Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8  I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:        v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!       Fred til mennesker med Guds velbehag! Lukas 2,1-14 

Behovene er mange i julen, ønskerne også, traditionerne er gode støtteordninger som ikke kræver vores store opmærksom. De skal selvfølgelig holdes. I hvert fald for mange af os. Julen kan også opleves som invaderende på den dårlige måde. Journalisten Lone Frank taler om sin jule erfaring, om ritualerne og traditionerne som knytter sig til julefejringen som tomme eller ubehagelige eller slet og ret skadelige for den enkelte.  

Nu er det højtid. Den jordiske og den himmelske tid smelter sammen og bliver til ét. Eller er det ikke snarere sådan, at de ophæves, og man mærker dem ikke mere. Når højtiden melder sig, gribes alle af de samme tanker, den samme trang til at være sammen, forstå hinanden, den samme trang til taknemmelighed. Taknemmeligheden over bare at være til. Det er som alles tanker med ét falder i slag, falder ind i samme rytme, og vi er umærkeligt optaget af det samme – at fejre julen.

 Hvad er det som betyder allermest i julen? Nu tillader jeg mig at svare på alles vegne, for jeg tror – ja, det gør jeg jo – nej, her vil tillade mig at sige ved, at det som betyder mest for mig er samværet med andre mennesker. Mennesker trænger mennesker!

Det gælder ikke bare i aften, som selvfølgelig er særlig, men i hele juletiden kan vi have nok så travlt, men det er de menneskelige relationer som varmer allermest.

Vi mødes i hjemmene, inviterer til gløgg, samles til julefrokoster, og på vores arbejdspladser er der juleafslutninger, ligeså i skoler og børnehaver, og handelsstandsforeningen inviterer til juletræstænding. Folk kommer ud og vi synes det er rart fordi vi føler højtiden, men jeg tror det bedste er, at vi er sammen med andre.

Mennesker trænger mennesker!

Når man brokker sig over alle de småkager, man skal bage, og alle de gaver, man skal købe, kan man som et minimum begynde med at vende den om. Tænk, hvis der ikke var nogen at bage småkager til. Tænk, hvis der ikke var nogen at købe gaver til. Det er et stort privilegium, at der er nogen, man kan drage omsorg for.

Krybben i Bethlehem er ikke anderledes. Her samles også folk da Maria har født barnet. Ikke alle folk, men i passende tidsrum først hyrderne på markerne, siden ved vi at konger fra Østerland møder op. Knap et århundrede senere bliver den fødsel som Lukas beretter om til jule fejringens omdrejningspunkt. Ikke så mærkeligt at denne tekst bliver læst juleaften.

Dette menneske som fødes i stalden, langt væk fra byers og menneskers liv. Et helt almindeligt menneske og samtidig helt ualmindelig menneskelig.

En fødsel som akkompagneres af et kor af englesang. På en gang jordisk og himmelsk. En fødsel der i sin tilknytning til Gud vil sige os i dag, at vi har behov for noget der løfter os. Noget som er højere end det, man kan måle og veje.

Gennem årtusinder har Jesu fødsel inspireret teologer, filosoffer, kunstnere, komponister, forfattere, salmedigtere i deres fortolkninger.

Det korte budskab som viste sig i Jesu liv og lære er: Glem dig selv! Som Paulus senere smukt skriver om Jesu betydning i forbindelse med en opfordring til os om at tænke på vor næstes gavn og opbyggelse, for heller ikke Kristus tænkte på sig selv.

I dag handler meget om at realisere sig selv og finde sig selv. Ikke fordi det ikke er et nødvendigt forehavende, men som én sagde, er der ikke nogen garanti for, at det, du finder, er godt. Glem dig selv, var i hovedsagen Jesu livsform, og langsomt gik det også op for ham at han allerede i sin fødsel var valgt til at være Guds udtrykte ansigt i verden. Selv Jesus måtte glemme sig selv, for at fatte at det var Gud han var sat på jorden for at åbenbare.

Hvem man er, åbenbarer sig kun over for andre i samspillet med den anden. Man må ud af privatsfæren, ud i verden og møde andre, og derigennem blive formet til den jeg er.

Sådan også for Gud kunne vi knytte til. Han tømmer sig selv i dette barn, for at vise os at det som sker mellem mennesker, er af afgørende betydning for at Gud kan eksistere. For Gud elsker verden og alt liv har del i Guds eget liv. Gud er relationel.

Det kristne menneskesyn er at vi er skabt til at være i relationer. I begyndelsen var relationen…. Sådan kunne man tale om begyndelsen på Guds skabelse af jorden og alt som er derpå.

Jesu fødsel er en bekræftelse af, at Gud anser relationen som grundlæggende for menneskers liv. Vi bliver til i et gensidigt ”Jeg-Du” forhold. Sådan er vi brød i hinandens liv. Fordringen er derfor at vi taler med hinanden og ikke med billederne af hinanden.

Vi ved godt at vi er dybt afhængige af hinanden og ikke kan undvære den anden. Det går om ikke andet op for os i julen, hvor vi plejer forholdet og relationen til vores familie og venner.

Derfor er det ekstra tungt for den som er alene. I juletiden møder jeg mennesker for hvem julen føles tung, fordi det at de er alene mærkes tydeligere og føles belastende på en anden måde.

Julen udstiller en menneskelig sårbarhed, som handler om at vi er svage og skrøbelige. Vi har brug for hinanden. Gud viser sig som sårbar i barnet i krybben. Sårbarheden vil fortælle os at det er godt og i orden at vise sårbarhed, fordi det giver også en særlig sensitivitet for hvad det vil sige at være menneske. Barnet i krybben det er også os, som ligger der, når vi føler os skrøbelige.

Juleaftens fortælling om fødslen i Bethlehem som jo nok er den bibelske fortælling de fleste kender til, er fortællingen om at sårbarheden kommer til jorden i en sårbar menneskekrop. Gud bliver født i en sårbar menneskekrop, og kunne jo være kommet som en fuldvoksen supermand i en perfekt krop for at rydde op i vores rod. Guden viser sig i det mindste, i et lille barn, for at bringe sig helt tæt på os og vore liv.

Sårbarheden er en side af Gud og troen som vi ikke skal underkende. Tværtimod har vi brug for at sårbarheden får plads, så vi kan slappe af og ikke føle at hele livet ligger på vores skuldre og at vi skal klare alt selv. Sårbarheden er en egenskab ved Gud som vi kan have god brug for at bringe frem i lyset.

Sårbarheden bliver et spejl som vi kan trøste os i. Det fortæller os nemlig at vi ikke som vi meget har for vane at tro og bebyrde os selv med, at vi selv skal stå inde for livets meningsfuldhed. Det bliver lynhurtigt til, at vi skal være stærke og selvberoende, og vise at vi kan klare livet.

For øjeblikket lever vi i sårbare tider. Som verden ser ud med konflikter, politiske spændinger og modsætninger og et klima som igen i år blev det varmeste nogensinde, giver det os en uhyggelig følelse af sårbarhed.

Al erfaring fortæller os, at vi ikke kan styre vores liv eller verden for den sags skyld med fornuftens kraft. Fornuftens stemme kunne der ellers være god brug for i nogle af de konflikter som fylder verden og manges bekymring og uro. Og fornuften skal vi bruge hvor det giver mening.

Livet møder os med vilkår, som får os til at forstå, at vi er udleveret til vilkår, vi ikke selv har skabt, og som er bestemmende for vores liv. Vi lever udleveret til naturen som rummer mægtige og ødelæggende kræfter. Vi lever udleveret til fødsel og død, sansninger og følelser og andres kærlighed.

Tilværelsens magt over os er meget større end vores magt over tilværelsen.

Derfor har denne fødsel også en underlig magt over os. Vi gentager den hvert år og fejrer den som traditionen byder os det. En ny begyndelse.

I Jesu fødsel kan vi hente håb fordi denne fødsel i sin forbundethed med Gud, fortæller os at vi ikke er født for at dø, men for at begynde. Amen