Jesus sagde: Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. v29  Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. v30  Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. v31  Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. v32  For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Lignelsen om de onde vinbønder

v33  Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. v34  Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. v35  Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. v36  Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. v37  Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. v38  Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. v39  Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. v40  Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« v41  De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«

v42  Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
      Den sten, bygmestrene vragede,
      er blevet hovedhjørnesten.
      Det er Herrens eget værk,
      det er underfuldt for vore øjne?
v43  Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. v44  Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matthæus 21,18-44

 Synet af en vingård vækker min lyst efter at gå ned og se på de krogede vinstokke og de skønne druer. Esajas, profeten, bekræfter blot hvad synet fortæller os. Han fortæller om sin vens vingård som ligger smukt på en frugtbar skråning i Israel. Vingården er et elsket billede i mange af Bibelens fortællinger. Det optræder tit i fortællinger som vil tale om Gud og hvordan mennesket skal leve.

Matthæus som vi har lyttet til taler om vingården som et billede på Israel, som Guds beskyttede og frodige ejendom. Det er Guds vingård ikke kun fordi han elsker den, men fordi han omhyggeligt plantede den. For Matthæus er vingården et skrøbeligt billede fornemmer vi tydeligt. Der er noget på spil i vingården. Først hører vi om de to sønner som siger ét, og gør noget andet. Dernæst vingårdsejeren som forpagter sin vingård til nogle vinbønder som fuldstændig misligholder deres forpligtelse. Den fredelige vingård som igennem generationer var et billede på harmoni og fred vakler.

Matthæus giver os med disse billeder af vingården et indblik i den tidlige kristne menigheds dannelse, som Matthæus selv tilhørte. Matthæus er jøde, men har mødt Jesus og blevet grebet af hans budskab.

I år 80-90 e.Kr. hvor Matthæus skriver sit evangelium, er jødedommen ved at blive splittet i to grupper. I en gruppe af jøder, nok de fleste, som tilhører den gamle traditionelle jødedom. Heroverfor står Jesus og hans tilhængere som ny tænkerne som vil bære Guds riges frugter videre på en ny måde. Det er om disse to grupperinger Jesus siger: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.

Riget tages fra de jødiske autoriteter og gives til de marginaliserede som har fulgt Jesus. Altså de mennesker, som senere efter Jesu korsfæstelse, død og opstandelse bliver til den første kristne menighed. Matthæus skriver mange år efter Jesu død og opstandelse. Den kristne menighed er en realitet mens Matthæus skriver. Han var selv én af de kristustroende. De jødekristne skal overtage vingården og sørge for at der  bliver passet godt på den som Gud det vil.

Er det her så bare historie fortælling, som så meget andet bliver til historie med tiden?På den ene side kan vi ikke andet end svare Ja på det spørgsmål. Det vi er vidne til i Matthæus tale om vingården, dens forfald og genoprettelse er fortællingen om at i jødedommen finder der en splittelse sted, som spalter jødedommen. Og ud af den spaltning vokser kristendommen. Og på den anden side er Jesu ord altid en aktuel replik til en hver tid. Vingården er stadig vores og vi er vingården, og må tænke på hvordan vi bærer dets frugter.

Vingården et sted hvor der skal råde fred, kærlighed og glæde. Omkranset af mure som vingården den gang var, får vingården også karakter af et paradis, hvor det er Guds tanke, at de mennesker, som han elsker, skal leve et liv, hvor der er gode og retfærdige forhold.

Hvor vi har omsorg for hinanden, og hvor de ulykkelige og de fattige ikke skriger fra jorden af lutter nød og elendighed. At vi lever et liv, hvor vi ikke krænker hinanden ved at rage til os og overlade de andre til dem selv og deres fattigdom og afmagt. Guds vingård er tænkt som et liv, hvor der hersker en retfærdig godhed og hvor kærlighed og barmhjertighed får glæden og lykken til at blomstre og bære frugt fra dag til dag.

Lad os bruge billedet af vingården til at tale om et samfund, en menighed, ja det kunne være alle de steder hvor mennesker har forenet sig. De jødiske autoriteter som Matthæus udstiller er en gruppe mennesker, som ikke vil give fra sig, men værner om sit eget, om sit sprog, sine vaner, sine møder og måder at betragte livet på. Sådanne grupper findes også i dag, både indenfor kirken og udenfor.

Det står helt klart at der er en gruppe af mennesker i vingården som har forfejlet deres opgave. Vingården er netop givet som opgave af Gud, som svaret på den gave som vingården er. Og opgaven ligger i at bære frugt. Frugterne er indlysende de druer som gerne skal vokse på vinstokkene.

Druer vokser sig modne og fyldes af saft, som når de plukkes og knuses forvandler sig på mystisk vis til en kraftfuld ny tilstand, som er vinen. I Johannes evangelium taler Jesus om sig selv vintræet og dem som han er sammen med som grenene. Jesus bliver selv i sin korsfæstelse og opstandelse identificeret med druen, som knuses og rækkes i nadverens vin. Vinen vi drikker fylder os med kraft til at vokse og bære frugt i vores lille vingård.

Vi må ikke glemme at Guds vingård ikke er et sted som vi skal beskytte og omkranse med mure for at holde det for os selv. Vingården er Guds kraftcenter som vi ikke skal holde på, men få til at gro, blomstre og sætte frugt.

 Bære frugt er når Jesus taler om det, altid frugt for andre, ikke for os selv. At bære frugt er enkle gerninger, som vore medmennesker har gavn af. Det står ikke godt til med vingården. Arvingerne har misligholdt vingården, sønnen, har de slået ihjel. Men den søn skal det vise sig, bliver grundstenen for den nye vingård. I offeret af sønnen skal noget nyt vokse frem.

Det offer skal vi lære af. Gud forventer af os at vi bærer frugt. Den gode frugtes begyndelse er selvransagelsen. Det skal få os til at tænke, hvad det er vi har gang i. Vi har fået en vingård at forvalte og passe på. Amen