Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, v2  og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« v3  Men han fortalte dem denne lignelse: v4  »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? v5  Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, v6  og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. v7  Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

v8  Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? v9  Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. v10  Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« Lukas 15,1-10

Jesus havde en særlig forkærlighed til lignelsens univers, der som mål altid vil sige noget om Gud og tager sit udgangspunkt i nogle erfaringer vi kan leve os ind i. Sådan også med lignelsen om de 100 får hvor et får bliver væk, og kvinden der mister én af sine sølvmønter. Det bortløbne får og mønten der har gemt sig i huset bliver fundet, og alle er glade.

Lignelsen Jesus fortæller er en replik til hans samtids kritikere der ikke synes om at Jesus havde kontakt med udstødte mennesker, ligefrem spiste sammen med samfundets tabere. De oplevede i deres møde med Jesus at blive fundet og set på som ligeværdige mennesker.

Er man blevet væk fra dem man hører sammen med er det en lettelse af blive fundet. Eller bare blevet væk, glemt af alle, sat udenfor. Og så er der et menneske der ser én, og taler måske ligefrem.

Der er også en lektie at lære for den som bliver fundet. Kommet tilbage i fælleskabet er det vigtigt at huske at jeg blev jo fundet af nogen, mødte barmhjertigheden, der var nogen der ville mig, og næste gang kan det blive mig der skal ud at tage mig af én som har behov for min hjælp. Det er ikke fordi det er så svært at forstå, at den hjælp jeg selv modtog, kan blive den hjælp jeg selv skal give videre til en anden.

Fåret og mønten repræsenterer menneskers skæbne, og understreger hvert enkelt menneskes unikke værdi. Vi kan som fårene og mønterne være meget forskellige, men vi bærer alle rundt på en grundlæggende værdi som menneske. Vi er alle mennesker, men forskellige personer.

Hvor det er godt at blive fundet! Lade sig finde og blive indlemmet i fællesskabet igen. Følelsen af at jeg betyder noget for nogen. Jeg var væk, men ikke glemt. Jeg var savnet fordi nogen synes at jeg hørte til, og ikke kunne undværes.

De to finde-lignelser af Jesus vil netop forsvare det enkelte menneskes værdi og opfordre til at sætte den værdi over alt andet. Gud Herren er som den husmor, der med bævende hjerte og rystende hænder farer rundt for at lede efter den mønt af husholdningspengene, der er blevet væk, leder og leder, lige til hun finder den – og så, bryder ud i den største jubel, når hun finder den, kalder naboerne sammen og indbyder til spontan fest. – Så meget bekymrer Gud Herren sig om hvert eneste lille menneskebarn til alle tider! Svimlende, ufattelige tanke! Den rene galskab, den største naivitet, når man betænker, hvordan livet går for sig i verden.

Derfor skal vi holdes fast på denne grundlæggende kristne værdi: Troen på det enkelte menneskes guddommelige værdi. Det er Jesu tro. Og derfor er det også i hans ånd at gøre alt for at beskytte og bevare ethvert menneske, uanset hvor sygt, hvor gammelt, hvor lille, hvor fattigt, hvor svagt det er. Uanset hudfarve, køn, seksuelle orientering, og begavelse.

Hver gang et udsat menneske møder medfølelse, og hjælp, glædes Gud. Og hver gang et menneske opnår noget på andres bekostning, ved snyd og bedrag, ved kun at tænke på egen interesse, lider og vredes Gud over det.

Det Jesus vil sige med sin lignelse om det mistede får og den tabte mønt er, den største glæde mennesker kan vise Gud er, når det går ud for at lede efter den mistede, finde det tabte.

Lignelsen fortælles på baggrund af, at Jesus har sat til bordet sammen med syndere og toldere.-  dvs. dem, som blev rige på at indkræve skat for den romerske besættelsesmagt blandt den i forvejen udpinte jødiske befolkning – og derfor, med rette, var hadet af befolkningen. At spise sammen på Jesu tid og stadig i dag i Mellemøsten har stor værdi. Måltidet mellem mennesker signalerer mere end bare socialt fællesskab. Det er en ære at blive inviteret til et måltid. At spise sammen betyder også at dele liv. Måltidsfællesskabet fortæller at man ønsker fred, at vise hinanden tillid og tilgivelse.

Når de spiste sammen med Jesus kan vi godt forstå, hvor stor en betydning det må have haft for dem. For det meste kunne de mærke en kulde fra andre mennesker side, og pludselig at blive inviteret til spisning. Når vi betænker hvordan det at spise sammen i den grad for én til at føle sig en del af gruppe mennesker. Man spiser sammen af den samme mad, og man sidder sammen og alt det synliggør at man hører til i en sammenhæng med andre.

Det er det Jesus vil sige med denne lignelse og med den glæde Gud deler med hyrden og kvinden, da de finder fåret og mønten, at vi er alle Guds glæde.

Vi kan gå vild og føle os udenfor, men spejler vi vores liv i fåret og mønten er vi aldrig fortabte. Så bliver vi altid fundet af nogen. Det vil aldrig gå så galt, at ingen vil gå ud og lede efter den fortabte. Lignelsen fortæller om et etisk univers, hvor der altid er hjælp til den nødstedte, den som føler sig udenfor, den helt fortabte.

Jesus fortæller sin lignelse for at sige at sådan er Gud. Gud forlader aldrig sit menneske! Hyrden og kvinden er billeder på Gud, men samtidig også almindelige mennesker. Jesus opsøgte selv de fortabte og ensomme mennesker i egen tid, ligesom vi skal lade os fortælle ind i lignelsen og tænke på at én dag er vi måske fåret eller mønten der blevet væk, og længes efter at nogen skal finde os. Og en anden dag er vi hyrden og kvinden der leder efter én som er blevet væk eller er alene uden andre at tale og være sammen med.

Vores liv er et liv blandt andre mennesker. Vi går ud fra at andre mennesker vil os det godt. Menneskers liv er forviklet med hinanden, og derfor kan det ikke være lige meget hvordan det går den anden. Det påvirker os mig. Vi er hinandens verden og hinandens skæbne.

Vi ser hyrden forlade de 99 får for at gå ud at finde det får som mangler. Hyrden handler med det samme og går ud og leder. Ikke de store overvejsler om nytte og farer og kan det ikke være lige meget. Fordringen lyder: du skal tage vare på den anden. Amen