Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes!

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld.

Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh 12,23-33

Prædiken Sidste søndag efter H3K

Hvem kender ikke til på én eller anden måde at have haft en eller flere forudanelser i sit liv? Forudanelse om at noget frygteligt vil ske. Og følt en bæven og angst sitre igennem ens krop.  For hvad kan mon skyldes denne forudanelse? Vil der ske mig noget ondt? Vil nogen af dem jeg elsker dø? Tankerne og spørgsmålene der farer igennem ens hoved er mange. Man bliver urolig og trist. Når så forudanelsen ikke går i opfyldelse, ånder man lettet op igen. Skæbnen havde ikke bud efter os - endnu.

Tiden er kommet til, at menneskesønnen skal herliggøres. Sådan står der i dagens tekst. Jesus har haft sin tid på jorden og ved at han snart skal forlade sine disciple.  Heldigvis er vi ikke helt henne ved langfredag endnu. Men Jesus er ganske langsomt ved at gøre sine disciple bevidste om, at der kommer en dag, hvor han ikke længere er blandt dem. Disciplene tror at alting vil blive ved det kendte, det trygge. At verden vil bestå, som de kender den her og nu.

Har vi det ikke også selv på samme måde? Når vi føler os trygge vil vi gerne have at alting forbliver sådan her, som vi kender det. At verden forbliver forudsigelig og tryg. Desværre er verden ikke forudsigelig og tryg lang tid ad gangen. Klimaforandringer, krige, økonomiske kriser, flygtningestrømme på verdensplan, gør at vi forankrer os i vores nærmeste lille verden og lukker af for de ting der sker ude i den store verden. Det gør disciplene også. For det er menneskeligt at handle således. Både dengang Jesus gik på jorden og nu.

Disciplene forstår ham ikke, når han siger at Menneskesønnen skal herliggøres. Hvad mener han med det? De spørger hinanden. men ingen tør spørge Jesus direkte om hvad han mener med det. De ville heller ikke få et direkte svar. For Jesus kender dem. Kender os. Ved at både disciplene og vi, ikke kan rumme tanken om Jesus kommende død.  Den synes meningsløs. Tænk at ofre sig på den måde. Disciplene kan ikke rumme det. Og det kan vi heller ikke. Tænk at nogen vil ofre sig for os - ikke bare sådan os personligt, men for alle menneskerne på jorden. Det er en ubegribelig tanke. En tanke der ligger langt over hvad vores forstand kan fatte.

Vi ved alle at døden er barsk, forfærdelig, kold, hård og helt uomgængelig. Vi ved alle, at vi skal dø. Ja, ikke bare os, men alt på jorden har sin egen tid. Det er det,  Jesus vil fortælle sine disciple og også os. Alt har sin tid. Men disciplene forstår ham ikke helt. Derfor siger han: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”.

Et lille hvedekorn, så uanseeligt og lille i ens hånd. Ikke noget særligt, ikke noget magisk. Men læg det i jorden, lad det dø dernede, og se, hvad der kommer op igen.

Hvedekornet som det ligger i vores hånd, fortæller os noget om livet. Vi kan i det se forgængeligheden, tidernes gang og ende. For kommer kornet ikke i jorden, ja så bliver det kun ved det ene korn. Lægger vi det i jorden, ja så får vi straks meget mere udbytte af det. Men mere vigtigt kan vi i hvedekornet også se livet,-  afgrøderne der fylder marken. Afgrøderne der mætter os, der giver os mennesker liv. Generation efter generation.

Det er livets sande mysterium og kristendommens store paradoks. At livet kræver døden. Gud skaber liv gennem døden. For uden død er der intet liv. Hvis ikke livet har en ende, hvad er det så? En uendelighed, der gentager sig dag efter dag? Det ville være forfærdeligt. Det er bedre at vide at der er et sted efter døden. Det har Grundtvig smukt beskrevet i sin salme 'Hil dig Frelser og Forsoner', - især kommer det til udtryk i vers 8

• "Skønt jeg må som blomsten visne, skønt min hånd og barm må isne, Du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold.

