Dette hellige evangelium til 9. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas 

Så fortalte Jesus dem en lignelse om, hvor nødvendigt det er at blive ved med at bede uden at give op. ²»I en by var der engang en dommer, der hverken havde respekt for Gud eller mennesker. ³I den samme by boede der en enke, der henvendte sig til ham flere gange. ›Sørg for, at jeg får en retfærdig dom og vinder over min modpart,‹ sagde hun. ⁴I lang tid afviste han hende, men til sidst tænkte han: ›Selvom jeg ikke er bange for Gud og er ligeglad med mennesker, ⁵vil jeg alligevel hjælpe enken og få sagen afsluttet. Men det er kun, fordi hun er ved at plage livet af mig. Ellers ender det bare med, at hun kommer og giver mig et blåt øje.‹ ⁶Han var en dårlig og korrupt dommer, men læg mærke til, hvad han tænkte,« sagde Jesus. ⁷»Tror I så ikke, Gud vil hjælpe dem, han har udvalgt, når de råber på ham dag og nat, og at han vil straffe dem, der forfølger dem? Tror I virkelig, han vil lade dem vente? ⁸Nej, han vil sørge for, at de opnår retfærdighed så hurtigt som muligt. Men spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen, der tror på Gud, når jeg, Menneskesønnen, kommer tilbage?« Lukasevangeliet 18,1-8. Bibelen 2020 

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis (ii)

Johannes Møllehave erklærede engang frejdigt, at han ikke længere bad til Gud. Det havde hans studiekammerat Jan Lindhart allerede i studietiden vænnet ham af med…

I et interview fra 2004 beskriver Johannes Møllehave en episode: Herdis og Johannes Møllehave var nygifte, og de havde inviteret Jan Lindhart til middag…

Og så sad de der omkring bordet med sænkede hoveder, og Møllehave begyndte sin bordbøn: Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele arme jord…

Og pludselig begyndte Jan Lindhart at grine og udbrød: Det gør du da ikke…

Episoden fik Møllehave til at ændre bønspraksis. Han forklarer i interviewet, at der på det tidspunkt (i 60erne) var en udbredt skepsis overfor enhver udvendiggørelse af tro…

Ja, at en ydre fromhed nærmest kunne komme til at virke som en vaccine imod troen. Der var en tendens til at alting hurtigt kunne blive for meget…

Selvom situationen med Herdis, Johannes Møllehave og Jan Lindhart omkring spisebordet er længe siden og det også er en lidt komisk episode, så belyser den et aktuelt emne også i dag…

Nemlig bønnens betydning for det moderne menneske i et samfund, der ofte er meget resultatorienteret og nytteorienteret, og hvor det som bekendt ikke er længe siden, at Store Bededag er blevet afskaffet (den mente nogle på en eller anden måde måske også var blevet for meget, så den er vi også hurtigt blevet vænnet af med?)

Måske har vi vænnet os af med at bede, ligesom Johannes Møllehave? Fordi vi forbinder bønnen med en anden fromhed og et andet gudsbillede end vi kan stå inde for?

Måske har vi vænnet os af med bønnen, fordi vi har erfaret, at vi ikke altid får, hvad vi beder om. Bønnen er ikke en magisk bønhørelse af det, vi ønsker os?  

Så det moderne menneske spørger måske sig selv, hvad nytter det at bede?

Enken i evangelieteksten til i dag er et eksempel på, at bønnen nytter noget. Også selvom hun gang på gang møder en mur af ligegyldighed. Hun kan på forbilledlig vis kaste lys over bønnens betydning – også i dag.

Lignelsen er ikke, som lignelser er flest…  

Måske fortalte Jesus lignelsen som et lidt humoristisk indslag eller et lidt komisk afsæt for at sige noget om, at Gud ikke er upåvirkelig eller ligeglad med menneskers nødråb?

Det kan godt være, at vi har erfaringer af, at Gud virker ligeglad, fordi vi ikke altid får vores bønner hørt eller opfyldt, men den ynkelige og selvoptagne dommer, vi hører om i lignelsen, er ikke et billede på Gud.

