Dette hellige evangelium til 18. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Johannes (15, 1-11)

Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.  Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.  I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.  Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.  Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.  Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.  Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.  Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.  Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.  Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. AMEN 

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis (II)

Vintræet. Johannes 15, 1-11

Jeg så troen

som et vidunderligt smukt træ,

fuldt af sol,

det grønne træ, som skifter

og bliver rødt som blodbøgen,

naar det har stået tøvende

i nogle dage…

Sådan skriver Ole Sarvig i et digt om et vidunderligt smukt træ fuldt af sol. Jeg kom til at tænke på Sarvigs digt, da jeg læste teksten fra Johannes evangeliet til i dag. Det handler nemlig også om et træ. Vintræet…

Forestil dig et træ, siger evangelisten Johannes. Og det er jo ikke så svært at forestille os. Hvad ville vores verden være uden træerne?

Hvor skulle vi finde ly, hvor skulle vi ridse den elskedes navn, hvad skulle vi synge om, og hvordan skulle vi genkende landskaber, hvis det ikke var ved træerne?

Træerne er levende. De gror og vokser sig store og er fulde af livskraft. De er sindige kæmper, som vi kan læne os op ad. Det er med en vis ydmyghed, vi læner sig op ad en ældgammel stamme…

En af disse furede kæmper med knudrede forgreninger. En rynket knark, som ikke har mistet lysten til at se, hvad der sker om hjørnet på det næste årti…

De ældste træer er så gamle, at det næsten ikke er til at begribe…

Så kan verden accelerere nok så meget, imens vores mål bliver mere og mere kortsigtede…

Så står de gamle træer stadig dér midt i landskabet og minder os om, at det tager tid, hvis vi skal slå rod i verden og vokse helt ind i himlen…

De gamle træer er en påmindelse om, at verden består. For træerne var før os. Og selvom træerne har tabt uendelig mange grene i årenes løb, så står de her endnu og fører vand og næringsstoffer fra rødderne til bladene…

Ligesom Ole Sarvig sammenligner troen med et vidunderligt smukt træ fuldt af sol, så sammenligner evangelisten Johannes billedet af vintræet med livet i Kristus…

Vintræet er et billede på altings væren. Hele Guds virkelighed. Ligesom grenene er forbundet med stammen, er Gud og menneske, menneske og menneske forbundet i en fælles virkelighed…

At få historie, at være sat ind i en sammenhæng før én og uden om en selv og at ville leve i denne sammenhæng, det, tror jeg, er fuldstændigt afgørende for ethvert menneskeliv…

Afskærer vi os fra denne sammenhæng, vil vi hverken være afhængig af et fællesskab eller turde hengive os til andre og så mister vi alt det, der gør livet værd at leve…

Ja, vi afskærer os fra det allervæsentligste af de sammenhænge, hvorigennem Gud rækker os kraft og styrke til at leve sandt menneskeliv…  

Den sammenhæng bliver vi opmærksomme på i dåben...

Dåben handler om at blive føjet ind i et fællesskab, om at få identitet og få historie. Om at høre sammen, om at høre til og om at blive til...

Det ser vi helt konkret i dag, når Marie døbes i en dåbskjole, som jeres familien har brugt i generationer (helt tilbage til 1924, måske før). Hun bliver føjet ind som et led i slægtens kæde. Der var nogen før hende, og der kommer andre efter…

Og her ser vi på en særlig måde, at vi er føjet sammen og vores liv er båret oppe af familie, af venner, af et kristent fællesskab – her i Humlebæk og ud over hele jorden…

Vi bliver opmærksomme på, at vi er bundet sammen med hinanden i et fællesskab. Det er en forbundethed som grenene på vintræet. Det er en forbundethed med Kristus…

Han er den, der holder sammen på Gud og mennesker og enheden mellem mennesker. Når vi samles om døbefonten, så ser vi at vores liv er bundet sammen og båret af andet end vi selv magter.

Vi er afhængige af hinanden, udleveret til hinanden. Vi kan endda være så tæt på et andet menneske, at vi tænker og føler det samme. Uden de andre sygner vi hen og visner…

Verden er ikke summen af enkelte individer. Verden er denne gensidige væren. I bliver i mig, og jeg bliver i jer, som Jesus lidt knudrede formulerer det i Johannesevangeliet…

I virkeligheden lever det enkelte menneske aldrig hverken af sig selv eller for sig selv. Altid har vi vores liv ud af denne sammenhæng...

En sammenhæng som er større end hver enkelt af os, og i den sammenhæng er vi sat til at elske. For kun således sætter mennesket frugt…

Vi er bundet til Kristus som det livstræ, der er magten i al den kærlighed, al den ansvarlighed, hele det engagement, som vi kan give af i vores tilværelse. Ikke kun en dag, men dag efter dag.

Når Jesus taler om, at der er grene, der vil blive fjernet, betyder det derfor ikke en dom over den enkelte. Det er som de grene det hundredårige træ mister, uden at den af den grund går ud.

Beskæringen er et billede på det, der fjernes i os – det, der forhindrer os i at sætte frugt: At gøre det, der skal gøres, og være dem vi skal være for hinanden…  

Og sådan har vi vel hver især noget i vores liv, som tjener dig og mig bedst, hvis det bliver skåret fra, så vi kan bære frugt (vores privilegieblindhed, selvretfærdighed og at insistere på at kunne alting selv)

Det er ligesom Ole Sarvigs træ i digtet. Det grønne træ…

som skifter

og bliver rødt som blodbøgen,

naar det har stået tøvende

i nogle dage…

Det skifter farve, taber blade og grene falder af…

Et gammelt træ har været vidne til det meste. Det er vokset fra årti til årti, fra århundrede til århundrede. Det har oplevet, at meget er faldet, men også at meget har rejst sig igen.

Det har set, hvordan mennesker gives skjulte kræfter, når det er allermest nødvendigt. Det har set, at der er omsorg til, godhed til, kærlighed til – også i magtesløsheden.

Når Johannes siger, at vi skal forestille os et træ, er det et håbsbillede, han giver os. Et billede der breder tiden ud fra skabelse til fornyelse.

Han giver os et livstræ, der står fra evighed til evighed og som sender kræfter op gennem sit rodnet. Kræfter der gør, at der kan sættes frugt til hver en tid. AMEN