Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. v2  En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. v3  Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. v4  Påsken, jødernes fest, var nær. v5  Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« v6  Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. v7  Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« v8  En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: v9  »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« v10  Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. v11  Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. v12  Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« v13  Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. v14  Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« v15  Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Johannes 6,1-15

For os i dag og i den verden vi lever i er de to fisk og de fem brød som bliver til mange flere ikke det som optager os. Bortset for undren og forbavselse og måske afvisning, at det her ligger ud over hvad vi tænker er muligt.

Vi har jo mad nok i vores del af verden. Nok til at dele ud og mætte tusinder af mennesker. Andre steder i verden med nød og elendighed vil denne tekst blive modtaget med et håb om at det samme kunne ske for dem.

De ville ikke være så optaget af måltidet som et tegn på noget andet, men være draget af alle de mennesker som blev mætte. Sådan kan bibelske fortællinger afhængigt af hvilken kulturel og politisk sammenhæng de bliver fortalt ind i blive modtaget meget forskelligt.

Det er Johannes som skriver, den sidste af de 4 evangelister. Han er optaget af andre forhold omkring Jesus end de andre evangelier. I Markus-, Matthæus- og Lukasevangeliet læser vi om bespisningsundere. Forskellen til Johannes er at hos ham kaldes underet et tegn. Jesu brød og fiskeunder har ikke et formål i sig selv, men er tegn, der skal vise hen til noget andet.

Egentlig er det Jesus gør i sit under at udvide begrebet om det daglige brød. Det bliver tydeligt i al det brød som samles sammen efter alle, er blevet mætte. Det er ikke at alle blev mætte der er interessant, men at dette under bliver til et tegn, som vider vores forståelse af det daglige brød ud.

Hvad det betyder har Cecil Bødker skildret meget præcist i et digt:

”Det daglige brød

det er tykke tæpper på gulvet

radio

og rindende vand.

Du gør dig megen bekymring

men alt er fornødent.

Vi lever ikke af brød alene.”

Det hun siger her, er at vi har svært ved at forestille os et liv, hvor vi ikke har de materielle goder, der omgiver os. Vi har vænnet os til at de er der. Digteren åbner for at brød kan have langt videre betydning i menneskers liv. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi i egentlig forstand lever af. Sådan som Cecil Bødker skildrer det videre:

”Giv os i dag

brødet.

Vi glemmer brødet

for dynger af pålæg

og tilmad.

Fordi vi lever i overflod

glemmer vi hvad liv er.

Tag alting fra os

men giv os brød i den elfte time.

Livets brød.”

Det daglige brød forstået som den mad vi har brug for til at leve, og alt andet vi betragter som nødvendigt for at kunne være til er underlagt tiden. Brødet skal købes og lige så andre ting som er uundværlige for vores liv. Derfor kan vi godt forstå at skaren til sidst ønsker at tage Jesus med sig og gøre ham til konge. Deres helt egen ”brødkonge”. Skaren befinder sig i det jordiske og fokuserer på brød, mæthed, det fysiske liv og et jordisk kongedømme.

Jesus og os som læser og hører teksten i dag bliver orienteret mod brødet som et tegn på at det brød Jesus taler om i dette under dækker et åndeligt behov. Dette brød er Jesus selv, for som vi hører ham sige det  i forsættelsen til det stykke tekst vi har lyttet til i dag, Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Fortællingen må vi selvfølgelig tage på ordet. Sproget skaber virkeligheden. Alle disse mennesker bliver faktisk mætte. Det er et billede der peger hen på noget andet end mætheden hos alle disse mennesker. Et tegn som skaren forstod til sidst, men tolkede meget bogstaveligt.

Tegnet vil pege på det som ligger ud over hvad virkeligheden møder os med. Mennesket kan ikke kun leve af at få mad. Det handler også om hvad liv er. Liv og liv er flere ting. At leve er ikke blot at overleve. Fortællingen vil give os mod til at leve og håbe. Jesus er som livets brød indholdet af det håb.

Det brød skaren spiser bliver fordøjet og forsvinder igen, men det brød som er Jesus, er i sandhed Livets brød. Han kan spises igen og igen, som vi gør det ved nadveren. Det er den åndelige næring som vi har brug for at kunne leve og ikke miste modet. I Jesus som er livets brød er det Gud selv med hans evige, uovervindelige livsmagt, som viser sig.

Jesus er livsmodets umistelige næring, han er livsmodets brød fra himlen, fra Gud, hvis magt er livets magt. Derfor er det at spise det brød, som kaldes hans kød, i nadveren en billedhandling for, at her kan vi tro, at der er en støtte for vort livsmod, som ikke kan mistes.

Dette bespisningsunder er som tegn noget der løfter sig op over det måltid vi er vidne til, som mætter alle disse mennesker. Vi bliver mætte på en anden måde. Åndens mæthed er den mæthed som giver mod og håb. Det er tegn på at Jesus altid vil være til for os, som et tegn fra Gud på at vi aldrig skal løbe tør for det brød og det håb som er knyttet dertil.

At vi har brug for næring, er en indlysende sandhed. Alle disse mennesker blev mætte af det lidt der var at dele ud af. Det viser sig ikke at være et helt almindeligt måltid da Jesus beder disciplene samle resterne sammen. 12 kurve fyldte med brød var der tilovers. Derfor ser vi også Jesus gå op ad bjerget og komme væk fra deres forsøg på at fastholde ham som deres kilde til føde.

Jesus vil gøre det klart, at det er for lidt bare at være i live og overleve. Betragter vi Jesus og det liv han levede, er han i sine møder med mennesker optaget af at give sig selv fuldt. Han nøjedes ikke at se den nød et konkret menneske stod i, men også at holde det menneske fast på livsforventningerne, ikke ved egen styrke, men ved troen. Det er hvad tegnet rummer. Fisk og brød forsvinder, men tegnet forbliver.

Måltidet på bjergskråningen ved søen er et åndeligt måltid. Mennesket kommer i et åndeligt forhold til verden ved, at det ikke lever sit liv for sig selv, men er sig bevidst, at det er ét med alt liv, der kommer inden for dets rækkevidde.

Jesus vil med dette måltid give os et håb der trodser al modstand, lidelse og død, og give os del i Jesu åndelige rige. Amen