Prædiken 24. søndag efter trinitatis

Prædiken 24. søndag efter trinitatis

Prædiken 24. søndag efter trinitatis

# Prædikener

Prædiken 24. søndag efter trinitatis

Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« v18  Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.

v19  Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. v20  For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. v21  For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. v22  Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, v23  for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.

v24  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. v25  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. v26  For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. v27  Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. v28  I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst v29  og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. Johannes 5,17-29

November virker tung og lang. Hvornår får dette mørke ende, som tager til dag for dag. Der ikke meget pænt at sige om november. Jeg hørte en gang om én som kaldte november for depressionernes måned. Fordi efterårstiden for mange er en vemodig, næsten dyster tid, en tid hvor det går tilbage – fra varmen, sommeren, fra lyset.

Der er ingen formildende omstændigheder i november. Ingen helligdage at lune sig på. Ingen særlige traditioner vi samles om.

Digteren Henrik Nordbrandt er vel den, der bedst har skildret den ulideligt lange måned i sin gennemgang af året:

Året har 16 måneder: november

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november.

Johannes er prædikentekst til denne søndag. Han er heller ikke venlig stemt overfor os. Jeg ved ikke hvor meget I fik fat i af det som Johannes skriver.

Det hele virker som en meget intern diskussion der har fundet sted i den tidlige kristendom, hvor man endnu ikke kunne tale om at der var noget som hed kristendom. Der tales frem og tilbage om forholdet mellem Gud og hans søn Jesus. Jamen, vi ved da godt, at de har en tæt relation. Dog rart at høre at de begge stadig arbejder. Det er håbefuldt.

Midt i en november med regn, slud og blæst og et mørke som vokser tættere om os for hver dag, for slet ikke at tale om en verden der for øjeblikket hælder mere til den mørke side end den lyse, og heller ikke at glemme det mørke vi selv kan stå i. Hvad har vi allermest behov at høre?

Det trøster når Jesus lover os det evige liv og at vi ikke kommer for dommen. Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Paulus taler om et hus der rives ned og et andet som består. Det sker hele tiden at menneskers verden bryder sammen. Sker det at vi mister vores holdepunkt her i livet, har vi et håb at holde os til i det hus som ikke er bygget med hænder, men er evigt til i himlen. Paulus længes selv efter den bolig i himlen når han siger – så har vi stadig et sted at bo hos Gud, et hus i himlen, der ikke er bygget af mennesker.

Har vi brug for evigheden? Er det ikke bare som Nordbrandt skriver en gentagelse af vores oplevelse af en november måned som ingen ende vil tage? Den evige gentagelse og vi hænger fast i november mørket.

Vi må ikke forstå dette spørgsmål i den mest oplagte fejlslutning, som om det evige liv handlede om liv i al evighed. Et liv i forsættelse af dette liv er der ikke tale om. Det ville minde alt for meget om menneskets uendeligheds drøm om et liv der aldrig slutter og jeg kan fortsætte med at gøre det jeg plejer.

Den vemodige følelse over altings forgængelighed! Hvem kender ikke den følelse. Den følelse der fortæller os, at livet hele tiden forsvinder. Rammes vi ikke alle en gang imellem af følelsen af, at livet leves hver dag og vi gør det vi skal og mere til, og nogle gange kan den følelse ramme én – hvor blev det hele af! Og så kan den følelse snige sig ind i os, tristheden over at livet leves og går til.

Derfor vemodigheden over altings forgængelighed. Det handler om følelsen af, at midt i al det jeg har med at gøre, hvad er det så der holder livet og mig oppe. Er livet kun et stort forbrug, og til sidst er jeg selv brugt op, og så tager døden sig af resten. Er vi som mennesker kastet ud i et tomt og øde univers, hvor det bare gælder om at bruge livet op. Er der noget varigt, evigt, som vi ikke mister, og som tilmed indvirker på livet her og nu?

Udsigten til evigheden skaber håb! At der er noget at se hen til og trøste sig med. Håbløsheden er der hvor vi intet har at se hen til. Der hvor vi har glemt Gud. Men Gud arbejder stadig, fortæller Johannes os. Gud er ikke afhængig af hvad mennesker finder på og hvordan verden udvikler sig. Gud er til i al sin evighed som ikke er af tiden, men udenfor tiden, svævende som et håb i evigheden.

Dog ikke mere svævende er det håb, fordi evigheden er gået ind i tiden vi lever i. Det er det Jesus mener, når han siger, min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.

Gud er den der arbejder ufortrødent videre. Han har ikke trukket sig tilbage til sit otium. Gud er evig og virker stadig der hvor vi føler at livet er stivnet i en dødelig og uformelig tilstand. En november tilstand, men om ikke længe begynder vi at kigge fremad når det bliver advent, og vi venter på barnet som skal fødes. Håbet der går ind i tiden og fornyer livet.

Det er ikke sikkert vi lige kan se det, men vi kan vælge at tro det. For i troen deltager vi i evigheden som betyder, at liv er evigt, fordi det er Guds. Som stadig arbejder og hvad det betyder har én sagt meget smukt på denne måde: ”Hvis ikke der er udsigt til evigheden, hvad er vi her så for?” – Ja, hvad er vi her så for? Hvad skal vi med vores oplevelser, vore erfaringer, vore glæder og sorger, vor stræben, vore sejre, vore nederlag, vore lidelser, - hvad skal vi med det alt sammen, dersom det hele løber ud i intet, dersom der ikke er en mening og et mål ud over vort forgængelige liv i denne verden”.

Mennesket er ikke overladt til selv at finde meningen i livet. Vi kan ikke nøjes med at leve af det materielle og vor teknisk-videnskabelige verden. Det er ikke nok til at leve et liv på.

I dåben bryder evigheden ind i vores verden. Det sker i velsignelsen af barnet der i al evighed bliver lovet at dets udgang og indgang er i Guds magt. Det er hvad forældre selv føler når de har fået et barn; allerede vores sprog afslører den større virkelighed, hvorfra barnet kommer, når vi siger ”jeg fik et barn” og jo ikke ”jeg tog et”. Noget eller nogen gav os et barn, selvom vi selvfølgelig har lagt vore kroppe til, så åbner det for den evighed hvor gaver gives for intet. Når vi om lidt fejrer nadveren vil mennesker rejse sig og lægge sig på knæ ved alteret. Det ser så enkelt ud: lidt brød og lidt vin, bagt i ovnen og købt ude i byen, nogle mennesker som falder på knæ.

Hvorfor gør de det? Ikke fordi de skal få fremgang, men fordi de viser at der i denne så menneskelige kirke findes noget mere – den helt Anderledes; evigheden; Gud. Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed