Dette hellige evangelium til 19 søndag efter trinitatis skriver evangelisten Markus 

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned.

Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?«

Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: » Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?

Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!«

 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde:

»Aldrig har vi set noget lignende!« Mark 2,1-12

Prædiken 

Jeg besluttede mig for at fyre mig selv som gud-i-eget-liv. Jeg duede ikke til jobbet. Sådan skriver Esben Kjær i sin bog Tro for tvivlere…

Esben Kjær beskriver, hvordan han tidligere troede, men nok mest på, at han selv styrede sit eget liv, havde magten over det. Ja, at han var gud-i-eget-liv…

Sådan tænkte han om sig selv og sit liv, lige indtil han mistede sin søn. Herefter kæmpede han både med at give slip på forestillingen om sin egen almagt og med at ansætte Gud i sit liv i stedet for. Det viste sig at være lettere sagt end gjort…

En ting er at give sig selv en fyreseddel som gud. Noget helt andet er at holde op med at møde op på arbejde. Altså i praksis at holde op med at prøve at styre. Overgive sig til, at der er noget andet, der styrer, når jeg nu ikke selv gør, skriver han.

Hvad vil det egentlig sige at overgive sig? Det vil sige at slippe kontrollen over det, vi alligevel ikke har kontrol over. Vi slipper kontrollen, når vi begynder at tro på – og har tillid til – at Gud har styr på det… (og fikser resten)…

Netop dette er fortællingen om de 4 mænd, der kommer bærende på den lamme mand på en båre et meget rørende billede på. Vi må forestille os, at det er tungt, anstrengende og uhandeligt at bære den båre. og trods flere forhindringer, så giver de ikke op…

Menneskemængden, der er stimlet sammen, forhindrer de 4 mænd i at komme frem til Jesus, så de bakser båren med den lamme op på husets tag og fjerner tagkonstruktionen…

Og selvom vi må forestille os at taget er fladt og lavet af en let konstruktion af grene og sivrør, dækket med et tyndt lag ler eller lignende, så er det alligevel lidt af en bedrift at komme igennem den forhindring for at få adgang til Jesus…

De 4 mænds ihærdighed og vilje er så rørende og et stærkt udtryk for at turde (have mod til at) lægge noget virkelig væsentlig over til Gud…  

Deres vens liv og fremtid overlader de eller vi kunne sige: overgiver de til Jesus i tro og tillid til at han kan og vil rejse ham til nyt liv…  

Og Jesus ser deres tro, deres tillid til ham. Han ser 4 mænd, der gør, hvad de kan for deres ven. Han ser kærlighed i handling. Han ser håb, der ikke giver op. Han ser fællesskab, der bærer byrden sammen…

Og det kalder han tro.

Det er den befriende sandhed: Tro er ikke en følelse, vi skal have. Tro er ikke en sikkerhed, vi skal opnå. Tro er dét, Jesus ser i vores svaghed og sårbarhed – også når vi må bæres af andre…

Esben Kjær beskriver, hvordan han efter sønnens død fik genopbygget en tro, men det var (i hvert fald ikke i første omgang) en tro, der støttede og bar særlig meget…)

Hvad kan man egentlig også tro på, når ens hjerte er blevet revet ud af brystet og knust af den værst tænkelige hændelse?

Han sidder tilbage med en smertelig erkendelse af, at han skulle have brugt den sidste tid på at holde sin søns hånd og forberede ham på, at han var på vej i himlen, men at de altid ville være forbundet i kærlighed på tværs af tid og rum. Han skulle have sørget for at få sagt det langstrakte, kærlige farvel…

Men det kunne han ikke, han ville have magten – selv over døden. Så han kæmpede endnu hårde, prøvede endnu mere at redde ham – i et desperat forsøg på at fastholde magten…  

Det kan han se nu…

Det er derfor, han beslutter sig for at fyre sig selv som gud-i-eget liv og hengive sig eller overgive sig i tro og tillid til Gud…

Jeg vælger at hengive mig, men er nødt til at overgive mig.

Man overgiver sig til, at man ikke selv har magten, men hengiver sig til at Gud har – også selvom det kan være svært at se, om Gud ved, hvad han laver…

Jesus er det smukkeste eksempel på et menneske, der overgiver sig til Gud, da han i Getsemane Have aftenen før Langfredag beder ikke som jeg vil, men som du vil, Gud…

Vi må holde fast i at bruge den magt over vores eget liv, vi faktisk har, men det er samtidig afgørende for vores liv, at vi som individer og som samfund begynder at give slip på det, vi ikke har magt over…

Og vi kan passende give magten tilbage til Gud og tro på, at han vil tage sig af det…

Vi kunne sige, at tro er:

at forlade sig selv for at forlade sig på en anden.

Formuleringen rummer et paradoks: At forlade betyder: at opgive, slippe, lade være, imens forlade sig på betyder, at stole på, hvile i eller tro på…

Vi kan ikke forlade os på Gud uden at forlade os selv.

Vi kan ikke tro på ham uden at opgive troen på os selv.

Opgive troen på at vi er gud-i-eget-liv (for nu at bruge Esben Kjærs formulering).

Det er for os moderne mennesker måske den største forhindring for at overgive os i tro og tillid til Gud. Det er en forhindring på størrelse med menneskemængder, der spærrer døre og tagkonstruktioner, der spærrer veje…

Alle væsentlige ting i livet bliver os givet ufortjent og uden at vi har arbejdet for at få dem. Livet er der, hvor ting sker, som vi ikke anede, at vi havde brug for…

Vi vil altid forsøge at forstå, det er også intellektuelt tilfredsstillende, men når det kommer til ånd og kærlighed, så tror jeg sjældent, det gør os mere lykkelige eller mere troende. Altså at prøve at forstå….

Det er svært at tænke sig til at overgive sig til Gud i tro. 

Du kan ikke forlange, at din hjerne skal fatte det, din tro ved

Den, der ikke vil overgive sig, forbliver fange i sig selv, i sin egen almagt, i sine egne projekter og præstation, i sin egen angst. Og så ender vi med at knække under vægten af opgaver og ansvar.  

Det er frisættende at give slip på den magt, som vi alligevel ikke har. Det er der frihed i. For først i overgivelsen til Gud bliver vi fri til virkelig at leve både for Gud og for næsten...

Det er fortællingen om de 4 gode mænd med båren med den lamme et smukt eksempel på…

Så lyder ordene også til os i dag, uanset hvad vi er bundet af eller lammet af og sørger over: Rejs dig, tag din båre og gå ud i livet og bær med på hinandens liv. AMEN