Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Lukas 5,1-11

Vi er ved Genesaret Sø en tidlig morgen. Jesus dukker op ved søens bred. Fiskere er i gang med at ordne deres garn efter nattens fiskeri. Jesus kommer ikke sådan helt ud af det blå, for han havde adresse ved søen.

Fulgt af mange mennesker som vil høre ham tale om Gud. Det lader han sig ikke sige 2 gange, men vender sig mod de 2 både, der lå ved bredden, og nogle fiskere som sidder og ordner deres garn.

Det er som at se et maleri af Michael Anker af fiskere ved havet i gang med at ordne nettene.

Peter og de andre fiskere ved Genesaret Sø levede af de fisk de kunne fange i søen. En stor sø med masser af fisk, så det har fungeret fint de fleste dage med at få de fisk i nettet, der skulle til for at opretholde en dags løn. Til at leve livet for dem og deres familier.

Det er ikke altid at der er gevinst. Vi kan ikke forvente at livet arter sig som vi helst ønsker det.

De havde været igennem en lang nat på søen, slidt som altid, og ingenting fået, siger Peter til Jesus med en slet skjult forurettelse og undren i stemmen. Det var ikke som det plejede at være alle de andre dage, hvor fiskene kom i nettet, og dagene lignede stort set hinanden.

Der er andre vigtige ting på spil denne dag. Vi skal nemlig have fortalt om Jesus, som den, der aktivt, med himmelsk kraft, griber ind i menneskers forhold med underfuld optræden. Vi skal have åbnet vores øjne for, at i livet kan det uforudsete og uberegnelige bryde ind, og overrumple os med noget nyt.

Lukas skildrer en hverdag ved søen. Den hverdag vi også selv kan beskrive. En hverdag hvor det er de samme handlinger og de samme mennesker som bærer dagens meningsfuldhed. Hverdagen som vi gerne skulle have det godt med. Hverdagen som giver mig ro fordi det er den dag som jeg kender, og som jeg også mødte i går, og sikkert også skal møde i morgen. Denne dag ved søen er så alligevel ikke helt som den plejer for fiskerne. Det viser sig at de har fisket hele natten og ikke fanget noget.

Vi må gå ud fra at de har oplevet det før. Men nu får de mulighed for at vise deres frustration overfor Jesus. Det kan være voldsomt irriterende når det vi bare forventer fungerer og skal være som det plejer ikke virker.

En hverdag vi er vant til, er på en bestemt måde kan både overraskes af uheldet og af heldet.

Jesus er optaget af noget helt andet i sin tale om Gud fra båden. Han åbner i sin tale om Gud for underets plads i menneskers liv. Underet er en sensibilitet overfor hvad livet er og hvad som kan ske. Vi skal åbne os for underet som knytter os til håbet og ikke kun til frygten.   

Den canadiske filosof Charles Taylor taler om at hvad det er som sker med vores liv hvis vi mister sensibiliteten for det transcendente. Med det transcendente mener han ikke bare Gud, men også forskellige gode og onde ånder som mennesker i historien har forbundet sig til. Det transcendente er det anderledes, som ikke kan defineres ud fra den måde vi normalt taler om ting og det som sker i verden.

Taylor taler om at menneskets selv tidligere i det førmoderne var porøst, mens det moderne selv er polstret. At være et polstret subjekt, at have lukket den porøse grænse mellem det indre(tanken) og det ydre (naturen, det fysiske) er til dels et spørgsmål om at leve i en affortryllet verden. Vi er de moderne og lever i den polstrede verden. Han mener ikke at vi bare kan gå tilbage til at se på verden befolket af gode og onde ånder. Men vi kan lære af spiritualiteten og sensibiliteten overfor verden, at den er mere end et fysisk og mekanisk univers.

Jesus er ikke tryllekunstner som skaber de fisk som mangler. De er der nede i vandet. Underet vil ikke fortælle, at der skabes noget nyt og ukendt. Fiskene er der i vandet. Men de var der ikke da fiskerne var ude på søen.

Noget er gået i stå, kommer i gang og bliver til meget. Det sker ikke så sjældent at noget i livet vi er vant til er der, går i stå eller bliver mindre. Og når det så flyder igen, det som mangler, bliver vi glade og taknemmelige.

Fiskefangsten er virkelig nok. De er jo ellevilde over alle de fisk. Peter siger ellers til Jesus, at de har slidt hele natten og han faktisk ikke rigtig orker at tage ud igen. Men på Jesu ord, som er Guds ord, vil han gøre det. En trist nats fiskeri bliver til en gudstjeneste. Hvor vi får mere end vi kan se og fatte.

Livet bliver genfortryllet. Det er at kalde livet frem igen. Det gør Jesus med guddomskraft, men vi skal også gøre det i det i vores liv med hinanden. Kalde livet frem handler om tage vare på liv, tage vare på skabelsen. Vi gør det hele tiden, ikke bare af lyst, men gøre det som hører livet til. Det er det helt elementære og uundværlige som vi hørte epistlen tale om før vise medfølelse, kærlighed, omsorg og ydmyghed….ikke gengælde ondt med ondt…..men ønske alt muligt godt … Det er det, I er udvalgt til……

Vi kan som mennesker ane at verden er noget mere end det faktiske, noget mere end det vi kan beskrive. 

Gud som ord er uendelig og ubeskrivelig. Men når Gud åbenbarer sig, som han gør i Peters fiskedræt, får ordet Gud et andet præg. Gud er et ord som det er vanskeligt  både at forstå, at afgrænse og definere. Ordet Gud kan dog noget særligt: på en gang er det selv en del af sproget, og samtidig forsøger det at sige noget mere end sproget.

Derfor ser vi Peter efter den store glæde over fangsten, falde helt ned på jorden igen, og liggende for Jesu knæ om sig selv sige: jeg er en syndig mand. Hvorfor siger Peter ikke bare tak for hjælpen til Jesus? At han gav dem modet tilbage, om ikke at opgive, men prøve igen.

Vi tænker naturligt hvori hans synd består? Altså, hvad har han gjort galt. Fangsten var jo en stor glæde som kan indbringe penge og ikke mindst mætte mange munde. Han stolede ikke nok på Guds kraft. På det muliges virkelighed. Synes måske ikke at han fortjente denne fangst.

Har jeg med Gud at gøre, skal jeg forvente at undere kan ske. Det er en synd ikke at forvente det. Det er at gøre Gud lille. Jesus udfordrede Peter ved at vise ham at livet er stort og uforudsigeligt.

Selvfølgelig gør Gud lidt til meget. Det må vi tro på. Det lidt der gøres, bliver et tegn på, hvad Gud altid gør. Det er jo det vi holder dåb og nadver på, lidt vand, lidt brød, usynlige streger på ansigt og bryst. Amen