Dette hellige evangelium til 12. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus 

Hør nu her. Gud tilgiver mennesker al blasfemi og alle overtrædelser af hans lov, men hvis de håner Helligånden, kan de ikke få tilgivelse. Man kan også få tilgivelse, hvis man taler ondt om mig, Menneskesønnen, ³²men den, der modsiger Helligånden, vil aldrig få tilgivelse – hverken nu eller i den kommende verden.

³³Enten er et træ godt og bærer gode frugter, eller også er det råddent og giver dårlige frugter. Man kan kende et træ på frugterne. ³⁴Elendige kryb! Hvordan skulle I kunne sige noget godt, når I selv er onde? Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. ³⁵Et godt menneske deler ud af det gode fra sit gode hjerte, og et ondt menneske deler ud af det onde fra sit onde hjerte. ³⁶Men husk, at I kommer til at stå til regnskab for hvert eneste af de tomme ord, I har sagt. ³⁷Enten vil jeres ord frikende jer, eller også vil I blive dømt på dem.«

³⁸Nogle af de skriftkloge og farisæerne sagde til ham: »Rabbi, nu må du give os et bevis på, hvem du er.« ³⁹»Det er kun onde mennesker, folk, der ikke tror på Gud, der kræver beviser,« sagde Jesus. »Men I får ikke andet end Jonastegnet. ⁴⁰Profeten Jonas var inde i den store fisk i tre dage og tre nætter, og på samme måde vil jeg, Menneskesønnen, være i jordens dyb i tre dage og tre nætter. ⁴¹På dommedag vil de mennesker, der boede i Nineve, stå op fra de døde sammen med jer og anklage jer. De ændrede deres liv, da Jonas fortalte, hvad der ellers ville ske, og her er noget, der er større end Jonas. ⁴²Dronningen af Saba vil også stå op fra de døde og anklage jer. Hun kom langvejsfra for at høre kong Salomons visdom, og her er noget, der er større end Salomon. Matt 12,31-42 (2020)

Prædiken 12. søndag efter trinitatis (ii)

Gud tilgiver alle overtrædelser, sådan indledes teksten til i dag. Her er ingen forbehold. Gud sparer ikke på noget, men overøser generøst mennesket med sin barmhjertighed og tilgivelse, som en sommerregn, der daler ned over os…

Guds tilgivelse er som et brusebad, der svaler os og renser os, som når himlen åbner sig og regnen siler, er der ikke forskel på rig og fattig, sort og hvid, kvinde og mand, voksen og barn…

Guds rigdomme falder på enhver…

Amen, har jeg mest lyst til at skynde mig at sige her, inden jeg går videre og gør den indledende sætning i teksten til i dag færdig…

For her sniger der sig et forbehold for Guds generøse tilgivelse ind med ordene om, at hvis vi håner Helligånden eller modsiger Helligånden, så er der ingen tilgivelse (alligevel?)…

Det skurer ørerne og giver en uro i kroppen for (er der så alligevel grænser for Guds kærlighed og) hvad vil det overhovedet sige at modsige Helligånden?

Det med ånd og Helligånd må siges at være lidt af en flyvsk størrelse – ikke sådan lige at få greb om, så lad os begynde der…

I begyndelsen svævede Guds ånd over vandene, hører vi i skabelsesberetningen.

Dengang var verden mørk og tom, og vi hører at Gud skabver verden med sit ord. Senere hører vi om, at Gud tager jordens ler op i sine hænder, og at han nænsomt former mennesket af det og blæser livsånde i Adams næsebor, så mennesket et levende væsen fuld af livskraft…

Så har ånden taget bolig i mennesket, kunne vi sige.

Den historie minder os om, at ethvert menneske er fredet – at ethvert menneske har helle eller ethvert menneske er helliget (ville Paulus sige).

Gud sender/udgyder sin ånd over jorden pinsedag….

