Prædiken 18. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

Prædiken 18. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

Prædiken 18. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

# Prædikener

Prædiken 18. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.

Prædiken 18. søndag efter trinitatis (ii) Joh 15,1-11/Det sande vintræ

Forestil dig et træ, siger evangelisten Johannes. Og det er jo ikke så svært at forestille os. Hvad ville vores verden være uden træerne?

Hvor skulle vi finde ly, hvor skulle vi ridse den elskedes navn, hvad skulle vi synge om, hvordan skulle vi genkende landskaber, hvis det ikke var ved træerne?

Træerne er levende. De gror, vokser sig store og er fulde af livskraft.

De er sindige kæmper, som vi kan læne os op ad. Det er med en vis ydmyghed, vi læner os op ad en ældgammel stamme. En af disse furede kæmper med knudrede forgreninger.

En rynket knark, som ikke har mistet lysten til at se, hvad der sker om hjørnet på det næste årti. De ældste træer er så gamle, at det næsten ikke er til at begribe. De står dér midt i landskabet og minder os om, at det tager tid, hvis vi skal slå rod i verden og vokse helt ind i himlen…

Jeg tænker tit på det, når jeg går tur oppe ved Krogerup. Der står nemlig to store træer langs stien midt i landskabet… Om nogen ville disse træer kunne fortælle stedets historie…

Selvom træerne har tabt uendelig mange grene i årenes løb, så står de her endnu og fører vand og næringsstoffer fra rødderne til bladene…

Det er måske derfor, at træerne rører os, fordi de står der med deres rødder langt ned i jordens muld og indgyder ro og styrke. De bliver billedet på det, som jeg tror, mange af os søger og længes efter, et sted at være, et sted, hvor vi kan finde hvile og slå rod…

Er vi mon mere rodløse i den tid, vi lever i, end mennesker var for generationer siden? Der er en større mobilitet i samfundet, vi flytter i højere grad fra en landsdel til en anden eller måske til den anden ende af verden. Og imens forandrer verden sig hurtigere end vi selv kan følge med…

Tanken om ikke at have rod et sted virker umiddelbart tillokkende, fordi den indebærer forestillingen om, at vi har frihed til at bevæge os, hvorhen vi vil, ligesom fuglen: At der ikke er noget, der holder os fast…

Træer har rødder og mennesket har fødder, lød et slogan engang tilbage i 90erne (da jeg var helt ung). Og det dukker indimellem op igen og bruges fortsat som en hyldest til det frie og bevægelige menneske, der ikke er bundet af traditioner, ståsteder og rødder, og som lever i og glæder sig over, at der ikke er en på forhånd given autoritet eller retning.

Men hvor efterlader det os, det enkelte menneske og fællesskabet?

Måske er det netop erfaringen af rodløshed, der fører til oplevelsen af meningstab eller måske ligefrem meningsløshed og mistrivsel. Kristendommen har en hel del at sige til netop dette.

Kristendommen vil sige, at vi som mennesker er sat ind i den sammenhæng, der begynder og ender i Gud. Vi er forbundet med hinanden igennem Kristus, bundet til det vintræ, hvorfra Guds kærlighed og tilgivelse strømmer os i møde, og giver os styrken til at leve med ansvar og omsorg for hinanden og verden i dens mangfoldighed… 

Evangelisten Johannes sammenligner grenene på vintræet med livet i Kristus. Ligesom grenene er forbundet med stammen, er Gud og menneske, menneske og menneske forbundet i en fælles virkelighed…

At få historie, at være sat ind i en sammenhæng før os og efter os, at mærke en forbundethed, og at ville leve i denne sammenhæng, det, tror jeg, er fuldstændigt afgørende for ethvert menneskeliv…

I virkeligheden lever det enkelte menneske aldrig hverken af sig selv og for sig selv. Altid har vi vores liv ud af en sammenhæng. En sammenhæng, der er større end hver enkelt af os, og hvor enhver af os er sat for at elske, for det er sådan mennesket sætter frugt… 

Afskærer vi os fra denne sammenhæng, vil vi hverken være afhængig af et fællesskab eller turde hengive os til andre og så mister vi alt det, der gør livet værd at leve…

Ja, vi afskærer os fra det allervæsentligste af de sammenhænge, hvorigennem Gud rækker os kraft og styrke til at leve sandt menneskeliv… 

Vi er intet uden hinanden, og selvom vi bliver voksne og synes, vi kan så meget, så er alle vores færdigheder et resultat af, hvad vi har fået af andre…

Jeg tror med andre ord, at vi behøver Gud, at vi ikke rigtig kan klare den alene. Kun der, hvor dagene hænger sammen, kun der, hvor mennesker forstår sig forbundet med hinanden, kun der kan kærlighedens blomst folde sig ud og sætte sine frugter…

Vi er bundet til Kristus som det vintræ, der er magten i al den kærlighed, al den ansvarlighed, hele det engagement, som vi kan give af i vores tilværelse. Ikke kun en dag, men dag efter dag.

Et gammelt træ har været vidne til det meste. Det er vokset fra årti til årti, fra århundrede til århundrede. Det har oplevet, at meget er faldet, men også at meget har rejst sig igen.

Det har set, hvordan mennesker gives skjulte kræfter, når det er allermest nødvendigt. Det har set, at der er omsorg til, godhed til, kærlighed til – også i magtesløsheden.

Når Johannes siger, at vi skal forestille os et træ, er det et håbsbillede, han giver os. Et billede der breder tiden ud fra skabelse til fornyelse. Han giver os et vintræ, et livstræ, der står fra evighed til evighed og som sender kræfter op gennem sit rodnet. Kræfter der gør, at der kan sættes frugt til hver en tid.

Han er vintræet, vi er grenen. Vi har rod i ham, og så har vi fødder at gå ud i verden på, hvor vi kan bære frugt til gavn og stor glæde…

AMEN

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed