Da Jesus var færdig med at tale, så han op mod himlen og sagde: »Far, nu er min tid kommet. Vis, hvor magtfuld din søn er, så han kan vise, hvor magtfuld du er. ²Du har givet mig magt over alle mennesker, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, som du har givet mig. ³Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og mig, Jesus Kristus, som du har udsendt. ⁴Jeg har vist menneskene din styrke ved at gøre det arbejde, du har pålagt mig. ⁵Far, giv mig nu den guddommelige plads tilbage, som jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

⁶Jeg har gjort dit navn kendt for dem, som du har taget fra verden og overladt til mig. De tilhørte dig, men du har givet dem til mig, og de har gjort, hvad du har sagt. ⁷Nu forstår de, at alt, hvad jeg har fået, kommer fra dig. ⁸Det, du har sagt til mig, har jeg sagt til dem, og de har taget imod det. Derfor ved de, det er sandt, at jeg kommer fra dig, og de tror på, at det er dig, der har sendt mig.

⁹Det er mine disciple, jeg beder for – ikke for verden, men for dem, som tilhører dig, og som du har givet til mig.

¹⁰Alt mit er dit, og dit er mit. Gennem dem er min guddommelighed blevet synlig. ¹¹Jeg kommer tilbage til dig og er ikke længere i verden, men det er de. Hellige far, sørg for, at de holder fast ved dig, sådan som jeg har lært dem. Så bliver de en enhed, ligesom vi er. Johannes 17,1-11 

Vi hører om et farvel, en afsked. Der er et menneske som forlader denne verden og os i den. Jesus er ganske klar i sin tale: Far, nu er min tid kommet. Tiden løber ud, vi skal dø, og hvad er der så at holde sig til. Døden er tidens punktum, og det efterlader mennesker med en spørgen, om der er noget mere? Noget der rækker ud over tiden, og altid vil være. At få livet tilbage, og hvordan det sker – i kraft af Gud, det er kirkens anliggende. Det skal vi kunne sige noget om.

Dødens afsked er det hvad Jesus taler om. Vi er tiden før påske, hvor Jesus taler om sin forestående død. Han ved at noget skal ske, og er ved at gøre sig klar. Han taler ikke længere til sine disciple og verden, men er i inderlig samtale og bøn med Gud.

Han mærker at tiden går mod sin afslutning, og søger væk fra verden og hen til Gud. Som ethvert menneske der skal dø og forlade sine kære og denne verden, er han bekymret og optaget af, hvordan alle dem han har været sammen med skal leve videre. Hvad skal der ske med dem? Hvordan formår de at leve videre, når han ikke er her længere?

For døden standser ikke bare tidens gang, den afskærer også mennesker fra hinanden. Mennesker har til alle tider gjort oprør mod det vilkår. Dødens standsning af tiden.

Enhver der har mistet et menneske ved hvad jeg taler om. Vi gør opstand mod tiden for at komme tilintetgørelsen i forkøbet.

Vi gør det når vi erindrer fortiden, og holder fast i mindet om den som ikke er mere. I forhold til fremtiden bemægtiger vi os tidens gang med billeder af håb. Som Paulus siger i epistlen jeg læste før: Det, vi håber på, har vi ikke set endnu, men vi venter tålmodigt på det. Og vi prøver at fastholde nuet så det ikke løber bort som sand mellem fingrene.

Vi kan ikke standse tiden, for den går sin ubønhørlige gang. Tiden efterlader hele tiden spor af levet liv. Jesus beder til Gud om få magt til at fastholde tiden på trods af døden. Han ved at hans magt alene kommer fra den magt Gud har givet ham. Den magt vil han gerne bruge til at give evigt liv til alle.

Det eneste der kan standse tidens – og dødens gang – er evigheden. For evighed er lutter liv.

Evighed har ikke noget med kronologiske tid at gøre. Tiden vi ser gå derudaf fra morgen til aften, dag for dag, år ud og ind. Tiden flyder afsted som en strøm. Evigheden begynder ikke på klokkeslæt og dato. Den kan ikke måles. Evighed er en bestemt forståelse af tiden, som går stille derudaf. Ja, nogle gange føler vi også at den løber afsted. Evigheden er et rum, der skabes midt i tidens strøm. Det er som om tiden stopper, men det gør den ikke. Evighed er et særligt nærvær midt i tiden.

