Dette hellige evangelium til 3. søndag i advent skriver evangelisten Matthæus (11,2-10. Bibelen 2020) 

²Inde i fængslet hørte Johannes om de ting, Jesus havde gjort. Han sendte nogle af sine disciple hen til Jesus for at spørge ham: ³»Er du den, der skal komme, eller skal vi forvente, at der kommer en anden?« ⁴»Gå tilbage til Johannes,« svarede Jesus, »og fortæl, hvad I selv har set: ⁵Døve hører, og blinde ser, lamme går omkring, og de urene bliver helbredt, døde bliver levende, og fattige får budskabet om Guds kongerige. ⁶I har set, at Gud beskytter den, der ikke tager afstand fra mig.«

⁷Da de var taget afsted, begyndte Jesus at tale om Johannes til de mange mennesker: »Hvorfor tog I egentlig ud i ørkenen? For at se et græsstrå svaje i vinden? ⁸Nej, vel? Gik I så ud for at se en mand i fint, dyrt tøj? ⁹Nej, heller ikke. Folk, der går i den slags tøj, hører til i paladserne. Men hvorfor tog I så derud? For at møde en profet? Ja – og tro mig, Johannes er ikke en hvilken som helst profet. ¹⁰Det er ham, der står om i Skrifterne: 

›Jeg lader min engel gå foran dig.

Han vil bane vej for dig.‹

PRÆDIKEN 

Hele ugen har jeg gået og tænkt på Johannes. Jeg har forestillet mig, hvordan han sidder ensom i sin mørke fængselscelle og kommer i tvivl:

Er Jesus den, der skal komme eller skal vi vente en anden?

Johannes tvivler, tror og håber på samme tid…

Han repræsenterer den dobbelthed, som jeg tror, at vi alle kender til: Vores fundamentale ensomhed, tvivl og fejlbarlighed og vores tro og håb om at høre hjemme i det uendelige større: Guds rige, som skal komme – ja, måske er det her allerede?

Johannes tvivl har måske rod i, at han ikke har fantasi til at forestille sig, at Guds rige er til stede samtidig med mørket i fængselscellen?

Og midt i ensomhed, tro, tvivl og håb, så bliver han kaldt en engel, der baner vej for Herren…

Hvordan ser en engel ud?

Klædt i hvide gevandter med smukke fjerprydede vinger? Skønhedens udtryk for renhed, mildhed, altings blide harmoni? Nej tilsyneladende snarere en udhungret og nedbrudt skikkelse klædt i pjaltet tøj – siddende i mørket, i sin fængselscelle, men aldrig opgivende håbet?

Håbet om et Guds rige i himlen eller måske allerede på jorden nu?

Det er de spørgsmål, jeg har gået og grundet over, når jeg hele ugen har tænkt på Johannes.

Jeg kom i ugens løb til at læse lidt foran i min voksen julekalender: Glædens fest – en julekalender for voksne.

Den er skrevet af tidligere højskoleforstander på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen.

Ja, (jeg må tilstå) jeg kom til tidligere på ugen at smuglæse lågen til den 11. december. Sådan kan det gå, når vi ikke kan vente på det, der skal komme, men må glædes over det allerede nu.

Jeg fik lyst til at dele kalenderlågen til den 11. december med jer, for den giver så fint et bud på de to spørgsmål, som jeg har gået og grundet over hele ugen: Hvordan ser en engel ud og gudsriget – er det her allerede?

---

Uanset køn og uanset eksistensform er det åbenbart, at englene ikke er almindelige jordiske væsner. Selv om englene undertiden optræder blandt menneskene her på jorden, har man tydeligt på fornemmelsen, at de kommer et andet sted fra. De er overjordiske eksistenser, der gæster jorden. De hører hjemme i Himlen, selvfølgelig.

Men Himlen, hvor befinder den sig? Det er, som man siger, et virkelig godt spørgsmål. Måske er Himlen ikke så langt væk fra os, som vi går og tror. Den kan meget vel være tættere på os, end vi forestiller os.

Det samme gælder, når vi taler om Paradis. I en filosofitime på Testrup Højskole diskuterede vi Paradis. Jeg bad eleverne opregne alle de ting, der efter deres mening karakteriserer Paradis-tilstanden og alle dem, der befinder sig, om man så må sige ”øst for Paradis”.

Paradis blev - ikke overraskende måske – forbundet med skønhed, frodighed, sorgløshed, glæde, uskyld, humør, lystbetonet arbejde. Arbejdsløshed var betegnende nok uden for Paradis.

Er der tale om to forskellige verdener – Paradis og den jordiske tilværelse? Spurgte jeg.

Nej, svarede en af eleverne efter kort tids tøven: hvis ikke Paradis på en eller anden måde var til stede i vores nuværende liv, så kunne vi slet ikke danne os nogen forestilling om det.

Eleven ramte sømmet på hovedet.

