01/01/2025 0 Kommentarer
Prædiken Nytårsdag v. Hans-Henrik Ross
Prædiken Nytårsdag v. Hans-Henrik Ross
# Prædikener
Prædiken Nytårsdag v. Hans-Henrik Ross
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv Lukas 2,21
Barnet er født, og som jødisk skik foreskriver blev han omskåret og fik samtidig sit navn Jesus. Det navn som han allerede fik den dag englen Gabriel kom til Maria ved kilden i Nazareth, og fortalte hende at hun skulle føde et barn. Et særligt barn ved navn Jesus, som allerede fik det navn før Maria var blevet gravid. Barnets mytiske aner ligger allerede som kim her.
Omskærelsen er ubetinget det vigtigste symbol i jødedommen. Jesus er jøde. Her bliver tilhørsforholdet til Gud indskrevet i kroppen. Hvad hans navn med al tydelighed også fortæller. Gud frelser.
Første dag i et nyt år er vores situation lige nu. År 2025 siden barnet blev født. Vi har prøvet det mange gange før. En dag som alle andre, lige lang, kedelig, glædelig, grå og trist, håbefuld, urovækkende, vemodig, befriende – ja, mange kan anledningerne være til vore følelser på årets første dag.
Og dog en dag der fremhæves ved at vi holder gudstjeneste. Den første dag i rækken af dage som begynder året 2025.
I navnet Jesus samler sig både det historiske som hører personen til, men også forbundetheden til Gud, som navnet fortæller om. Jesus er ikke kommet her for at levere et budskab om højere verden men for at leve vore liv og gennemleve alt hvad et menneske går igennem. Allerede i sin fødsel er han ikke blot Jesus, men Jesus Kristus; mennesket Jesus skildres sådan, at det skinner igennem, at han er Gud, samtidig med at han er menneske. Den almægtige skaber af himmel og jord og herre over liv og død, er at finde i det allermindste, et hjælpeløst spædbarn.
Vi lever i tiden som skaber historien i rækken af begivenhederne som finder sted i tiden. Det kan ind imellem være en belastende oplevelse at være vidne til tidens gang. Det kan det både i vores egen private livshistorie, men endnu mere i en verden hvor alle hændelser på kort tid bliver kendt af alle. Det kan være tungt at være et tavs vidne til hvad som sker i verden.
Det er måske denne erfaring af forfald i livet som får den engelske filosofiprofessor Simon Critchley til at skrive i sin bog: vi er alle fortabte, vi er alle ensomme, vi finder det svært at tro på noget som helst, at binde os til noget som helst, at eksistere på en måde, hvor vi rent faktisk føler os levende. Kort sagt, vi lever i en sørgelig verden. Nu hedder hans bog heldigvis On mysticism: The Experience of Ecstasy – om mysticisme: erfaringen af ekstase.
Selvom han som citatet antyder kan være noget pessimistisk i sit syn på livet, er det miraklerne, det mystiske, mødet med det guddommelige som skal redde os.
Det som allerede ligger som en kim i Jesus tilstedeværelse i historien. Han er her som en anden mulighed, som er det guddommelige bragt ned på et hverdagsplan. Han er en åbenbaring af Guds eget sindelag i denne verden.
Vi taler om gudstjenesten som vi holder nu, men det er lige så meget Jesustjeneste. For det er Jesus der i sin gang på jorden og i sine møder med mennesker, de ord han taler, det er også alt det vi er samlet om når vi fejrer gudstjeneste.
I året som nu ligger foran skal vi følge Jesus på livets vej. Vi lever på den samme strækning som Jesus, fra fødsel til død, men opnår aldrig hvad han opnåede. Han er hos os, ved siden af os, og skænker os livsmod. Det gør han enkelt ved at unde os det kropsligt og jordisk gode, måltider, helbred, styrke og glæde.
Det får mig til at mindes smukke ord om kirken og dens betydning skrevet af digteren Jørgen Gustava Brandt for mange år siden: Kirken bevæger sig i en anden tid …. En anden tid end denne/det er en trøst/Kirken har sin art/Den lader mig ikke i stikken – håber jeg - /med specielle formål/Her foregår intet/Kirken er ubekymret
Der er en etage over tiden som kirken, kristendommen og troen taler om. En sproglig etage med ord og begreber fra det mystiske og mirakuløse. Vi kunne kalde det for en redningskrans at vi ikke kun er henvist til at leve i tidens ubønhørlige gang.
Det har ikke været muligt at komme af med Jesus. Hvad vi end mener om ham, bliver han ved med at være imellem os og bliver ved med at være et korrektiv til vores levemåde og et løfte om evig troskab. Jesus som i sit korte liv levede i konsekvent agtelse, medfølelse og kærlighed. Vi kan sige at han fuldbyrdede livet.
På Jesu egen tid var der ingen der kunne forholde sig til ham i ligegyldighed. Vi hører om toldere og syndere, at de sad til bords med ham, og bagefter var de overbevist om, at de havde siddet til bords i Guds rige. Vi hører om andre, at de var forargede på ham og mente, at han var i den ondes tjeneste.
I Jesus af Nazareth møder vi et menneske der med sit liv skaber en forskel. Han levede ud fra en konsekvent livsagtelse. Det viser sig ved at livet for ham ikke handler om at bringe sig i sikkerhed, men om at udlevere sig til livet. Hans fødsel og liv sætter en ny ramme om livet, der giver en helt nyt perspektiv på hvad det vil sige at være menneske og om hvad livet skal bruges til.
Det nye ligger jo allerede i det store paradoks som al kristen tro har som sin kerne, at Gud selv blev menneske. Det bliver allerede antydet i hans navn Jesus. Han er én der er kommet for at skabe plads omkring mennesker. At sætte dem fri kunne vi også sige.
I hans forkyndelse og i hele hans måde at møde mennesker på, får livet en helt ny indramning. Eksempler fra de bibelske fortællinger om Jesu liv taler deres tydelige sprog om den forandring Jesus kom med: foragtede samaritanere bliver til gode forbilleder, toldere og syndere bliver til venner Jesus spiser sammen med, de mindste bliver de største, børn og kvinder får en helt ny værdighed, de retskafne men dobbeltmoralske farisæere bliver kaldt for ormeyngel, bekymringsløshed bliver til et livsideal, og den kærlighed og sandhed Jesus kom med måtte til slut ofre sit liv.
Vi skal følge Jesus efter. Gå med ham i det nye år. Hvor tit hører vi ikke Jesus sige til mennesker i evangeliernes beretningerne om ham ”følg mig”.
Vi skal ikke efterligne ham. Dertil er forskellen for stor imellem ham og mig. Jeg skal leve mit eget liv, på eget ansvar træffe mine valg og beslutninger, men lade dem være inspireret af Jesus.
Det kan der komme meget forskelligt ud af hos forskellige mennesker, men det er netop den store frihed i at efterfølge ham som sin Herre. Amen
Kommentarer