 For Kristus gav sit liv for os, fordi han ville bringe kærligheden ind i verden. Den kærlighed der bygger på barmhjertighed til Næsten. - Det var ikke let for ham. Han led frygteligt, hans sjæl var i oprør, han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Men fra Kristi døde krop, spirede frugten. Kristus stoppede ikke ved døden. Nej han fortsatte. Han stod op fra de døde, han genopstod. Han betalte syndens sold for os mennesker. Og har gjort det siden. Slægt efter slægt.

Det at ofre sig, kender de fleste noget til. Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt i sit liv følt at han eller hun har ofret sig? Men de fleste af vores ofre er små, sammenlignet med Kristus offer for os mennesker. Betyder det så, at vi ikke skal tænke på at ofre os? At vi ikke kan leve op til Kristus forventninger? Nej, det gør det ikke. så længe vi har vores hjerte med og det ikke er et forsøg på at fremstå forherligede, så er offeret oprigtigt. - Tænk på fortællingen om den fattige enke, som gav den sidste mønt hun ejede, og dermed lagde mere end den rigeste mand i forsamlingen. Hun gav hvad hun ejede af hjertet. Hun tænkte ikke på at få anerkendelse. For anerkendelse får man kun når man handler ud af hjertes renhed. Som bliver eksempler på efterfølgelse.

Hvem har ikke hørt om andre der, på én eller anden måde, har ofret sig for en god sag? De mennesker som er blevet en slags helte/heltinder i resten af verdens øjne. Dem der har ofret sig for andre uden at tænke på at det var anerkendelse de var ude efter. Sådanne personer som Theresa af Calcutta, Gandhi, Luther King, og mange andre. De udførte store bedrifter og blev et eksempel til efterfølgelse for mange, uden at tænke på at få anerkendelse..

Men der er også mange dagligdagshelte, som vi aldrig hører om, som også ofrer sig for sin næste. Tænk bare på de utallige frivillige rundt omkring i verden, læger, sygeplejersker, journalister og mange andre. Som mange gange har givet deres liv for at andre skulle kunne leve i fred og tryghed.

Sådan et offer er flot beskrevet i filmen 'Gran Torino', som konfirmanderne har set lige før Jul.  Det er en amerikanskdramafilmClint Eastwood

Ganske kort handler filmen om at Kowalski ved et tilfælde får kontakt til sine nye naboer, der er flygtninge fra Kina. Familiens eneste søn roder sig ud i noget skidt, gennem en fætter der er bandemedlem. Fætteren truer ham til at stjæle Kowalski's bil. Det går galt, men på forunderlig vis kan den gamle se at den unge knægt, faktisk er ham mere vedkommende end hans egen familie. Han begynder at opdrage på ham. Men banden opgiver ikke og trænger den unge knægt mere og mere op i en krog.

Situationen er yderst tilspidset og Kowalski ser ingen anden udvej end at opsøge banden og få en afklaring. Han ved godt at hans time måske er kommet. Det ender med at han bliver skudt af banden, og det ender med at medlemmerne bliver arresteret og fængslet for mordet på en værgeløs gammel mand. Den gamle mand er blevet til et forbillede for den unge mand, der drager ud i verden, ligesom disciplene gjorde det, da Jesus døde på korset, for at forkynde næstekærlighed.

For den unge mand er blevet bevidst om, at den krampagtigt klamrer sig til livet, af frygt for at miste livet – gør, at man kan risikere at mister evnen til at leve livet og evnen til at åbne sig for det under det er, at liv kan vokse ud af døden.

Som i filmen, er det dét Jesus vil have sine disciple og os til at huske. At ved at være bange for døden, mister man blikket for, at der kan gå en vej gennem lidelse, sorg og død til en vej med nyt liv, nye håb og nye muligheder.

For vi skal ikke være bange for døden. Vi skal ikke være bange for at ofre os. Jesus har allerede gået den vej for os. Han har ofret sig for os, og vist os at døden faktisk bærer kimen til nyt liv. Og at fremtiden rækker ud over det øjeblik, vi er midt i. Amen