Det kunne ikke være sagt bedre eller mere tydeligt. Vi smager allerede på paradis her på jorden. Paradislivet er ikke mere verdensfjernt, end at vi alle kender til det – i det mindste i brudstykker og glimt (…) Paradistilstanden, festen, den glæde, vi kan dele med hinanden, er ikke noget, vi skal vente på. Den er begyndt. Den er allerede i gang – også i dag – lige her og nu.

Træerne vokser ikke ind i himlen, siger man for at dæmpe forventningen hos folk.

Vel gør de så, siger forfatteren Per Højholt, for Himlen begynder nede ved jorden – ellers må der mangle nogle centimeter et eller andet sted.

Uden at vi måske rigtigt har bemærket det, må vi sande, at vi allerede befinder os i himlen! Vi går ikke ad vejen for at tale om en ”himmelsk oplevelse”. Mon ikke vi alle sammen af og til føler os overvældet af en nærmest ubegribelig himmelsk fryd. To elskende, der erklærer hinanden deres kærlighed. At stå med sit nyfødte barn i hænderne. At opleve en koncert, et teaterstykke, en film, der får nakkehårene til at rejse sig i gysende begejstring.

Alt dette har som regel med ekstraordinære højdepunktsoplevelser at gøre. Man befinder sig i en tilstand, hvor man er på toppen.

Hvad der er nok så bemærkelsesværdigt, er i imidlertid, at en nærmest overjordisk fryd såmænd også kan indfinde sig midt i hverdagens gråmelerede trummerum.

Tænk på Benny Andersens vise om Svantes lykkelige dag. Lad os se hele scenariet for os. Svante sidder i sit køkken og spiser ostemad og konstaterer, at ”om lidt er kaffen klar.” Jeg forestiller mig en Melita filterkaffemaskine, der giver sig uendelig god tid og til sidst snøvler, snøfter og snorker, inden den gør sig helt færdig.

Svantes kone Nina er gået i bad. Han kigger ud ad vinduet og konstaterer, at ”fuglene flyver i flok, når de er mange nok.”

Nogle vil måske her indvende: ”jo tak, kære Benny Andersen. Dette her er temmelig lavtflyvende poesi. Kan du ikke svinge dig lidt højere op?

Tag nu f.eks. Ingemann, han broderer dog lidt på sagerne: ”de muntre fugle kalder på hver andre”. Det er da poetisk smæk for skillingen!”

(…) Læg mærke til, at der intet magisk eller overnaturligt er i skildringen. Ingredienserne er såre jordiske: ostemad, kaffe, fugle, bier, brusebad, kærtegn. Man kan tilsyneladende være i den syvende himmel, medens man i ro og mag sidder i sit køkken og stirrer ud ad vinduet.

Det overjordiske og himmelske har altså sin gang på jorden.

Jamen, hvorfor skulle der så ikke findes jordiske engle? En af dem kunne den være den rare dame, der kom fra Julens glæde. Lige før jul dukker hun op som et væsen, der bebuder glæde og tryghed i juledagene. Hun er en budbringer for julens glæde.

(…) Måske findes der flere engle, end vi tror. Engle af hankøn og hunkøn, som til forveksling ligner mennesker, eller faktisk er mennesker. 

Jeg kan ikke forestille mig, at de vaskeægte engle m/k vil have noget imod, at almindelige jordiske mennesker går dem i bedene. Engle skulle efter sigende være et særdeles tålmodigt folkefærd. Mon ikke de vil hilse os mennesker velkommen i flokken? Der er sikkert mere end nok at gøre for os alle.

---

Her slutter kalenderlåge nummer 11 i min voksenjulekalender…

Jeg kunne måske bare sige AMEN her, men jeg får alligevel lyst til at vende tilbage til Johannes i fængselscellen, som jeg har tænkt på hele ugen:

Johannes tvivler, tror og håber på samme tid. Johannes peger ud over erfaringen af ensomhed og nederlag, fordi han håber. Det er derfor Jesus kalder ham en engel, der baner vej for Herrens komme…

Håbet tilsiger os, at fremtiden er lys uanset hvor mørk vejen frem synes at være…

Johannes forestillede sig måske, at det himmelske skulle bøje sig til jorden og komme til udtryk her i al sin stråleglans. Men nu sker det på en anden – uventet – måde. Det jordiske hverdagsliv løftes til himlen, når vores almindelige liv med Jesus liv ophøjes til at være Guds sted, Guds rige…  

Hvilket ensomheds mørke, der end råder, hvilket fængsel og mørke vores sind end måtte befinde sig i, så er der håb i det mindste i brudstykker og glimt…

Gud er den, som opsøger både den tvivlende og den fortvivlede. Han kommer også til dig som en handling med dig og i dig. Han kommer os i møde i det liv, vi lever - i det store og i det små…

Han er den, som kommer…

Se og hør, hvad der sker…

blinde ser, døve høre…

Det, vi længes efter, er her allerede…

AMEN