På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; v26  ja, fader, for således var det din vilje. v27  Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

v28  Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matthæus 11,25-30

Vi er nået til årets sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag er det advent og et nyt kirkeår begynder.

Den sidste søndag i rækken af trinitatis søndage, som begyndte trinitatis søndag i sommers med at Jesus samlede sine disciple omkring sig og gav dem sit løfte: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

På årets sidste søndag i kirkeåret giver Jesus os et nyt løfte om at de byrder vi bærer på og livets slid, skal vi komme til ham med, og han vil give os hvile.

De mellem liggende søndag i trinitatis tiden har vi lyttet til Jesu møde med mennesker i forskellige livssituationer og øjeblikke. Alle med et behov for hans nærvær og omsorg.

Jesu afsluttende ord i dag er formuleret som et løfte. Det løfte har vi set udfoldet gennem hele trinitatis tiden, i hans møder med mennesker og i samtaler om hvad det vil sige at være menneske i verden og overfor Gud.

Vi har mødt mennesker der har båret på tunge byrder, som har slidt med livet. Portrætter af mennesker vi har kunne genkende os selv i og som Jesus har mødt og i sine møder og ord til disse mennesker givet dem tryghed ved at vise dem, at de hører til hos Gud. Jeg er overbevist om at det for mange af disse mennesker har givet dem en oase af hvile i deres liv.

Denne sidste søndag i kirkeåret er det passende at Jesus genbekræfter sit løfte om at han og Gud er med os. På vores side i livet.

Et løfte giver Jesus os om at komme til ham med vore byrder og det vi slider med. Vi får alle noget at bære på. Nogen mere end andre. Vi slider alle med livet. Med til livet hører grundvilkår som vi alle kommer til at møde. Jeg tænker på sorgen over tabet af et menneske, smerter i kroppen. Vilkår som vi alle vil møde.

Løftet går ikke på at Jesus vil tage det fra os. For som han selv siger det, kender han om nogen til at livet rummer sine byrder og sit slid. I hans løfte kan vi mærke hans nærvær i mødet med de byrder vi bærer rundt på. Han mødte mange mennesker der hver dag måtte slide med livet.

Løftet er en oase midt i et liv som både kan være uoverskueligt og uforudsigeligt. Løftet kan vi betragte som en tryg ø i uforudsigelighedens hav.

Indvendingen fra os vil være, at mange løfter ikke bliver holdt. For det kender vi selv fra livet. En gang et løfte udsiges virker det beroligende og giver tryghed, men det kan hurtigt vise sig at den tillid vi viste løftet skuffes og vi efterlades alene på perronen.

Når det handler om det løfte Jesus giver os i dag om at møde os der slider os trætte og bærer på tunge byrder har det en vis tyngde bag sig. For som Jesus selv siger har Gud overgivet ham alt, og står bag ham i hans gang og gerning på jorden. Og bagom Gud kommer vi ikke.

Det er ikke bare Jesus der siger ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Det er Gud som igen kalder på sit menneske, som han dengang kaldte på Adam i haven efter at Adam havde spist af frugten som Eva rakte ham. Gud leder efter sit menneske, og det vil Gud altid gøre. Som moderen for barnet er den trygge havn og den, der skal lede det ud i verden, er Gud den som altid være forbundet med sit menneske som han skabte, og som han følger i den verden som Gud skabte det til at leve i.

Jesus kommer os i møde med sine anerkendende ord, for at fortælle os at de tunge byrder vi bærer rundt på, sliddet som gør træt, kender han godt til. Det gør han ved åbent og ærligt at fortælle, at hans åg, altså hans byrde er god. Den er til at bære, fordi han er sagtmodig og ydmyg, beskeden og tålmodig.

Jesus siger ikke at han vil lette os for livets byrder og trætheden efter at have slidt. Vi kommer til at møde det igen og igen. Hvad enten vi kommer til ham eller ikke, vil vores levevilkår stadig blive mødt af byrder og træthed. Af sygdom, arbejdsløshed, stress, smerter og bekymring.

