Prædiken. 23. søndag efter trinitatis. Mona Høgh (kopier)

Prædiken. 23. søndag efter trinitatis. Mona Høgh (kopier)

Prædiken. 23. søndag efter trinitatis. Mona Høgh (kopier)

# Prædikener

Prædiken. 23. søndag efter trinitatis. Mona Høgh (kopier)

Dette hellige evangelium til 23. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Markus:

I sin undervisning sagde Jesus: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Markusevangeliet 12,38-44

Prædiken

Livet er langt, lykken er kort. Saglig er den, der tør give det bort.

Sådan skriver Kim larsen i sangen Papirklip fra 1983. Hvad mener han i grunden, når han siger: Saglig er den, der tør give det bort, altså salig er den, der tør give livet bort?

Det lyder selvopofrende og opslidende at skulle give det hele bort – også selve livet. Det lyder helt umuligt og helt igennem vanskeligt!  

Jeg kom til at tænke på Kim Larsens citat, da jeg læste om den fattige enke i fortællingen, vi lige har hørt. Er hun forbillede på netop dette: at turde give det hele bort, og betyder det, at vi skal gøre det samme: give selv de allersidste mønter, så vi ikke har mere tilbage?

Det er et højt krav at stille.

Der er rigtig mange mennesker, som i dag blive ramt af stresse, og tit har de en oplevelse af, at de har givet alt hvad de har, og nu har de ikke mere tilbage. De er helt udmattede af at give, udbrændte. 

Den tidligere professor i teologi på Harvard: Arthur C. McGill, udtrykker et sted en kritik af den kristne kirke; At den har stukket folk blår i øjnene ved at lægge vægt på: hvad vi kan give, fremfor hvad vi har brug for at modtage. Og hans kritik er vigtig i den tid vi lever i…

Bruger vi fortællingen om enken til at formulere en slags krav om: at vi mennesker skal give mere af os selv, og gør vi enken til et forbillede for grænseløs selvopofrelse, så risikerer vi at lægge endnu en byrde på os selv og på andre – også det menneske, der allerede har meget lidt at give…

Så måske skulle vi prøve at gå en anden vej…

Vi kunne lade den fattige enke være et billede på Jesus. Så bliver hun ikke et eksempel på, hvor meget vi bør ofre og give. Ved at give alt hun har (hele sit livsgrundlag) peger hun hen på Jesus, som giver hele sit liv og sig selv til os…

Det er den gave vi får givet, det er at være givet eller vi kunne sige: det er at leve modtagende eller vi kunne sige leve i modtagelse.

Jesus bringer Guds rige ind i denne verden, en virkelighed med sin oprindelse og stadige kilde i Gud. Gudsrigets kræfter er frit og gavmildt strømmende i verden.

Det er det vi modtager, lever af og bæres af…

Vi oplever det ikke fuldt realiseret, men dog i glimt. Den guddommelige godhed kan gøre noget ved os, den kan bevæge os og kalde mere frem i os. Den kan åbne en ny forståelse af, hvem vi er…

Vi bliver til igennem det, vi modtager, og som vi netop ikke selv råder over. Noget kan komme til mig, som giver mit liv en retning, jeg ikke selv kunne have frembragt...

Vi kender i almindelige menneskelige forhold til, at en andens tillid kan gøre os i stand til noget, vi ikke troede muligt. Den, der nærer tillid til os, kan åbne en fremtid for os, vi selv havde lukket.

Vores forhold til Gud begynder dermed før den præstation, hvormed vi forsøger at gøre os værdig til det. Vi behøver ikke først at have givet alt for at høre til hos Gud. Gud møder os allerede dér, hvor vi kommer til kort. Og komme til kort, det gør vi alle sammen før eller siden, fordi vi lever modsætningsfyldte og begrænsede menneskeliv…

Det omfatter også den udmattede, som ikke magter endnu en opgave, og den skyldbevidste, som synes altid at skylde andre mere.

I modtagelsen bliver vi fri fra vores optagethed af at bevise vores egen godhed og det gør os friere til at give til andre. Vi kunne sige, at gavmildheden vokser ud af et liv, som selv bæres af noget modtaget…

Mon ikke det er, hvad Svein Ellingsen siger i den salme, vi skal synge om lidt? Han formulerer det sådan her:  

Vi rækker vore hænder frem

Som tomme skole

Kom til os, Gud og giv os liv

Fra kilder uden for os selv.

I svaghed fremmer du dit værk.

Det betyder ikke, at vi slet ikke har noget at give. Det er når vi er vendt mod Gud, at vores hænder er som tomme skåle, modtagende. Vendt mod medmennesket er det en hel anden sag. Dér kaldes der på frugter af den kærlighed, vi modtager i de tomme skåle.

Dér skal vi arbejde livgivende for hinanden…

Nogen mennesker får den nåde at kunne udrette store ting, men alle har vi noget at bidrage med. Ikke hele tiden – og ikke nødvendigvis noget, som ser ud af noget: et nærvær, et venligt ord, en bøn.  

Virkeligt liv, sandt liv er ikke det liv, vi selv prøver at skabe på vores egne betingelser. Derimod er det virkelige liv det, vi modtager øjeblik for øjeblik fra andre.

Det handler ikke om en atypisk, spirituel religiøs erfaring.

Det handler om taknemmelighed for de basale ting i vores helt almindelige liv. Ultimativt modtager vi alt fra Gud og fra verden umiddelbart i hvert eneste øjeblik (McGill).

Vi modtager på ny hver morgen. Vi modtager alting på ny: Luften, vores venner, verden…

Der er tale om et kredsløb af kærlighed, udsprunget af Gud selv.

Ved at være givet/leve i modtagelse, bliver vi i stand til at give – selv livet bort, så vi (om ikke nu) så en gang, må blive evigt salige. AMEN

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed