Salmisten skriver: Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen. Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet. Hvert menneske er kun som et vindpust. En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den. Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser, skån mig for tåbens spot! Jeg er stum, jeg åbner ikke munden, for det er dig, der har forvoldt det. Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd. Når du straffer en mand for hans synd, knuser du det, han sætter pris på, som et møl. Hvert menneske er kun som et vindpust. Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. For jeg er gæst hos dig, en tilflytter som alle mine fædre. Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen, før jeg går bort og ikke er mere.  Salmernes Bog 39,5-14

Dette hellige evangelium til 14. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Johannes.. 

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Johannesevangeliet 5,1-15

Prædiken 14. søndag efter trinitatis (II)

At vente er mange ting. Der er den gode ventetid, hvor vi venter på noget godt. En begivenhed, vi venter på med glæde…

Vi kender den ventetid, når vi ser et barns forventning til jul eller fødselsdag eller når en vordende mor venter på det nye liv, hun bærer på, skal blive født (den ventetid vil jeg vente med at tale om til advent og jul)…

Nogle gange venter vi med bekymring, med frygt og med længsel. Det er den svære ventetid. Vi venter på at vores livssituation skal blive en anden, at den skal blive forvandlet…

Det er den ventetid, jeg vil dvæle ved i dag.

Den ventetid kommer i forskellige eksistentielle sammenhænge i vores liv.

Vi kan vente på, at den indesluttede ægtemand pludselig løser op og giver et kærlighedsløst ægteskab nyt liv.

Vi kan vente på, at det uforklarlige mismod, der kan gribe os, selvom vi har alle de ydre tegn på lykke, pludselig forsvinder.

Vi kan vente på, at den belastende livsfase, vi er i lige nu, med ét forandrer sig…

At vente kan være tærende. Det kan være fyldt med angst og lamme os. Det kan gøre os afmægtige og afskære os fra at tage del i livet. Den fratager os i en forstand livet …

Alle der har erfaring med at sidde og vente på et sygehus (fx onkologisk afdeling) ved hvad det vil sige at vente. Her venter vi på at få diagnosen, vi venter på behandling, på kontrol, på scanninger og på nye svar…

Det er helt utroligt, som vi kan vente her. Ikke fordi sundhedspersonalet ikke løber hurtigt, men fordi det hele bare tager tid. Imens venter vi den tærende ventetid…  

Når vi er bange, har vi aldrig fri. Angsten holder ikke ferie, og det gør sygdommen heller ikke. Og fornemmelsen af min egen betydningsløshed er trofast og svigter ikke.

Jeg er blot en i et kæmpe menneskehav, der alle venter og længes. Det værste er ikke angsten. Det værste er den aldrig svigtende fornemmelse af betydningsløshed...

Hvem er jeg, at mine bønner til Gud skulle være noget særligt. Jeg er blot en ud af millioner af desperate, bange mennesker, der jorden over venter og beder om hjælp…

Det er den livssituation og den angst og fortvivlelse, der kommer til udtryk i salmen, jeg læste fra alteret før. Salmisten spørger, om et menneske er andet end en skygge et vindpust?  

Hvad har jeg så at vente på, Herre.

Mit håb står til dig

Evangeliet handler også om at vente. Mellem mange syge mennesker ved Bethesda dam ligger også den stakkels lamme mand og her har han ventet i 38 år…

De venter alle på at miraklet vil ske. De sidder som bag tremmer, låst fast, hensunket i hver sin individuelle lidelse med udsigt til lykke og helbredelse, som hele tiden bliver andre til del…

Nede i dammen snurrer lykkehjulets tilfældighed lystigt. Vandet kommer i oprør, og den heldige, der kommer først ned i hvirvlen, han er vinderen.

Det er lige så tilfældigt som at være den, der vinder i lotto. Der er uendelig mange flere tabere end der er vindere i det spil.

Den lamme taber hver gang, og han ved det. Han kan ikke nå vandet ved egen hjælp, og andres hjælp har han ikke…  

Pludselig står der en mand foran ham og spørger:

Vil du være rask?

Det er lidt af en provokation at sige til en lam. Men jeg tror ikke, at trykket skal lægges på det første ord i den sætning: vil du være rask? Som om det er mandens egen skyld, at han har ligget der ved dammen i 38 år…

Som om hans situation skyldtes, at han ikke præsterede nok livsvilje. Som om han ikke ville nok? Som om han ikke ville rejse sig? Som om han ikke ville være rask?

Det er måske spørgsmål, der passer ind i den tankegang, at du kan, hvad du vil eller du er din egen lykkes smed, men det er en hån mod det menneske, der faktisk ikke kan!  

I det livssyn er en overvurdering af den menneskelige vilje, som ikke vil forholde sig til, at der i vores menneskeliv er ting, der kommer over os, ting der sker os og som slår vores liv i stykker. Og hvor vi med al vores vilje kan stå ved siden af vores raske ben og sige: Du skal bare ville…

Vi kan vente på at miraklet tilfældigvis vil ske, som det sker for den ene heldige, der først kommer ned i dammen, men sagen er den, at hjælpen kommer uventet et helt andet sted fra…

Helbredelsen af den lamme mand er ikke et tilfældigt mirakel, men en ny skabelse – et ord fra en helt anden kant, et ord, der skaber, hvad det nævner, suverænt:

Rejs dig, tag din båre og gå…

Guds storhed gør ham ikke til en fjern guddom, der er upåvirket af menneskers virkelighed. Gang på gang fortæller de bibelske historier om, at hvordan Gud ustandseligt er på vej mod mennesket med svar, med hjælp og med følgeskab…

Jamen jeg har ikke et menneske, der kan hjælpe mig, siger den lamme. Jo, siger Jesus: Du har mig!

Gud blev netop menneske i Jesus for at kunne komme til de bange, de ventende og de syge med godt budskab om, at Gud er kommet dem nær. Gud er nær enhver menneskekrop. Gud er mig nærmere, end jeg er mig selv…

Det er dette nærvær, den lamme erfarer i Jesu tale til ham?

En forsikring om, at også han har betydning for Gud, og at der, hvor Gud er, der er skaberkraften og nyskabelsen på færde…

Det kalder på håbet til den Herre, der (ikke som vi ventede, men netop uventet) bryder suverænt ind i liv og død og skaber nyt liv med sit ord…

Nyskabelsen sker uafhængig af, hvad den lamme tror eller vil eller kan. Den sker uanset vores kvalifikationer, præstationer, sundhedstilstand og formue…

Evangeliets ord er en omskabelse af hele vores liv. Det er ikke kun trøst for det, der gik galt. Det giver også styrke til at bygge op. Kraft til at leve oprejst i alle de dage, der er, som de er…

Båren, som manden går omkring med, er ikke kun en båre, men et billede på de 38 års liv, som lam og alt det, han har mistet...

Vi har alle en båre at bære på. Det kan være mindet om alt det, der var, eller skylden, bitterheden, skammen, vi må bære med os…

Det gode er, at vi netop ikke er bundet til at blive i det, men befriet fra det på en måde, så det ikke låser os fast og binder os….

Så bliver vi i stand til at bære fortiden med alt, hvad den rummer, med os ind i fremtiden…

Håbet er, at der i vores venten altid er en Gud at kalde på.

Håbet er, at Gud hører og ser sit menneske som andet end et vindpust…

AMEN…