Gud dømmer ikke ud fra retfærdighed og ligegyldighed, men ud fra kærlighed og nåde.

Den uretfærdige dommer kan ses som et udtryk for det grus, der kan være i verdensmaskineriet, og som vi ikke kan undgå at støde på, men som vi ikke må give op overfor: Selvretfærdighed, ligegyldighed, fejhed, frygtsomhed, magelighed og uretfærdighed…

Alt det, som den ynkelige dommer står for, har ikke plads i Guds rige og kan kun bekæmpes med vedholdende bøn...

Lignelsen siger intet om, hvordan Gud er, men den siger, at vi aldrig må miste håbet og troen på, at det ender godt…

Den tyske teolog Dorothee Sölle skriver et sted:

»At bede er at gøre oprør. Den, der beder, siger ikke, sådan er det. Den, der beder, siger, sådan er det, men skal det være sådan«?

 Og: »At deltage i åndelig modstand betyder at gå ind i et forhold til Gud gennem bøn, som vil udfordre, forandre og forstyrre os.

Det betyder, at man vil høre evangeliets befriende budskab, som appellerer ikke bare til vort eget liv, men også til vore brødre og søstre overalt i verden«.

(Kilde: Dorothee Sölle, Mystik og Modstand, 1997)

På den baggrund kan vi forstå bønnen som det sted, hvor vi forenes med Gud i åndelig modstand mod den uretfærdighed, der ødelægger ikke bare vores eget, men også vores fælles liv.

Bønnen er på den måde ikke kun et anliggende for den enkeltes ret, men også en insisteren på det fælles gode, den fælles ånd, Guds vilje i verden?

Og i den forståelse er bønnen en insisteren på håbet for hele Guds skaberværk. Og det har vi brug for også i dag og i den tid, vi lever i…

Igennem bønnen får vi flyttet centrum hen til Gud og væk fra os selv. Vi kan gå i den illusion eller (grund-) indbildning (Løgstrup), at livet strømmer ud af vores egen aktivitet, at det er takket være os selv, at tilværelsen rummer liv og kærlighed…

Men vi kan ikke beslutte os for at have livsmod og livskraft igen, hvis vi har mistet den. Det er noget, vi må bede om…

Og som vi får skænket af Gud. Gud, der er dybet i tilværelsen. Den, der giver væren til det værende. Kilden til livet selv…

Hjælp!« er den korteste bøn, der findes. v. Men ordene behøver ikke at blive formuleret, for vi mennesker ER bøn.

Vi er altid i færd med at bede om noget. Vi beder om den anden vil række os saltet, vi beder om ikke at blive til grin. Vi beder om, at alt må gå godt…  

I Interviewet fra 2004 med Johannes Møllehave (som jeg indledte med), fortæller Jan Lindhardt, at han ikke husker episoden omkring spisebordet hjemme hos Herdis og Johanne Møllehave. Men det skulle ikke undre ham, at han havde sagt sådan…

Jan Lindhardt beskriver, hvordan han har ændret holdning igennem sit liv i forhold til bønnens betydning…  

Det er vigtigt for os præster at kunne formulere bønner, når vi er ude hos andre mennesker i en sjælesørgerisk sammenhæng. Ligesom det er vigtigt, at ethvert menneske kan bede…

(og det er måske derfor, at interviewet har fået overskriften: Bønnen, der aldrig forsvandt…)

Det er, hvad Jesus vil sige til os med lignelsen i dag: At bønnen aldrig må forsvinde. At det er nødvendigt, at vi bliver ved med at bede, ligesom enken…

Bønnen er ikke et udtryk for ydre fromhed og en vaccine for troen. Nej, bønnen er virkningsfuld og betydningsfuld for troen….

Det er bønnen, der gør troen levende. Bønnen giver kraft til troen, bønnen ilter troen, så den bliver ved med at være i live og give os styrke…  

Der hvor vi rækker vore hænder frem som tomme skåle, der kommer Gud og fylder dem med tro og liv. AMEN