03/10/2026 0 Kommentarer
Opera i børnehøjde
Opera i børnehøjde

Kom med til en festlig og anderledes musikoplevelse for børn og voksne i Torpen Kapel!
Hvad er opera? Hvordan fortæller man en historie med sin stemme? Og kan man selv prøve at synge opera?
Det kan du få svar på, når operasanger Julie Meera Lindberg inviterer indenfor til Opera i børnehøjde.
Julie vil tage os med ind i operaens forunderlige verden og fortælle lidt om operaens historie. Undervejs skal vi selvfølgelig høre masser af smuk musik, og der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og måske selv prøve kræfter med operasang.
Julie Meera Lindberg er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet. Hun har optrådt som solist med blandt andre Sønderjyllands Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester og har sunget flere af operaens store roller, blandt andet hovedrollerne i Madama Butterfly og Dvořáks Rusalka.
Julie har desuden stor erfaring med at formidle opera til børn. Hun har medvirket i den anmelderroste børneopera Filomenas stemme og er aktuelt med i Det Kongelige Teaters børneforestillinger Teaterfuglene og Papagena og Papageno.
Ved flyglet sidder Isabel Carlander, som gennem mange år har arbejdet med musik for børn og blandt andet har turneret i hele Danmark med skolekoncerter.
Opera i børnehøjde er for alle, der er nysgerrige på opera – både børn og voksne. Kom og oplev, hvor sjov, dramatisk, smuk og overraskende opera kan være.
Koncerten er arrangeret af Carlander Productions i samarbejde med Humlebæk Kirke. Koncerten er støttet af Statens Kunstfond og Fredensborg Kommunes Kulturpulje.
Kommentarer