Dette hellige evangelium til 3. søndag i fasten skriver evangelisten Lukas

 ⁴Engang drev Jesus en dæmon ud, der havde gjort en mand stum. Så snart dæmonen havde forladt manden, kunne han tale igen, og det undrede folk sig højlydt over. ¹⁵Men nogle af dem sagde: »Når han kan drive dæmoner ud, er det bare, fordi han får hjælp af Beelzebul, dæmonernes fyrste.« ¹⁶Andre ville udfordre ham og forlangte, at han gav dem et bevis på, at han var sendt af Gud. ¹⁷Men Jesus gennemskuede dem og sagde: »Hvis der er borgerkrig i et land, bliver det ødelagt, og den ene familie overfalder den anden. ¹⁸Hvis Satan bekæmpede sig selv, hvordan skulle han så kunne beholde sin magt? I siger jo, at jeg får hjælp af Beelzebul til at drive dæmoner ud. ¹⁹Men hvis det er rigtigt, hvem hjælper så jeres egne folk, når de gør det? Lad dem afgøre, om I har ret. ²⁰Men hvis det nu er Gud, der hjælper mig med at uddrive dæmoner, så er det jo tegn på, at det er Gud, der har magten.

²¹Man kan sammenligne Satan med en stærk mand, der forsvarer sit hjem med våben og derfor kan have sine ting i fred. ²²Men hvis der kommer en, der er endnu stærkere og besejrer den stærke mand, vil han tage de våben fra ham, som han stolede fuldt og fast på. Han tager alle mandens ting med sig og deler ud af dem. ²³Den, der ikke er med mig, er imod mig. Og den, der ikke hjælper mig med at samle, han spreder.

²⁴Når en dæmon er faret ud af et menneske, flakker den rundt i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men det lykkes ikke. Derfor bestemmer den sig for at tage tilbage til det hus, den blev drevet ud fra. ²⁵Når den gør det, opdager den, at huset er rent og pænt, ²⁶og så henter den syv andre dæmoner, der er værre end den selv, og flytter ind sammen med dem. På den måde bliver det værre for den besatte, end det var før.«

Mens han talte, var der en kvinde mellem tilhørerne, der råbte til ham: »Hvor er din mor heldig. Hun har både født dig og ammet dig.« ²⁸Men han svarede: »Ja, men dem, der hører, hvad Gud siger, og holder fast ved det, er endnu heldigere.« Luk 11,14-28

Prædiken     

Det er en urolig tid, vi lever i. Det er det på mange måder…

Vi er i det tidlige forår. Vejret skifter hele tiden. Det er sådan det er ved jævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Det er som en kamp mellem lyset og mørket, varmen og kulden. Der er stille dage med sol og pludselig bliver det koldt og blæsende igen med nattefrost…

Digteren Ole Wivel skrev kort tid efter 2. verdenskrig en jævndøgnselegier. Han oplevede tiden som en jævndøgnstid, en stormes tid, en fristelsens time, hvor Gud og satan mødes til stævnemøde. Jævndøgnstid er dæmringstimen, hvor vi kunne vente på udfaldet af stævnemødet…

Måske lever vi i en jævndøgnstid. Vi troede, at den kolde krig var afblæst med murens fald 1989, men det er som om situationen er vendt tilbage i en ny udgave…

 Historikeren Francis Fukuyama fik ikke helt ret, da han for år tilbage skrev, at nu var historien som kamp mellem ideologier afsluttet. Det var ellers en smuk tanke. Men verden er kamp og krig er igen på verdens dagsorden med konflikter og krige mellem nationer og verdensdele…

Jævndøgnstid og forårstid rimer på fastetid. Fastetidens tekster har også noget uroligt over sig. Perioden begynder med at Jesus bliver døbt og får Guds ånd og dermed magten til at få folk til at lytte og ting til at ske…

Magt kan misbruges (det ved vi) og Jesus stilles på prøve, da djævlen frister ham til at bruge sin magt til egen fordel.

Jesus modstår fristelsen, og resten af fastetiden er en lang afsløring af, hvordan Guds ånd, sandhedens og kærlighedens ånd, bringer opbrud ind i den verden, vi lever i, og som regeres af løgn og ubarmhjertighed…

I dag hører vi, hvordan Jesus jager en dæmon ud af en mand.  Dæmonen har gjort ham stum, og da den er jaget ud, er manden helbredt og kan tale igen…

Det lyder fremmed for os. Måske endda uhyggeligt og kynisk at forestilles sig, at nogen er besat af det onde, dæmoniske…

Tidligere afbillede man det onde som en djævel med horn i panden. I dag udtrykker vi os anderledes om det…

Vi ved ikke, hvorfra det onde kommer. Det ondes oprindelse kommer vi aldrig til at kende, men vi ved, hvad det gør: Det blæser livsløgnen ind i os, så fuldstændig modsat fortællingen om, at vores liv begyndte, da Gud blæste sin livsånd ind i os…

Det onde/det dæmoniske ødelægger, forvansker og lokker. Det splitter os…

Erfaringen af splittelse er velkendt for os (det moderne menneske) på et individuelt plan. Vi skal mere end vi kan overkomme. Vi skal mere end vi er bestemt til.

