænset af noget som helst andet end de valg, det selv suverænt træffer…

For det moderne menneske vil det ofte være forbundet med angst at skulle indlade sig på relationer, der forpligter ud over det lystbetonede…

Mennesket ses som en isoleret ø med kun løse og interimistiske broforbindelser til andre øer. Forhold til andre mennesker tænkes mere som netværk end fællesskaber, for i et forpligtende fællesskab indskrænkes individets frie råderum…

Denne frihedsforståelse og forståelse af mennesket/individet, mener han, er dominerende i vores tid…

Og det kan derfor være en provokation, når det kristne budskab vil fortælle os noget andet. Evangeliet fortæller os noget andet, og pinsen fortæller os noget andet. Den giver os et helt andet perspektiv på vores menneskeliv og minder os om, at vi har en helt anden bestemmelse…

Det hele begyndte jo med, at Gud på en særlig måde forbandt sig med mennesket. Det hører vi om i skabelsesberetningen. Her fortælles om verdens tilblivelse og om det særlige kendetegn ved mennesket.

Adam, det allerførste menneske, blev formet af ler og fik liv, da Gud indblæste sin ånde i hans næsebor. Da blev han til et levende menneske...

Om den gode ånd gælder det, at den altid er skabende. Og at den først og sidst skaber liv. Når vi siger, at noget er beåndet, da mener vi, at det har et særligt liv. At det er indblæst med en kraft, det ikke har i sig selv. Men en kraft, der opretholder det og lader dets væsen og egenskaber træde frem på en særlig synlig og givende måde…

Der er en tæt forbindelse mellem skabelsesberetningens tale om ånd og evangelieteksten om Helligåndens komme pinsedag. Pinse er fortællingen om, at Guds ånd kommer til jorden og den glæde det er.

Pinsen er fest og glæde, fordi det er en ny skabelse og ny begyndelse…

Evangelieteksten emmer måske ikke umiddelbart af fest og glæde.

I den evangeliske beretning er vi lige før Jesus skal korsfæstes. Jesus er ved at tage afsked med sine disciple. Han fortæller dem, at han snart ikke skal være hos dem længere, men han giver dem et løfte om, at Helligånden vil komme i stedet for ham…

Gud er ikke alene skaberen af alt, Gud er ikke alene den, som blev menneske i Jesus Kristus, han er også den, som viser sig som en magt, der forbinder sig med mennesker og skaber et nyt fællesskab.

Jesu snarlige bortgang kommer ikke først og fremmest til at indebære et fravær, men et nyt nærvær og må derfor give anledning til glæde…

Pinsen er fortællingen om, at Gud forbinder sig med mennesket.

 Gud kommer med sin ånd imellem os og gør afstand til nærhed. Guds ånd fylder alle de rum, hvor vi er: Mørkerum, mellemrum, tomrum, og også almindelig hverdags trummerum – ja, faktisk også individets frie råderum…

Der findes ikke noget rum, hvor Gud ikke er. Guds ånd er ikke fjern og abstrakt himmelrumsfantasteri, men konkret nærvær. Vi erfarer ikke Gud gennem himmelske spekulationer, men igennem hinanden. Når vi er omgivet af mennesker, der vil os det godt…

Vi ser ikke ånden, men vi fornemmer den, og den er bestemmende for vores frimodighed og livsglæde…

Helligånden er Guds nutid – den virkelighed, der skaber tro, fællesskab og kærlighedens gerninger...

Det er her, vi finder menneskets bestemmelse. Gud har ikke skabt mennesket til hvad som helst. Vi er skabt til at elske, leve og ånde og vi fuldendes som mennesker i forpligtende kærlighedsrelationer.

Gud er i sit inderste væsen fuldkommen kærlighed og mennesket er skabt med en vis lighed med Gud. Så ligesom Gud ikke kan være Gud uden at elske, så kan mennesket heller ikke være til uden at elske og blive elsket. Det er kun sådan, at mennesket kan være det væsen, det er skabt til. Kærligheden er den bærende kraft i menneskelivet, og vores tilværelse kan ikke rigtig lykkes uden…

Jeg tror, at vi i gudstjenesten bliver mindet om dette. Når vi synger, når vi beder, når vi går til alters, når vi døber et barn. Her mærker vi Guds nærvær – Guds gode ånd, og vi bliver mindet om, at vi er allermest frie og allermest os selv, når vi er forbundet med andre mennesker og med Gud.

Den autentiske frihed består ikke i friheden til at gøre, hvad vi vil, men i friheden til at være, hvad vi er skabt til at være. Som skabt i Guds billede er vores frihed en konkret bestemt frihed, nemlig frihed til kærlighed. Kun i kærlighedens bundethed til andre kan vi udfolde vores væsen i egentlig frihed…

Så er vi som mennesker ikke isolerede øer med løse og interimistiske broforbindelser til andre øer – ensomme og forrevne. Men vi er knyttet sammen af Guds ånd. Helligånden er den guddommelige glød i os, som opliver os, så vi med virkelyst vender os ud mod verden i glæde over livet og til gavn for hinanden…

Det er Gud, der ikke bare en gang, men igen og igen fornyer det fællesskab. Det er det, der er pinseunderet. Det er det, der er den nye skabelse og nye begyndelse. Det sker ikke kun som fortid eller fremtid, men nu – lige nu og her - og i evighedens nu. AMEN