Trætheden viser sig når vi i lang tid har kæmpet med noget i vore liv. Sorgen over vore kæres død føler vi som et slid og en byrde, men ikke som noget vi vil af med, men som vi gerne skulle have god tid til at være i. Vi får tunge byrder at bære på i livet. Heldigvis også mange glæder, og derfor kan vi for det meste klare byrderne og trætheden. 

Jesus står der og rækker os et rum, hvor vi kan finde hvile. Lær af mig, jeg er ydmyg og mild, siger Jesus, som den kloge vismand. Jesus kan med rolig stemme sige det han gør, fordi han selv hviler i Guds kærlighed.

Tag mit åg på jer….og I skal finde hvile for jeres sjæle. Det Jesus beder os om er, at tage hans byrde på sig, og i det bytte finde hvile. Vi skulle tro at det åg, den byrde, som Jesus bærer, blot vil være en ekstra byrde for os at bære. Med tanke på hvad Jesus gennemgik af lidelse og smerte til slut i sit liv, skulle man forvente at vi vil bryde sammen under den byrde oven i vores egne.

Hvori består hvilen må vi spørge?

Hver gang vi ser vores liv i Guds lys som det viser sig i Jesus, forbinder os med ham, sker der en fornyelse i os. Og hver gang vi holder vores smerte isoleret eller skjult, bliver byrden større og tungere.

Det Jesus meget enkelt beder os om, er en erfaring vi kender til fra mødet med et menneskes smerter og byrder. Når jeg deltager i andet menneskes liv og de byrder det menneske bærer på, bliver min deltagelse en lettelse for det menneske.

Ensomheden bliver ikke så knugende længere. At et andet menneske tager noget af mit åg på sig føles som en befrielse. Jeg er ikke alene for den anden kender sikkert også til at bære på byrder og føle smerte.

Jesus er den kristne kultus store billede på det forunderlige bytte. Det forunderlige bytte er en gammel kristen tanke fra den tidligste østlige kristendom. Det handler om at Gud blev menneske i Jesus, de byttede plads, og derfor kan vi gennem Jesus deltage i Guds eget liv. Det forunderlige bytte er, at Jesus i dag giver os sit løfte, at vi ved at deltage i hans byrder, er vi fælles om byrderne, også mine, og i den identifikation er der hvile. Hvilen består ganske enkelt i at jeg ikke føler mig alene.

Jesus vil give os plads i den relation. Det fortæller os, hvad det vil sige at hvile i Guds kærlighed.

Sin egen byrde kan Jesus tale om som let, fordi han hviler i Guds kærlighed. Han vil med sit tilbud til os om hvile, føre os dybere ind til Guds væsen. Ind til den Gud, som er alt livs kilde.

Vil vi tro det, vise vor sårbarhed, ikke undertrykke den, fordi vi synes vi skal fremstå som stærke, så er sårbarhed ikke svaghed, men ny styrkes begyndelse.

Den tro på Gud som Jesus taler ud af, fjerner ikke det vi kæmper med i livet, men giver styrke til at bære det. Jesus vil føre os ind til en hvile, som vi alle længes efter. Han kender til smerten ved de byrder livet lægger på os. Han vil dele den smerte med os. Ved at dele smerterne, byrderne og trætheden i livet, fortæller Jesus os, at han ved hvordan vi har det.

Mit år er godt, og min byrde er let er talt til trøst for os, der bærer byrder, og mærker hvordan livet indimellem slider på os og gør os trætte.

”Kom til mig” kalder han på os. Der lyser en stærk tro ud af disse ord. Han vil dele den ro han har fundet i Gud med os.

Jesus hviler i sin Faders kærlighed, og derfor kan han sige som han gør. Han ser os uden at forkaste os.

Igennem dette kirkeår har han fulgt mennesker, og fulgt os i lyse og mørke timer. Set til bunds i vort mørke og glædet sig med os i vor lykke. Amen