Bekymring og angst hiver og flår i os som en indre kamp i vores hjerter…

Tit tør vi ikke indrømme, at vi ikke magter vores tilværelse, og netop tavsheden isolerer os og udelukker os fra fællesskabet med Gud og med hinanden…

Og netop dér i isolationen har det djævelske frit spil med os.

Ondskab findes. Den er ikke en illusion. Ondskab kan ikke latterliggøres, bagatelliseres. Den er en realitet. Den kan ikke fejes væk…   

Ondskab er en kraft, som vi af og til kun kan bruge ordet ”besættelse” om. 

Vi kan være besat af en fiks ide, som vi med vold og magt vil gennemføre... 

Det besatte menneske er helt indesluttet i sit eget univers og det kan ikke indgå i relationer til hverken Gud eller andre mennesker. Det lader sig ikke berøre af noget. Det er ikke til at tale til fornuft. Det er slet ikke til at få i tale. Det er som i evangeliet: Først når dæmonen er faret ud, begynder den stumme at tale igen…

Der er kræfter til stede, der er stærkere end vores. Og når vi mærker, hvordan de har taget i verden, i os selv – eller dem vi elsker, kan vi blive fortvivlede og ikke ane, hvor vi skal vende os hen…

Trøsten – forløsningen kommer til os udefra, fra Kristus (ånden fra Nazareth). Det kommer til os under modsætningens fortegn. Vi ser det i dåben. Der, hvor korset ikke mere er tegn på ondskab og død – men på befrielse og liv.

Her skal det onde ikke få magten. Her er der valgt side. Modtag det hellige korses tegn, både for dit ansigt og for dit bryst. Vi ser det. Og vi hører, at det er ”et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus”.

Vi ved ikke, hvor det dæmoniske/det onde kommer fra. Vi ved heller ikke hvor Gud kommer fra, men vi ved, hvorfor han kommer. Han kommer for at samle os og hele det brudte.

Hans ord vækker os og kalder os ud af vores dæmoniske indesluttethed, så vi kan leve med hinanden i en verden, hvor tro er før mistroen; godheden er før ondskaben.

Det er hvad evangeliet minder os om i dag og herfra får vi kraft til at imødegå det onde…

Det er ikke let at tro det. Det er heller ikke altid så let at holde fast i det. Vi skal hele tiden mindes om det – og vi går så let vild…

Det onde eller det dæmoniske er afhængig af, at der er nogen, der lægger hus til – nogen der lukker det ind og giver det krop.

I evangeliet beskrives det, at det dæmoniske farer rundt indtil det finder et tomt hus – et menneskehjerte, der er tomt og ikke kan forsvare sig…

I salmen, som vi skal synge om lidt, drages der omsorg for det urolige og bange hjerte. Det er Janne Marks Syng for alverdens urolige hjerter.

Her skriver Janne Mark, at "det er en salme om, at der må være håb, hvor angst og bekymring overvælder livsmodet. At insistere på, at der findes fred i kaos. En gudsforbundet fred og forsoning."

Salmen er en insisteren på, at freden findes, og glæden er på trods af alverdens uroligheder, og at vi ikke er overladt til os selv og vores egen dæmoniske angst…

Salmen er en bøn om, at Gud må synge i os. Gud synger ikke bare i os, men i alt, som er. Vi beder om, at Gud må synge jorden til ro, at Gud må synge for alverdens urolige hjerter og lægge et spor ud – et mærke, vi kan gå efter, når alt omkring os er kaos.

Der er ikke nogen egentlig reference til evangelietekstens advarsel om ikke at lade sit hjerte stå tomt og uden forsvar for onde kræfter, og alligevel er det netop det, det handler om, når Janne Mark skriver:

Syng for alverdens urolige hjerter, fyld dem med glæde og tro syng frem erindring om livsmod og lindring hvor kun bekymring vil gro.

Det stærkeste bolværk mod bekymringens og angstens dæmoner er et hjerte fyldt med glæde og tro, fyldt med fuldkommenhedens ånd… AMEN