Dette hellige evangelium til 5. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes 

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«  Johannesevangeliet 16,23b-28

Prædiken 

Ansigtet har lukkede øjne. Øjnene kigger indad. Det er ikke så tit, at vi ser et andet menneske med lukkede øjne. Det er måske kun vores allernærmeste, der ser os med lukkede øjne.

Det kræver tillid at lukke sine øjne, imens andre ser…

Det kan også hænge sammen med, at vi tit er meget optaget af at stræbe efter succes og fremgang, og derfor gerne vil indse og gennemskue, holde øje og være fremadskuende…

Vi taler meget. Siger noget hele tiden, blander os og er på banen, formulerer os og sætter ord på alt mellem himmel og jord hele tiden...

Men ikke det her menneske med lukkede øjne (og lukket mund). Det menneske er i gang med noget helt andet…

Versunkenheit, altså fordybelse, kalder Paul Klee sin tegning.

Paul Klee minder os med dette billede om vigtigheden af fordybelse. Denne form for fordybelse retter sig ikke udad mod resultater, men indad. Og det er også bønnens væsen…

Det, der ofte melder sig hos os, når vi er lige dér i fordybelsen, i bønnen med lukkede øjne, er spørgsmål som:

Hvordan skal det gå? Kan jeg klare det? Hvor skal jeg hen? Hvad skal jeg gøre? Spørgsmål, som tilsyneladende lyder ud i det tomme rum...

Vi kan sammenlignes med fugleunger, der sidder på redekanten med det svimlende dyb under os og kigger mistroisk på vores vinger: skulle de være til nogen gavn i denne situation?

Jeg ved ikke, om I kender det? Men jeg kan have det sådan, når jeg vågner om morgenen. At ligge dér med lukkede øjne endnu i den nærhed til døden, som søvnen er…

Nogen gang en uklar angst, en uklar følelse af at være udfordret af uklare trusler….

Det er først i tilbageblik, at vi kan konkretisere, hvori angsten bestod: angsten for den strenge skolelærer, angsten for utilstrækkelighed, angsten for adskillelsen, angsten for at miste, angsten for at blive gammel, for at miste hørelsen og tænderne, angsten for at overleve ægtefællen – og angsten for døden...

Alt sammen tilstede i en form om morgenen dér på grænsen mellem søvn og vågenhed. Den tilstand er en form for bøn.

Fordybelse dér (i sengen) hvor dagen gryer – sådan ser det ud.

På et tidspunkt, lige om et øjeblik slår jeg øjnene op…

Det giver kun mening at ligge sådan, fordi der er nogen, der hører den bøn…

Jesus siger til disciplene i sin afskedstale: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Det er en ny mening, en ny fylde, der peges på, når Jesus siger, at vores glæde gennem bønnen og bønnens opfyldelse kan være fuldkommen…

Den fuldkomne glæde er noget, vi har i vente. Glæden kender vi allerede (måske kun glimtvis). Og den fuldkomne glæde skal komme. Det må vi tro…

Vejen frem mod den fuldkomne glæde er en fordybelse i bøn og derved også en indøvelse i at flytte tyngdepunktet fra os selv og til Gud og til næsten…

Det er at flytte tyngdepunktet fra billedtale til det faktiske, fra drøm til konkretion, fra skygge til lys.

Bøn handler ikke om personlig udvikling, men om personlig afvikling. Afviklingen af begær rettet mod vores egne behov og indsættelse af Guds fylde og næstens fordring.

Jesus er selv et godt eksempel på det. Natten før langfredag, da han var dødsensangst og bad til Gud om at blive fri for den lidelse, der ventede ham. Dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil, Gud!

Vi ved, at der skete noget i det møde med Gud, som bønnen er – at Jesus fik mod og kræfter til at være i langfredag – i tvivlen, lidelsen, ensomheden og døden…

Guds vilje bliver konkret, kunne vi sige. Ordet konkret kommer af con-crescere: At vokse sammen. Når vi vokser sammen med Gud i bønnen, bliver vi konkret…

Og det er hvad der sker med Jakob i kampen (som vi hørte i teksten, jeg læste før). Meningen med Jakob og den betydning hans liv skal have bliver konkret…

Det er et menneskeligt vilkår, at vores liv er afsked, adskillelse og sorg. Og det er mennesket bestandigt blevet tankefuld over, ligesom vilkåret skræmmer…

Den sidste aften i Jerusalem tager Jesus afsked. Han tager afsked med verden, og lover fortsat at være nærværende eller til stede for disciplene i bøn…

Og samme aften beder Jesus for sine disciple og for alle os, der skulle komme efter.

Han gør det i den kærlighed, der er i grunden. Og som kommer før alt andet, som ikke er en ledsager, men en forudsætning.

Og i den kærlighed er du og jeg sammen med ham, og der vil vi altid være til stede…

Og således gives livet tilbage.

For i den kærlighed er livsmodets kilde…

Det er lovet os, at ingen af vores bønner forbliver uhørte af Gud. Dybest set handler vores bøn om, at vi tør tro, at der også for os må være en fremtid og et håb…

Nok er adskillelsen vores vilkår og indimellem synes det slet ikke at være til at leve med. Men paradoksalt og frimodigt skal det igen og igen lyde, at Guds kærlighed er større end adskillelse, lidelse og sorg…

Når glæden kommer til kort, fordi alting igen og igen falder fra hinanden, så står det ikke i første omgang til dig at forsøge at få klinket tingene og verden og dig selv sammen igen.

Så må du finde tilbage til den dybere sammenhæng, at du vokser sammen med Gud og er forbundet med ham i bøn. Og det er ud af dette, du henter dit livsmod, din glæde og dine kræfter…

At ligge dér i sengen imens morgenen gryer. At ligge dér med lukkede øjne i fordybelse (versunkenheit) endnu i den nærhed til døden, som søvnen er…

Nogen gang en uklar angst, en uklar følelse af at være udfordret af uklare trusler….

Angsten for utilstrækkelighed, angsten for adskillelsen, angsten for at miste, angsten for at miste retning og miste mening, angsten for at blive gammel, for at miste hørelsen og tænderne, angsten for at overleve ægtefællen – og angsten for døden…

Hvad har fuglene vinger til andet end at flyve?

Hvad har vi øjne til andet end til at se?

Dér ligger jeg i sengen, klar til at slå øjnene op og se verden, som den er. På et tidspunkt i min opvågnen hører jeg lydene i huset omkring mig, hører min familie, hører huset vågne.

Det er en ny mening, en ny fylde. Det er Glæden ved at være her i verden og – akkurat i dét øjeblik- udsigten til morgenkaffen…

AMEN