En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Lukas 12,13-21 

Det begynder med en diskussion om arv mellem to brødre. Vi hører kun om den ene brors bekymring for sin del af arven.

Jesus bliver inddraget i samtalen, som den vise mand der skal vejlede og fælde en retfærdig dom. Når Jesus blev involveret i samtaler om penge, var hans syn på de ting, at alt materielt tilhørte Gud.  

Arv handler om at dele, om hvem der skal have hvad og hvor meget. Derfor ligger det latent i det at arve, at det  kan besætte mennesker og nogle gange forvandle dem til ukendelighed. To brødre skal dele arven efter deres far, som er død. Den bror som kommer til Jesus og vil have hjælp, er bekymret for om han vil få den del af arven, som tilkommer ham.

For Jesus bliver striden om arv en anledning til at tale om pengenes betydning for menneskers liv. Jesus løser tit sådanne konflikter ved at fortælle en lignelse. Lignelsen om bonden med den store høst og de små lader.  

Bonden i lignelsen er fyldt af en irrationel frygt for, at han en dag ikke har nok. En bestandig usikkerhed driver ham til hele tiden til at sikre sig mod verden og andre mennesker. Der er aldrig helt nok i hans bevidsthed, fordi uroen for om der nu er nok aldrig dør. Prædikeren i Prædikerens Bog (som vi lyttede til før) rammer plet med sin beskrivelse af hvad rigdom gør ved mennesker,  den, der er rig, kan ikke sove, selvom han er mæt.

Jesus taler fra et andet sted, og ser på verdens samlede goder som det vi mennesker hele tiden får givet. Der er nok til alle, hvis vi deler det der er.

Bonden med den rige høst har et umætteligt behov, som Jesus advarer imod i sin lignelse. Han taler hele tiden med sig selv og om sig selv. Ni gange hører vi ”jeg”, ”sig selv”, ”mig selv” og ”mit”. Tilmed taler han til sig selv, som sin egen ven.

I Mellemøsten på Jesu tid ville denne bonde have talt med sin familie, venner i landbyen om et vigtig emne som at bygge større lader. Beslutninger blev taget i en samtale med familie og venner. Men det ser ud til at han ikke har nogle venner. Han lever isoleret far andre mennesker, og skal der træffes en vigtig beslutning har han kun sig selv at tale med. Hans holdning kommer tydeligt til orde i hans glæde over at med de større lader kan han få mere tid til at spise, drikke og være glad.

Han er et menneske som har lært at give sig selv et klap på skulderen hver dag. Der er jo ikke andre han har behov for at takke. Eller han har ikke andre at takke, fordi alle har mærket at her et menneske, der har nok i sig selv.

Indtil han til sidst får den overraskende oplysning, at han har en sjæl. I nat kræves dit liv af dig! Egentlig står der kræves din sjæl af dig. Sjæl hedder psykhê på græsk og fortæller om det liv han har fået af Gud. Det liv er i denne sammenhæng vi befinder os i med Jesus og hans samtid et liv som gives af Gud og leves sammen med andre.

Han synes selv, at han har nok i mad og drikke. Han har skåret sit behov ned til kun at handle om kroppen der skal tilfredsstilles. I synet på mennesket i den bibelske verden består sjælen både af krop og ånd.

Ånden har andre og større behov. Ånden har behov for at række ud mod Gud og det andet menneske, fordi mennesket ikke kan leve alene af min høst, min lader, mit korn, min ejendom og mig selv. Vores sjæl eller vores selv, den jeg er, har brug for andet og mere det materielle. Vi kan ikke leve for os selv, vores ejendom, det vi planlægger og tager beslutninger om. Vi har behov for mere.

Kirkehistorikeren Augustin som levede i det 4 århundrede er kendt for at sin bøn til Gud”Min sjæl er urolig indtil den finder hvile i dig”. Den rige mands holdning er helt modsat, ”min sjæl er urolig indtil jeg er sikker på at have en overflod af føde og drikkelse”.

En svensk professor i religionspsykologi var på besøg hos en kollega i Rom. Han var munk og psykiater. Professoren besøgte ham i hans arbejdsrum, hvor han altid sad iklædt sin munkedragt og rummet var rent og enkelt. På væggen hang et krucifiks og på bordet stod en computer og der lå desuden en kalender og et kranium. Professoren var noget overrasket over denne sammensætning, og munken fortalte at hans daglige meditation handlede om at besinde sig på livet som et lån, som en tilfældig gave.

Meditationen over denne døde hovedskal mindede ham om, at alt en gang skal overgives til skaberen igen. Det gav ham en følelse af frihed og et åbent sind, samtidig med en oplevelse af intensitet og livsfylde. Han forklarede at det hjalp ham til at se virkeligheden som den var. Hans mål var ikke at holde livet fast, men at tage imod det som en gave og siden, som et redskab for det andet menneske, at skabe noget mere i dette liv.

Til alle tider har vi mennesker gerne villet forstå os selv sådan, at det ydre, ejendommen, rigdommen, alt det vi samler sammen, som vi har bundet os til med liv, lyst og begær, ikke er det vigtigste for et menneske. Et menneske har et indre liv. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse. Hvert menneske er sin egen verden. Vi tænker alle over tilværelsen og mærker hvordan livet påvirker os, vi lever ikke kun i kraft af det vi samler sammen og vi taler derfor om livets mening.

Denne mening kunne så godt være at sige som den rige bonde i lignelsen: slå dig til ro, spis, drik og vær glad. Prædikeren siger det på sin egen befriende måde jeg kunne også se, at det er godt at spise, drikke og nyde frugten af sit hårde arbejde idet korte liv, man har fået af Gud.

Vi kan næsten mærke hvordan bonden forsøger at overbevise sig selv om, at det må være det rigtige for ham, da han ikke savner salt til sit æg. Han taler manisk og besværgende så min ven, og forsøger at dæmpe den uro han godt kan mærke kværne i ham, fordi han aldrig i livet bliver færdig med at samle.

Jesus kalder ham for en tåbe fordi han ikke kan se at han er rig hos Gud. I det flygtige daglige liv frembringer Gud tilblivelsens under. Af intet bliver vi dagligt til. Jeg behøver ikke være nervøs for hvordan det skal gå, for er Guds navn skrevet på det hele, skal jeg bare leve og huske at det hele kun er til låns, for pludselig kan det lyde:– ”I nat kræves dit liv af dig”.

Jeg har en livs-opgave og det er, at være til stede i livet , og dæmpe den menneskelige lyst til mere.

Rig hos Gud – mere får vi ikke at vide. Til gengæld fik vi masse at vide om det at samle rigdomme og hvad det gør ved os. Livet skal du tage imod af Guds hånd. Det liv som rækkes os hver dag. Heri ligger også den uforudsigelighed ved tilværelsen der kan møde os, som en stemme der siger at vore liv kræves af os.

Guds stemme, som er den modstand og splittelse i livet vi alle godt kender til. Der kræver os, pludseligt og uventet, og vi synes det er uretfærdigt og ufortjent at bonden skal rammes på denne måde. Har han fortjent det, og har vi fortjent det når vi græder over det ikke gik som vi ville?

Livet er en blanding af det gode og det onde, lys og mørke. At være rig hos Gud, er at sige tak for alt det gode som sker os, men også at vide, at ting sker anderledes end vi ønsker og planlægger. Amen