Foredrag med Jens Smærup Sørensen

Foredrag med Jens Smærup Sørensen

Foredrag med Jens Smærup Sørensen

Onsdag 16. september 2026, kl. 18:30
Torpen Kapel, Nederste Torpenvej 3B, 3050 Humlebæk
gratis, men tilmelding nødvendig

Oplev Jens Smærup Sørensen fortælle om sin seneste roman, Mor: Om opvækst, erindring, fiktion og om at nærme sig sin mor med mange års afstand.

Mor (2025) er en stramt komponeret og bevægende fortælling om et kvindeliv i det 20. århundrede og forholdet mellem søn og mor. Romanen er et portræt af Jens Smærup Sørensens mor, født omkring år 1900 og opvokset i en fiskerfamilie i Bjerget, en lille by mellem Bulbjerg og Limfjorden. I Staun, på den anden side af Limfjorden, gifter hun sig ind i en landmandsfamilie – og her vokser Jens Smærup Sørensen op.

Smærup Sørensens komplicerede relation til sin far har sat mange spor i forfatterskabet. I Hjertet slår og slår (2012), mødte vi faren, nu som den døende patriark, som satte gang i erindringens motor. Men hvor var moren henne, spurgte Jens Smærup Sørensen en dag sig selv?

Svaret blev denne vidunderlige lille roman, som tegner et billede af en kærlig kvinde, hvis liv på mange måder blev begrænset af de muligheder, ægteskabet og samfundet på det tidspunkt tilbød en kvinde fra landet.

Jens Smærup Sørensen (f. 1946) er en af Danmarks mest anerkendte forfattere med et omfattende forfatterskab, der spænder fra digte og noveller til romaner og skuespil. Han fik sit store gennembrud med romanen Mærkedage (2007), som indbragte ham flere priser, herunder De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen.

Foredraget er et samarbejde mellem Humlebæk Kirke og Fredensborg bibliotekerne

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed