Dette hellige evangelium til 2. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« 

Lukasevangeliet 14,16-24 

PRÆDIKEN 

Ugen, der lige er gået, har for mange mennesker stået på fester: Midsommerfest, dimissionsfest og studenterfest. Denne tid på året er fuldt af fest. Det er festens og glædens tid…

Festen er et udtryk for overskud. Vi holder ikke fest for at opnå noget, men for at give udtryk for noget. Festen er udtryk for et overskud, vi gør noget, der (for en gangs skyld) ikke er formålsbestemt…

I festen fejres det, der ikke altid er så er åbenbart i hverdagen: At livet er godt. Festen er med andre ord et ja til livet. Festens dybeste mening er livsbekræftelse – og deri ligger også den inderste mening i den første skabelsesberetning…

I skabelsesberetning hører vi, at den Gud, der skabte det hele og så, at det var godt, også er den Gud, der skabte sol og måne og stjerner og gjorde det, for at vi skal kunne vide, hvornår det er tid til fest…  

Festen hæver os op over hverdagen eller festen er en udvidelse af hverdagen. Festen har nemlig et element af ekstase, hvor vi overskrider hverdagen og os selv…

Det kommer til udtryk i ødselhed i form af musik, der hæver os op over hverdagssproget, i alkohol, hvor vi giver slip på os selv og i dans, som løfter os ud over os selv og forener os…

Der er (kunne vi sige) en religiøs dimension i festen, fordi den transcenderer hverdagen med sin forvandlende kraft…

Fest og Guds rige er to ord for samme sag. Tænk, hvor opmuntrende og trosstyrkende det er, at Jesus vil have os til at forbinde hans rige med festen, de største festdage i vores liv.

I kender godt de festdage, som vi ser frem til meget længe, som vi bruger meget tid på at forberede og som, når de endelig oprandt, går alt for hurtigt.

Sådan en dag er Gabriellas dåbsdag for jer i dag, sådan er alle fester, der knytter sig til det enkelte menneskes livshistorie. Og sådan er i virkeligheden hver søndag, hvor vi fejrer gudstjeneste – søndagen hæver os også op over hverdagen…

Det er flere eksempler i Bibelen på, at Gud er den, der mere end noget andet ønsker en kæmpe fest med alle pladerne i bordet og hver en plads besat…

Esajasteksten (som jeg læste fra alteret før) tegner profetiske billeder af det festmåltid, der en dag skal spises, når Gudsriget er brudt fuldt igennem…  

Det fortælles om de første kristne, at de mødtes for at samle sig om måltidet, ligesom de gjorde, da Jesus var sammen med dem…

Hele vejen igennem evangelierne virker Jesus i det hele taget til at være ret vild med middagsselskaber.

Han gjorde sit første tegn ved et bryllup i Kana, og han spiste med toldere og prostituerede på en måde, så farisæerne kaldte ham en fråser og dranker.

Jesus havde aldrig for travlt til at stoppe op og spise, dele fisk og brød med 5000 mennesker, spise et traditionelt jødisk måltid med sine nærmeste venner eller morgenmad med den ven, som fornægtede ham tre gange…

Og vi kender det fra vores eget liv.

Måltidet, hvor vi deler brødet, når vi giver hinanden opmærksomhed, og vi udveksler ord med hinanden opretholdes både livet og relationer mellem os, vores egen krop og fællesskabet krop…

Måltidet her en forsmag på det, vi længes efter – en himmelsk mundfuld af det fuldkomne fællesskab i Guds rige…

Hvis ikke vi smagte på Guds rige i vores liv allerede nu, så kunne vi slet ikke danne os nogen forestilling om det…

I lignelsen i dag fortælles om en Herre, der inviterer til fest, men de indbudte melder fra én efter én af forskellige årsager, der mest af alt handler om, at de prioriterer sig selv og deres eget over alt andet…

Men det underfulde i evangeliet i dag er, at de indbudtes afvisning af invitationen åbner op for, at festen kan bredes ud til alle, der har lyst til at være med, for fest skal der være!

Huset skal fyldes af gæster og invitationen til himmerigets fest bredes gennem Jesus ud til alle på gader og stræder og til os, der lever i en hel anden tid.

Både de selvretfærdige farisæere og vi har brug for at se, at med Jesus gives og åbenbares noget nyt fra Gud – ham, der netop fik ansigt og bankende hjerte i Jesus Kristus.

For hele Israels slægt havde indbydelsen lydt gennem skriftens gamle profetier, men nu lyder den altså på ny og til hele jorden og til alle folkeslag…  

Invitationen til at være Gud nær lyder nu for alle!

For hedninge, for syge, for udstødte – for hele verden!

Ja, for levende og døde.

Også til os i dag lyder invitationen til den glædesfest, det er at leve i lyset af opstandelsen påskemorgen og i tillid til, at det livslys er glimt af evighedsglæden…

Vi kan stadig være temmelig ligeglade, når vi modtager den invitation, eller vi kan tro, at det trods invitationen er en lukket fest, der ikke har plads til mig og alt mit.

Men følger vi evangeliets ord: er det ganske enkelt: Invitationen er blevet givet og skal rækkes videre, for salen skal være fuld….

Festen skaber fylde i tiden allerede nu og peger frem mod evigheden, som netop det sted, hvor de midlertidige fællesskaber er afløst og opfyldt af Gudsfællesskab.

Det sted hvor Gud skal blive alt i alle…

AMEN