Dette hellige evangelium til 22. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus 

¹Kort tid efter kom disciplene og spurgte Jesus: »Hvem er egentlig den største i Guds kongerige?« ²Jesus kaldte et barn hen til sig og stillede det midt imellem disciplene. ³»Hør nu her,« sagde han. »Hvis I ikke ændrer jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds kongerige. ⁴Den, der gør sig lige så lille som barnet her, han er den største i Guds kongerige. ⁵Hvis nogen tager imod sådan et barn på grund af mig, er det i virkeligheden mig, han tager imod.

⁶Men stakkels den, der får en af de små, der tror på mig, til at miste troen. Han vil være bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive smidt i havet. ⁷Forbandede verden, der lokker mennesker væk fra Gud. Det er uundgåeligt, at nogle mennesker mister troen, men den, der får dem til det, vil blive forbandet. ⁸Hvis din hånd eller fod får dig til at gøre noget forkert, så hug den af, og smid den væk. Det er bedre, at du mangler en hånd eller en fod, når du går ind til det evige liv, end at du bliver kastet i helvedes ild med hænder og fødder i behold. ⁹Og hvis dit øje får dig til at gøre noget forkert, så riv det ud, og smid det væk. Det er bedre, at du mangler et øje, når du går ind til det evige liv, end at du bliver kastet i helvede med begge øjne i behold. ¹⁰Pas på, at I ikke ser ned på en af de små her. Husk, at de har engle i himlen, som står ansigt til ansigt med min far. ¹¹Jeg, Menneskesønnen, er kommet for at frelse dem, der er uden håb.

¹²Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, hvad tror I så, han vil gøre? Vil han ikke forlade de 99 i bjergene og gå ud for at lede efter det, der er forsvundet? ¹³Hvis det lykkes ham at finde det, så kan jeg godt sige jer, at han vil glæde sig mere over det ene får end over de 99, der ikke var blevet væk. ¹⁴På samme måde ønsker jeres far i himlen ikke at miste et eneste af sine børn.

Matt 18,1-14 (Bibelen 2020) 

Prædiken 22. søndag efter trinitatis. Matt 18, 1-14

Det er blevet sidste søndag i oktober. Vi har stillet urene en time tilbage i nat, og mørket begynder at trænge sig på. De kortere dage (bare tanken om, at mørket er på vej) kan dræne os for energi og kræfter. Ja, det kan måske ligefrem få os til at miste modet, at vi går mod vinter…

Men ved indgangen til november hører vi i dag heldigvis håbefulde tekster om at være tegnet i hænderne på den Gud, der har moderhjerte for sit menneske…

Den Gud, som går ud og finder os, løfter os op på skuldrene og bærer os hjem, når vi som vildfarende får er faret vild i tilværelsens ødemark…

Den Gud, der trækker det svage ind i midten og giver det plads som noget, der skal værnes om…

Hvem er størst? Spørger disciplene nemlig Jesus i teksten til i dag. Det er den mindste, svarer Jesus. Så omvendt er perspektivet, når perspektivet er Guds…

Den største er den, der ydmyger sig og bliver som et barn.   

En nutidig definition af ydmyghed er: ikke at se sig selv som verdens centrum. Ydmyghed er afgivelse af autonomi i forhold til andre mennesker og i forhold til tilværelsen som sådan.

Det er ikke ligefrem en sællert i en tid, hvor individets selvbestemmelse synes at stå over alt andet. Uanset hvor vi befinder os i storpolitik (i en amerikansk valgkamp eller i en krigssituation i Mellemøsten), på arbejdspladsen, i skoleklassen eller i familien, så er der magtforhold og hierarkier. Nogen der bliver lyttet mere til end andre, nogen der har mere indflydelse og magt end andre…

Det er ikke altid så lige til at få øje på ydmygheden. Selvom (vil jeg mene) magt faktisk indebærer ansvar for at lære sig ydmyghed…

Magt er et redskab til at tjene andre og ikke et mål i sig selv. Det er ydmyghed, der lærer os det (eller i den bedste af alle verdener er det ydmygheden, der lærer os det)…

I de første kristnes antikke samtid var ydmyghed ikke et positivt ord, men noget man brugte om slaver eller andre, man regnede for mindreværdige…

I kristendommen bliver ydmyghed en af de vigtigste dyder.

Og det er alene i kraft af manglende status, barnet fremhæves. Barnet er samfundets mest udsatte, samfundets mest sårbare medlem. Barnet er både intet og samtidig udtryk for et særdeles skrøbeligt håb.

Så det er den, der bøjer sig for det (barnet), der er den største.

Mon ikke Jesus peger på sig selv her, som den første af de største…

Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig, siger Jesus.

Det er skrøbeligheden, der forbinder Jesus med barnet.

Vi tror på en Jesus, som er så udsat, skrøbelig, så let at tilintetgøre, som at lukke hånden om den fugl, vi har i den. Og samtidig tror vi på, at han i den skrøbelighed er Gud, udødelig og evig.

I dåbssalmen som vi sang før, beskriver Gustava Brandt sammenhængen mellem Jesu skrøbelighed og barnets skrøbelighed.

Barnet er udleveret til andres hjælp og nåde, forsvarsløst, nøgent, afmægtigt, sårbart og skrøbeligt, ligesom den fødte og døende Jesus, som vi kender fra trosbekendelsen…

Dåbssalmen er relevant at synge i dag både fordi det er Olivers dåbsdag, og fordi den kaster lys over sammenhængen mellem barnets blik og Jesu blik på os i dåben…

 Vor Herre tar de små i favn,

Dem skal I ikke hindre!

Det er jo Jesu blik, vi ser

i barneøjne tindre

Det lille barns blik er noget helt særligt. Det kan være så stærkt og direkte, at vi næsten kan føle trang til at beskytte os imod det. Det får os til at slå blikket ned eller vi forsøger at få magt over det ved at få barnet til at smile…

Det er øjne, som for et øjeblik lukker rummet omkring os, så der intet andet kan være – end to blikke…

Et blik der ikke handler om ret og retfærdighed, gamle sår og trættende magtkampe, men som kalder os frem – genkendt som et værdigt menneske i al vores skrøbelighed og sårbarhed. Et blik der kalder os frem til et liv med hinanden…

Barnets blik afslører det guddommelige, hvis vi tør se det…

Når vi møder det sårbare barn i et medmenneske, så skal vi værne om det, for der er vi på hellig grund, og der er det livet om at gøre, at vi er varsomme, rummelige og kærlige (ydmyge) i mødet med hinanden…

Vi kommer let som fællesskab til at lefle for det stærke og foragte det svage, og det er netop det, Jesus taler så hårdt imod i dag, tror jeg…

Ved ikke at rumme barnet i hinanden, ved ikke at se med milde øjne på svagheden, får vi en byrde at bære (en skyld), der er lige så tung som en møllesten om halsen (for nu at bruge sproget fra evangelieteksten´).

Vi vil helst styrken og autonomien. Vi vil ikke svagheden eller skrøbeligheden. Men alt det med Gud. Alt det, der har med det guddommelige at gøre. Det oplever vi bedst dér, hvor vi helt giver slip på at kunne selv, ville selv…

Der hvor vi må være den, der skal løftes. Der, hvor vi hverken kan tage selv eller bære selv. Der, hvor vi som det lille barn vover at tage imod i tillid…

 Til os efterårsmatte siger Jesus jo ikke: Tag dig sammen!

Nej, han siger: Kære menneske, du må godt være skrøbelig som barnet. Kære menneske, det er livsafgørende vigtigt for dig, at du hengiver dig til at være skrøbelig som barnet.

For alt det vigtigste i livet, kærligheden og Gud selv, er ikke noget, vi i vores voksenhed kan magte os frem til. Det vigtigste er det, der gives os i vores skrøbelighed: Det, vi ikke kan andet end at tage imod – nøjagtig som vi gør det i dåben.

AMEN