Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. v36  Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« v37  De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. v38  Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. v39  Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. v40  Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.

v41  Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. v42  Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. v43  Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« v44  Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. v45  Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« v46  Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«

v47  Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« v48  Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« v49  Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« v50  Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« v51  Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«

Johannes 1,35-51

 Vi hører om flere møder i dagens tekster. Vi begyndte med at lytte til Jakobs møde med Gud i sin natlige drøm om trappen, hvor Guds engle går op og ned ad trappen. Jesus møder flere af sine disciple, og kalder på dem for at de skal følge ham. De svarer ham med alle mulige navne – Guds lam, rabbi, Messias, Guds søn. Alle disse navne fortæller om hvad der er hans kald i livet.

Kaldet er ikke til diskussion. De skal bare følge ham, fordi han kalder på dem. Kaldet er radikalt: Forlad det hele og følg mig!

Vi kan tale om at være kaldet. Jeg tror ikke det står så godt til med kaldet i dag. Hvem vil synes om at være kaldet, og måtte lyde det kald? Det går imod vores egen ret til at bestemme og finde sin vej i livet.

Kaldet hører en anden tid til. Det var i en tid hvor et menneske vidste hvad det var det skulle i livet. Her var der ikke snak om valg, og hvad har du lyst til. Kaldet lå blot og ventede på dig. Det så vi meget tidlige hvor forskellige jobs gik i arv fra far til søn.

Johannes fortæller hvordan Jesus kalder sine disciple. Vi hører intet om at de stiller sig op og spørger hvorfor de skal følge ham, og hvad han har tilbyde dem. Jesus næsten lokker dem med ”kom og se” og ”følg mig”. Hvad det er de skal se når de følger får vi at viddet vildeste billede i det sidste Jesus siger: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og sige ned…

Nogen eller noget kalder på en på en sådan måde, at man er nødt til at ændre kurs. Jesus kaldte på disse mænd, hvorefter de stod op og gik med ham. Uden videre. Fordi de hørte et kald. Er kaldet forbeholdt mennesker fra for to tusinde år siden, eller kan kaldet stadig høres?

Engang talte man om nogle særlige faggrupper, hvor kaldet spillede en stor rolle. At f.eks. skolelærere, sygeplejersker, læger og præster var kaldede til at udføre deres arbejde. Så blev kaldet umoderne, fordi nogle af disse fag mistede prestige i samfundet. Nu ville vi selv bestemme hvad vi skulle lave.

Jeg havde for nogle år siden en samtale i vores kirkeblad med Mona min kollega om kaldet i præstegerningen. Da vi talte sammen var Mona kort forinden kommet til Humlebæk som den nye præst. Mona sagde som begrundelse for sit valg om at blive præst: ”en opgave som jeg ikke kan komme udenom, hvis jeg skal leve mit liv ægte”, var hendes ord.

Selv er jeg med årene som præst vokset mere og mere ind i forståelsen af min gerning som et kald. Jeg lever i dag med en følelse af at være kaldet til noget bestemt. Til at møde mennesker som åbent og tillidsfuldt inviterer mig ind i deres liv. Og selvfølgelig til at tale om Gud og hvad Gud kan betyde i menneskers liv. Jeg har selv valgt at blive præst og gennemgået en lang uddannelse, men jeg har også følt at noget og nogen kaldte på mig.

Hvad mon det var Andreas, Peter, Filip og Nathanael mødte da Jesus talte til dem? Det var et møde der ændrede deres liv i en retning de ikke havde planlagt. Kaldet fra Jesus tog dem med på en rejse ud i ukendt land. Undslå sig kunne de ikke, for der var noget i hans kald som berørte dem dybt. De så nok ikke helt hvad det var Jesus ville med dem. Jeg tror de følte at dette kald kunne de ikke undslå sig.

Det er rart når nogen kalder på os. Der er en anden der vil noget med mig, som ser at jeg er bestemt for noget stort. Kaldet fortæller os at der er en anden der ved jeg er til og har brug for mig. Det er fint når nogen kalder på os. Så er vi noget, og ikke ingenting.

I dag lyder det nok gammeldags og lidt selvhøjtideligt at være kaldet. Mange vil i dag se på kaldet som en spændetrøje, og for nogen vil det blive opfattet som en tvang. Det passer ikke så godt med, hvordan mange mennesker i dag ser på livet. Vi er os selv og ingen skal bestemme over mig.

Jeg husker stadig som barn hvor rart det var når jeg en sommerdag hørte min mors eller fars stemme ved aftenstid kalde på mig. Jeg var ude at lege med de andre børn på vejen, og så lød der en stemme og et fløjt jeg kendte og som kaldte mig hjem. Det fortalte mig at der var nogen der ville mig og jeg vidste at jeg hørte til et sted.

Vil man vove at følge et kald? For det er jo lidt af et vovestykke. Hvad får jeg ud af det, vil mange sikkert spørge? For disciplene som blev kaldet lovede Jesus dem at I vil se himlen stå åben og Guds engle stige op og ned over mig,….« Det var stort det kald må vi sige. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men det fortæller at kaldet rummer noget vi ikke ved.

Kaldet er at vide at jeg skal noget bestemt, at der er nogen som vil noget med mig, og jeg er valgt til at udføre en bestemt opgave.

Ved polarforskeren Knud Rasmussens hus i Hundested står en varde til minde om hans liv og gerning i sine rejser og udforskning af det arktiske område. Følelsen af kald fører gennem alle genvordigheder er de ord som er skrevet ind i stenen. Knud Rasmussens kald var udforskningen af Grønland og indlandsisen. Hvis ikke han havde haft kaldet som en indre stemmer var han ikke kommet levende igennem alle de udfordringer ikke mindst naturen mødte ham med. Han vidste ikke hvad han gik ind til af udfordringer i en barsk natur. Drevet frem i kald mod mål han ikke kendte.

Jesus har kaldt os og følgeskabet med ham er ikke ensbetydende med at så er hver en sten ryddet af vejen for vores gang fremad. Der vil være stene undervejs som vi vil falde over, og der vil være sten vi kan træde på. Guds lam kaldes Jesus for at netop at fortælle os, at der er ny kraft at hente for den, der vil følge ham; men også om den usikkerhed og sårbarhed, der følger med.

Vores kald behøver ikke at være så dramatisk som disse disciple, der forlader alt det kendte, men kaldet er der stadigvæk – kaldet til altid at se at jeg har en opgave i livet.

Gud kalder os hver dag ud til livet og til at være der for vore medmennesker. Vi vil helt sikkert føle at kaldet indimellem er tungt og at vi ikke slår til. Nogle gange vil vi ikke heller ikke forstå, hvad det er kaldet forlanger af os. Bliver du provokeret af den bestemte tone? »Følg mig!«, byder Jesus. »Kom og Se, siger han. De fleste af os er overfølsomme overfor ordrer og imperativer. Vi er opdraget til kritisk stillingtagen og til selv at bestemme, hvad vi skal se, og hvem vi skal følge. Heldigvis. Det skal vi ikke lægge fra os.

Men måske skal vi høre ordene som en invitation snarere end som en ordre. En invitation ind i troen. Han, som kalder, er ikke hvem som helst – han er vejen, sandheden og livet, han er verdens lys, han er livets vand. »Kom og se!« er en invitation ind i et større fællesskab, hvor vi allerede er set og kendt af Gud. Amen