Det sker efter påskens begivenheder, hvor Jesus er korsfæstet, død og begravet (er i jorden dyb i 3dage og 3 nætter) og derefter opstår han. Hans jordiske liv er slut og han er hos sin far (i himlene) igen…  

Pinseberetningen er fortællingen om, at Gud udgyder sin ånd over disciplene, så de bliver Herrens mund og dermed i stand til at forkynde Guds storværk - ikke bare (som de gamle profeter) på deres eget modersmål, men også på andre tungemål…

Herefter er fællesskabet med Gud og med hinanden ikke afgrænset af tilhørsforhold til et bestemt folk eller et bestemt sprog. Det er nu universelt og bestemt af, at ordene er gået i hjertet…

Så pinsemorgen skabes et magtfrit rum, hvor Gud selv i kraft af Helligånden tager bolig iblandt os (mennesker) og gør alle lige…

Når Jesus i dag taler om det farlige ved at udtale tomme ord eller at tale imod Helligånden, så forstår vi tydeligt, hvor meget det vi siger betyder.

Når vi bruger ord som våben enten for at hævde os selv eller for at bekæmpe den anden, vil det ikke blot skabe fjendskab, men også opdele, udskamme og dømme…

Det er aktuelt at fremhæve dette, fordi vi lever i en tid hvor sproget er givet frit på alle medier.

Det handler ikke om at vi bruger bandeord, men det handler om ord og formuleringer, der rammer enkeltmennesker med nedværdigende kraft.

De formuleringer der rammer hele grupper og nedværdiger alle i gruppen uden at tænke på at de hver især også er individer, mennesker – det det, jeg taler om…

Det er når det sker, at vi taler Helligånden imod (håner Helligånden), fordi det splitter og skaber afstand mellem mennesker og Gud…

Når vi håner Helligånden (eller taler den imod), så fratager vi hinanden det magtfrie rum, og spærrer den anden – hinanden inde i et lille fængsel, hvor vi får åndenød, fordi det er lige så klaustrofobisk for os som hvalfiskens bug var for Jonas…

Mennesket er af ånd. Et guddommeligt eksperiment af støv og ånd ville Grundtvig sige. At se mennesket i det lys er vigtigt for at kunne anerkende menneskets enestående art og værd…

Det giver mennesket ærefrygt for sig selv og alle andre…

Når vi skal aflægge regnskab for ethvert tomt ord, skal det forstås som advarsel mod at tale mod respekten for medmennesket. At tale imod pligten til på tværs af alle forskelle at elske sin næste.

At tale imod Helligånden er at afvise, at Gud vil noget med os.

Det er at nedbryde liv og modsige Guds mening med verden.

At håne Helligånden betyder at nedgøre selve Guds intention med livet og med os…

For ånd har med livet at gøre – alt det, der binder os sammen med hinanden og Gud...

“Ånd er, at noget er bevægende. Ethvert hjerteligt forhold har med ånd at gøre. Et venskabsforhold er af ånd. Forholdet mellem forældre og børn er af ånd. At elske har med ånd at gøre.

Der er ånd i naturens opvågen en sommermorgen, fuglenes flugtfryd og vores sansers opvågen, når vi oplever det; derfor berører det vort hjerte...” Ole Jensen

Gud sig med alle mennesker og gør os levende med sin ånd. Han overøser os med sin barmhjertighed og tilgivelse, som en sommerregn, der daler ned over os…

Vi har lige set det i dåben, at Frida er blevet overøset med Guds nåde og tilgivelse. Det styrker os i troen på, at alle vores fejltrin er vasket bort at tilgivelsen findes…

At vi ligesom Jonas bliver fri af alle klaustrofobiske rum og sat på landjorden for frit at kunne leve og ånde her…  

Om lidt kan vi tage del i nadveren. Et mættende måltid, der betyder fællesskab og ligeværd mellem os alle. Der er ikke forskel på rig og fattig, sort og hvid, kvinde og mand, voksen og barn. Guds rigdomme falder på enhver

AMEN