Dette hellige evangelium til 1. søndag i fasten skriver evangelisten Matthæus 

Helligånden førte Jesus ud i ørkenen, for at Djævelen kunne sætte ham på prøve. ²Dér fastede han i 40 døgn, dag og nat, og til sidst var han ved at dø af sult. ³Så kom Djævelen og fristede ham: »Hvis du virkelig er Guds søn, så sig til stenene dér, at de skal blive til brød.« ⁴Jesus svarede: »Der står i Skrifterne, at mennesket ikke kun lever af brød, men også af de ord, der kommer ud af Guds mund.« ⁵Så tog Djævelen Jesus med til den hellige by Jerusalem. Her stillede han ham yderst på tempelmuren ⁶og sagde: »Hvis du virkelig er Guds søn, så kast dig ud herfra. For der står i Skrifterne:

›Gud vil sende sine engle.

De vil gribe dig med hænderne,

så du ikke slår dig på en sten.‹«

⁷Jesus svarede: »Men der står også, at du ikke må udfordre Gud.« ⁸Til sidst tog Djævelen ham med op på et højt bjerg. Herfra udpegede han alle verdens lande og viste Jesus deres herligheder. ⁹»Alt det her,« sagde han, »vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« ¹⁰»Forsvind herfra, Satan,« sagde Jesus. »Der står i Skrifterne: ›Du skal dyrke og tilbede Gud og kun Gud.‹« ¹¹Så forlod Djævelen Jesus, og Guds engle kom og tog sig af ham.

Prædiken 

Vores liv kan indimellem opleves som en ørken: Tom, indholdsløs og udsigtsløs. Vi kan have en sult, en længes efter nyt liv.

Der kan være mange årsager til, at livet kan føles sådan: tab, sygdom eller dødsfald…

Eller det kan være de gange, hvor vi fik det, som vi bad om, længtes efter og håbede på, men hvor det viste sig ikke at bringe forløsning eller mæthed alligevel…

Det havde set så tillokkende ud; virket så fristende, hvis vi fik den stilling, den løn, den indflydelse. Men virkeligheden viste sig som noget andet…  

Det ville være så enkelt, hvis der stod navn på. Hvis alt her i verden havde en selvlysende etiket, der fortalte os, om det nu faktisk var godt eller ondt. Men så enkelt ved vi jo godt, at det ikke er…  

Fristelsen er altid til stede i menneskelivet, og den kan virke ganske harmløs. Nogle gange kan den måske ligefrem se ud som det eneste rigtige – i hvert fald lige på det tidspunkt?

Vi fristes til det, der ligger lige for, den korteste, letteste vej, det nemmeste eller det, der lige nu ser ud som det bedste for mig…

Vi skal være rimelig godt ind i sagerne eller usædvanlig kvik i pæren for at kunne gennemskue flertydigheden i fristelsen.

Der er med andre ord noget snigende over den…

Det var vel også det Eva erfarede, da slangen sneg sig ind på hende for at friste hende i paradisets have…

Den fordrejede Guds ord bare lige en anelse med ordene:

Har Gud virkelig sagt…?

Det er det slangen eller fristeren gør. Han fordrejer, forvrider, sår splid og skaber mistro. Han skjuler sandheden eller spreder løgnen…

Slangen gjorde Guds forbud mod at spise af et bestemt træ til et forbud mod at spise af noget træ overhovedet…

Og det lyder jo tillokkende at kunne blive som Gud og kunne kende forskel på godt og ondt. Og mennesket ville ikke længere være menneske, men satte sig selv i Guds sted og spiste.

Eva blev billedet på, hvad der sker i enhver af os. Vi fristes til at ville være Herre i eget hus. Vi prøver gang på gang at finde det, som vi dybest set længes efter, i os selv…

Det er samme frister, Jesus møder derude i ørkenen, som Eva mødte i paradisets have. Som en anden Eva må Jesus lægge øre til slangens hvislen i gentagelsen:

Hvis du virkelig er Guds Søn…

Fristelse til at vise sig for alverden og bevise at han er Guds søn må have ligget snublende nær for Jesus. Det ville have været det nemmeste.

Det er en fristelse til at aflægge den menneskelighed, han har taget på sig og slippe for lidelsen…

Men Jesus insisterer på sin menneskelighed, insisterer på sit afkald. Han insisterer på Gud selv i den dybe nød, nær død af sult i ørkenens tomhed.

Han insisterer på at vide sig i Guds hænder midt i lidelsen. 

Han lader dét hvile i Guds hånd, som tilhører Gud. Han fastholder forskellen på Gud og menneske, og hengiver sig lydigt til Skaberen som støv i hans hånd.

Vi begynder at ane dybderne i kampen. Det er Eva og slangen om igen, men forskellen er, at Jesus holder fast derude i ørkenen...  

Han holder først og sidst fast i Guds magt. Han holder fast i Guds magt som anderledes og udenfor kategori, – en gådefuld magt, der viser sig at bære også i den yderste sårbarhed og den absolutte udsathed.

Djævelen kommer til sidst til kort og afslører sig selv som bedrager ved at love det bort, som kun Gud råder over.

I fastetiden står vi ansigt til ansigt med vores menneskelighed og konfronteres med vores tendens til at lade os friste…

Der er grund til at holde fastetiden i hævd som en tid til indøvelse af tillid, og lade den være en bevidst vandring med åbne øjne ind i sårbarhed og udsathed som vilkår.

Vi ved fra vores eget liv og med vores indblik i, hvordan verden ser ud, at vi ikke kan overvinde det onde ved egen kraft…

Vi bliver indimellem lammet af afmagt overfor det mørke, der er i os og i verden.

Menneskets lod er at leve i egnene øst for paradis. Det er at leve udenfor haven med løgnene og lidelsen som et vilkår.

Men heldigvis også med erfaringen af glæde, kærlighed, håb og fred. Det rigtige, det sande, sådan som Gud ville det i skabelsens dage, da han så, at det var godt…

I salmen som vi skal synge om lidt er en direkte reference til syndefaldet og fristelsen i ørkenen, hvor løgnen kaster skygger.

Salmen er en bøn om, at Gud må jage skyggerne væk, give os sandhedens fornyende sprog og vende os mod solopgangen.

I salmen bruges naturens billeder til at afspejle sjælens tilstande.

Forårsregnen bliver til nattens gråd, og de brusende floder og bittervilde vinde ryster ikke bare verden, men også vores indre er i oprør.

Et af de stærkeste billeder i salmen er askehjertet i sidste vers:

Nu mærker vi, du er der og taler gennem mørket, forjager løgnens skygger fra vores askehjerter.

Askehjertet kan have flere betydninger. Det kan symbolisere aske ofte anger og bod, som vi også kender det fra Askeonsdag.

Et askehjerte kan forstås som et hjerte, der søger Guds nåde.

Vi kender også asken som et tegn på ydmyghed og sorg, fx siger Job et sted: Derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske.

Aske er det, der er tilbage, når noget er brændt, og det kan symbolisere død og forgængelighed. Men det er også et tegn på håb om opstandelse og fornyelse…

Et askehjerte kan være et hjerte, der er påført lidelse og smerte, men som i troen på Kristus kan opstå til nyt liv, sådan som også Paulus formulerer det:

Det gamle, syndige menneske må dø, for at det nye liv i Kristus kan begynde.

Vi har grund til at håbe på opstandelsen. Vi venter, og vi længes efter forår i naturen og påske i vores askehjerter. AMEN