Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. v22  Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« v23  Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« v24  Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« v25  Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« v26  Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« v27  Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« v28  Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matthæus 15,21-28

Det er en modig og vedholdende kvinde vi møder i denne fortælling. Hun er tekstens helt klare hovedperson. Jesus er afvisende, virker nærmest sur. Det er ikke den inkluderende og kærlige Jesus som vi oftest møder. Han er heller ikke i centrum som han plejer at være det, selvom det er ham der får det sidste ord og taler til kvinden om hendes stærke tro.

Hun er kanaanæisk, hvilket vil sige at hun ikke tilhører samme etniske gruppe som Jesus og hans disciplene. Derfor reagerer Jesus og disciplene som de gør, og vil have hende til at gå væk. Jesus virker ikke interesseret i at hjælpe denne kvinde. Da han taler til hende, er det kun for at gøre hende klart at han er sendt til de fortabte får af Israels hus.

Hun er i nød. Kærligheden til hendes syge datter drev hende frem. Det kender vi godt til, når vores børn var mindre og syge. Det fortsætter resten af livet, når de har det svært, rykker det i os for at lytte, støtte og måske hjælpe. Er vi i en situation hvor ikke kan magte det, er det ikke sikkert, at vi som kvinden ved hvem vi skal råbe til. Det vidste den kanaanæiske kvinde. Og hun var ikke engang jøde, slet ikke en kristen, men rent ud sagt en hedning, der bare havde hørt et rygte om den Jesus, der gik omkring og gjorde vel med guddommelig myndighed og kraft.

Os der har hørt om Jesus før i de mange fortællinger vi har om ham, kender til hans magt.

Jesu nej får hende ikke til at gå væk. Når vi tænker på den tids syn på kvinder, og forholdet mellem mand og kvinde, har vi at gøre med en særlig kvinde. Hun lader sig ikke slå ud af mændenes tavshed. Hun moser på. Det var hun vel vant til. Davids søn, kalder hun Jesus, og viser at hun godt ved hvem Jesus er, og hvilken myndighed til at helbrede han besidder.

Vi har med en kvinde at gøre der ikke lader sig spærre inde af sædvane for opførsel, og hvad hun kan tillade sig. Hun satte alt på ét bræt, og går direkte og ligefremt til Jesus om hvem hun ved at her er hjælp at hente, og klager sin nød. Hun er desperat i sin insisteren og begavet i sin håndtering af det svar hun får på, hvorfor hun ikke er værdig til hjælp. At hun bare er en hund, som var det mest urene dyr dengang.Hun tager hurtigt billedet af hunden til sig, for hundene er gode til at spise af de smuler som falder ned fra bordet.

Hun giver ikke op, for hendes datter er syg, og hun har en tillid til at Jesus kan hjælpe. Hvad han normalt også bare gør spontant, men her er han på udebane så at sige, blandt fremmede og føler sig ikke bundet til andet end sit eget folk. Hendes råb ”forbarm dig over mig” fortæller at hun oprigtigt er ked af det, i nød og har brug for hjælp. Det er et gammelt bønneråb som vi kender fra den tidligere ortodokse kristne kirke. Kyrie eleison som det hedder på græsk.

Et råb til Gud om hjælp i den nød kvinden står i. En bøn som fortæller alt om hendes situation. Det er livet om at komme tæt på Jesus og gøre ham det tydeligt hvad det er hun har brug for hjælp til. Hendes råb skal vi nok snarere høre som et skrig. I ordene forbarm dig har hun givet sig over i bøn til Gud.

Hun står der hvor alt er prøvet for at hendes datter kunne blive rask, og nu da Jesus er kommet til hendes egne kaster hun sine sidste kræfter ind på, at han der besidder guddommens kræfter kan gøre hendes datter rask.

Vi er altså vidne til et kæmpende menneske. Intet kan stoppe hende i en søgen efter at hendes datter må blive helbredt for sin lidelse. Hun er i en fortvivlet tilstand. En uafvendelig trussel mod hendes barn har sat et punktum for al fremtid. Hun tænker ikke på i morgen eller om en uge. Så længe hendes barn ikke har det godt er tiden gået i stå. Det oplever vi alle når en syg ikke kan helbredes, når døden truer mig selv eller en anden, eller når livet af en eller anden grund ser håbløst ud.

Hendes fortvivlelse som viser sig i hendes råb til Jesus og bag ham står Gud, fortæller også om hendes tro på at det kan lykkes af få den hjælp hun søger.

Den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich siger om menneskelige fortvivlelse, at det ikke er en opgiven, men tværtimod udtrykker en optagethed af om der overhovedet er en mening med tilværelsen.

Jeg hører kvindens råb om barmhjertighed som et råb der rækker ned i et sind der er kommet i tvivl om der findes en mening, hvis ikke hendes datter får hjælp.

Det Paul Tillich siger om menneskets fortvivlelse er at den knytter sig til den mening vi synes der skal være i livet, som gør fortvivlelsen mulig. Fortvivlelsen eller bare tvivlen fortæller om en optagethed af at livet er skabt med meningsfuldhed. At tvivle er en form for tro, for at tvivle om livets mening er at forudsætte, eller at tro på, at livet i det mindste burde have en mening.

Moren til det syge barn er rystet og ulykkelig, men ikke mere end at hun bliver et af et de smukkeste og varmeste billeder på et troende og kæmpende menneske vi har i Bibelen. Hun lader sig ikke spise af med Jesu forsvar for sig selv, at han ikke kan tage sig af hende, fordi hun ikke hører med til hans gruppe. Og det gør han helt tydeligt for hende, for man tager ikke børnenes brød og kaster det ned til hundene.

Det svar havde fået mange andre til at opgive, men ikke denne kvinde som kæmper for at livet skal bringes i orden og fyldes med mening. Nogle gange må vi alle lede efter smuler til at støtte vores søgen efter håb. Små ting og hændelser der kan støtte vores følelse og oplevelse af at tilværelsen trods alt giver mening.

Vi leder i denne urolige tid vi befinder os i efter smuler der kan give håb og vished for fremtiden. Hvad skal vi knytte vores håb til? Hvor er smulerne henne? Vigtigt at have øje for de små ting, som kan være det som giver mod og håb. En vintergæk der stikker sit hvide hoved frem af jorden fortæller os, at ikke alt er under forvandling. Børnenes glade stemmer på legepladsen fortæller at verden ikke har skræmt dem. Et god morgen til en fremmed på vej til jobbet, hun kigger op, smiler, og et god morgen.

Og så vil jeg minde om hvad Søren Ulrik Thomsen fornyelig svarede på spørgsmålet hvor han finder håb? Hvis man er helt slået ud over den verden, vi er vidne til nu, svarer han …Så længe man stiller mælken tilbage i køleskabet, så den kan holde sig frisk til i morgen, har man da et håb for fremtiden.

Jesus er hurtig til at anerkende hendes tro. Hendes insisteren på at høre Guds Ja i hans Nej. Det er det fortvivlede menneske som ikke giver op, men som nok er anfægtet som kvinden over at Jesus ikke kan se hendes nød. Bliver hun kaldt for en hund, leger hun med. Hun er hunden der render rundt for at samle samler smuler op fra jorden. Hun holder fast ved at der må være håb for hende og hendes barn.

Hvad kan det ikke blive til når smulerne fra bordet kan skabe håb for denne kvinde. Vi skal ikke miste modet men altid have øje for smulerne i livet. Amen