Jeg tror det er det, Jesus mener, når han henvendt til Gud siger Alt mit er dit, og dit er mit. Det er følelsen af livsfylde. En fylde i tiden der standser tidens gang mod døden. Det er som en mor der siger til sit barn: jeg vil dække dig, være der for dig, og du skal vide, at hvad du bærer på og kommer med, vil jeg tage imod. Der er evigheden til stede i den tryghed som barnet føler i sin relation til mor. Tiden som en evighed af tid.

Hvad er evighed i tidens strøm af gøremål, begivenheder, oplevelser vi møder på livets vej? Tidens jag hen ad en tidslinje standses, og i stedet åbnes der nye tidsrum, som fyldes af liv. Evighed er et rum. Jesus taler meget bogstaveligt og konkret om hvad evighed er, når han siger: for at jeg kan give evigt liv til alle dem, som du har givet mig. Evigheden er det som varer ved, det er der altid, det kan ikke gå til grunde. Der er ingen død i evigheden.

I Kingos salme Sorrig og glæde de vandre til hobe, som vi skal synge om lidt, bliver evigheden derfor også knyttet til himlen. Himlen som altid troner over os. Om evigheden i himlen taler han, at himlen er ene af salighed fuld. Det er det kristne håb, håbet om det evige liv, ikke blot her og nu, mens vi lever, men også på den anden side af døden.

Alt er ikke her og nu, virkeligheden er ikke kun hvad ser for vores øjne, hvad vi kan måle og veje. Det er at forstå evigheden både som det der kan skabe et livsfyldt rum midt i tiden, og ikke mindst er evigheden en frigørende og håbefuld forestilling der rækker ud over dette liv.

Jesus er i sin afskedstale optaget af, at evigheden skal være det der binder mennesker til himlen og et gudsnærvær, når han er død. Det er hvad jesus beder Gud om. At enheden mellem Gud og mennesker må forblive, når Jesus ikke er her længere som bindeleddet til det himmelske. Det lyder indviklet, men det er hvad vi alle erfare, når vi mindes vores døde. Vi ved godt at de ikke er mere, deres sjæle er taget bort til et andet land. Men de lever videre, hvor Gud har gemt dem. De er til i evigheden, som er den tid som altid er, og som kan bryde ind i vores tid og skabe et rum, hvor vi mærker vores døde som helt nærværende.

Vi har behov for evigheden til at holde fast i det som tiden i sin ubønhørlige gang tager med sig. Vi lever fra øjeblik til øjeblik, nutid bliver til fortid, og særligt i vores moderne tid, er tiden blevet til accelererende kraft, og vi føler at vi altid ikke kan følge med.

Derfor er det vi har brug for evigheden. Det evige liv er at kende Gud, som Jesus siger. At kende Gud er at tro at der er en magt til, som forbinder sig med vor undren over at være til, vor angst for intethed, vor bøn til noget større. Det er at føle at Gud er mig nær i sit fravær.

Evigheden og Gud er etagen over dette liv, som vi kan tro på giver os ro. En ro i tro på at der er noget som altid hviler over os. Ikke skabt af nogen menneskehånd. En udsigt til en verden, der kan få Kingo til alt slutte sin salme Sorrig og glæde med at sige henvendt til Gud: lad da min lod og min lykke kun falde, hvordan min Gud og min Herre han vil….lad kun og verden fulddrive sit spil.

Verden er fuld af spil, hvor livet går op og ned, og vi overraskes pludselig og rystes i vores tillid til hvordan det skal gå. Vores liv er flygtige. For vi lever i tiden, som altid er på vej. Vores liv er foranderlige, livet går op og ned, fuldt af glæde og sorg, og til tider én stor lidelse.

Men den evige Gud i evigheden hviler i sin tilsyneladende ubekymrethed over livet og mennesker. Det er en Gud, som siger til dig, alt mit er dit, og dit er mit. Det er følelsen af Guds allestedsnærvær. Det er evigheden i tiden. Evigheden er som jeg læste en mand sige om det: ”Hvis ikke der er udsigt til evigheden, hvad er vi her så for?”

Ja, hvad skal vi med vore oplevelser, vore erfaringer, vore glæder og sorger, vor stræben, vore sejre, vore nederlag, vore lidelser – hvad skal vi med det hele, hvis det hele løber ud i intet, og der ikke er en mening og et mål ud over vort forgængelige liv i denne verden. Amen